Rigshospitalet bygger kørestolsvenlig legeplads

Bodil Eskesen Centret for patienter med hjerne- og rygmarvsskader får en legeplads specielt designet til leg i kørestole.
Sand i sandkasser på jorden kan være svært at lege med, hvis man sidder i en kørestol. Rigshospitalet bygger en legeplads til børn indlagt med hjerne- og rygmarvsskader, designet specielt til at lege på, når man sidder i kørestol eller har en mor eller far med i kørestol.
Legepladsen bliver en del af Bodil Eskesen Centret i Glostrup, Rigshospitalets nye hospitalsbygning til patienter med hjerne- og rygmarvsskader.
-En mindre gruppe af vores patienter er børn. De er indlagt i lang tid, typisk flere måneder. De børn har naturligvis lige så stort et behov for at lege både inde og ude, som andre børn. Det får de mulighed for på legepladsen, hvor alt lige fra sandkasse til legehus bliver bygget, så børnene kan bruge det med kørestol eller gangstativer, siger centervicedirektør for Neurocentret Pernille Welinder.
Sand i kørestolshøjde
Alle legepladsens elementer er designede, så de kan bruges, hvis man sidder i kørestol eller bruger andre hjælpemidler. Sandkassen bliver løftet op i bordhøjde, så man kan nå ind til sandet og lege, når man sidder i en kørestol eller har forældre med på legeplads, der sidder i kørestol.
-Legepladsen bliver selvfølgelig også for de børn, der har en søskende eller en forælder indlagt hos os. For dem vil legepladsen være en god måde at være sammen under indlæggelsen, siger Pernille Welinder.
Legepladsen får blandt andet også kørestolsvenlige legehuse og en bålplads, der bliver løftet op fra jorden, så man kan sidde rundt om bålet i kørestol eller på en skammel.
Rigshospitalet har modtaget en bevillingen på 965.000 kr. fra Simon Fougner Hartmanns Familiefond til at bygge legepladsen.