Skip to main content

Fokus på dit behov

RYK
27. august 2022
Ryk - Fokus på dit behov

Forbundets kursusudvalg har i 2022 planlagt et arrangement hver måned, hvor der er fokus på, at du som medlem får en masse viden om den hjælp og støtte, der har betydning for din hverdag. Arrangementerne foregår online, og alle medlemmer er velkommen.

Dansk Handicap Forbund er en medlemsstyret organisation. Det gælder også, når vi taler om alt det, vi gerne vil blive klogere på. Derfor har forbundet et kursusudvalg bestående af fem tillidsvalgte, som planlægger og afholder temamøder, endags- og weekendkurser, der har fokus på at give viden og uddanne nye tillidsvalgte. Derudover har vi et sommerkursus i uge 29 på Egmont Højskolen.

Coronatiden har skabt besværligheder for os alle, men den har i den grad også sat turbo på vores it-udviklingsarbejde. Vi er i dag et sted, hvor vi slet ikke havde drømt om at være for bare to år siden. Det er i dag helt naturligt for os at anvende online-platforme til at udbrede viden og udveksle erfaringer på tværs af hele landet. Den bekymring, vi tidligere havde omkring disse værktøjer, er langt hen af vejen gjort til skamme. Vi oplever faktisk, at rigtig mange deltager i vores online-arrangementer, og at vi hver gang ser nye ansigter, som træder ind og bliver en aktiv del af vores meget vigtige fællesskab. Vi får på den måde samlet flere, og mange af alle dem, der deltager, gør det også med en bevidsthed om at række ud til dem, der måske ikke er fortrolige med computeren.

I år har vi arrangeret en række online-temamøder, som finder sted den første onsdag i marts, april, maj og juni kl. 19.00-20.30, og som ikke kræver tilmelding.

Der udsendes via e-mail invitationer med link til alle medlemmer, som vi har e-mailadresser på, og temamøderne annonceres løbende på hjemmesiden og i ugenyhederne via e-mail.

Yderligere oplysninger ved
Gitte R. Reckendorff Nielsen, telefon: 40 37 21 90 – e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Med venlig hilsen Kursusudvalget

Gitte R. Reckendorff Nielsen, formand,
Vibeke Baden Laursen, Susanne Olsen, Ulla Trøjmer og Kenneth Ørbæk