Skip to main content

RYK - Rygmarvsskadede i Danmark

AFHOLDT - Fisketur til Københavns Havn - den 15. august 2026

Kom med til en dag fyldt med fiskeri og hygge.

Lørdag den 15. august fisker vi i Københavns Havn på Oceankajen, hvor vi mødes kl. 14. Kør ud ad Oceanvej, og i T-krydset drejes til højre. Se billede ovenfor.

For RYK og Danmarks Sportsfiskerforbunds Handicapudvalg handler dagen dog om mere end fiskeri. Det handler også om fællesskab og om at skabe gode oplevelser i naturen for mennesker med handicap og deres familier. Fiskeri giver ro, nærvær og mulighed for at være aktiv på egne præmisser.

Skriv i kommentarfeltet for tilmelding - her. Har du spørgsmål, så skriv også i kommentarfeltet – eller ring til Søren Grothe Petersen på 2615 6857.

Vigtigt: For at deltage skal du have et gyldigt lystfiskertegn (gælder ikke for personer under 18 år eller over 67 år). Du kan købe det her;

Fisketegn købes her

RYK sørger for kaffe og kagen.

“Den sjoveste fisk man kan fange i de danske farvande er makrellen. I forhold til sin størrelse kæmper den helt vildt.
Har man før kun fanget fladfisk, torsk eller hornfisk, tænker man: "Hvad sker der her??", første gang man får en makrel på krogen.
På Sjælland foregår langt det meste makrelfiskeri fra havnemoler, særligt i Københavns havn, Kalundborg havn og Korsør havn.

Der anbefales en stang på 10-11 fod, som også er det bedste til alt andet havnefiskeri - med en kastvægt op til 60 gram. Vi skal fiske med kunstagn op til denne vægt for at kunne komme helt tæt til bunden, og samtidig er stangen tilstrækkelig stiv til at kunne løfte fisken op på kajen uden at knække. Men vi har selvfølgelig også et fangstnet med, hvis der er behov for det.


Dertil et fastspolehjul i str. 3000-4000.
Vil man fiske med kunstagn anbefales en fiskelignede pirk, blank, grå eller hvid på 40-60 gram. Men kun, hvis stangen kan kaste denne vægt, ellers må man gå ned i pirkens vægt.
Mens vi er ved kunstagn FRARÅDES at man fisker med de såkaldte makrelforfang med op til seks kroge. Det er før set, at folk har fået makrel på alle kroge, og det er kun sjovt, så længe man kæmper med alle fiskene ude i vandet. Når man så skal have dem op på kajkanten opstår problemet. Man kan nemlig ikke løfte den store vægt op, og de mange makrel kan man ikke få samlet sammen i et fangstnet. Resultatet bliver at man må knække linen, og makrellerne vil så være bundet sammen for evigt af makrelforfanget.
Disse makrelforfang er kun egnede til fiskeri fra båd, hvor man fisker med en stiv havfiskestang, som kan løfte makrellerne indenbords - eller fra kysten, hvor man kan trække alle makrellerne ind på stranden.


Den mest anvendte fiskemetode fra havnemoler er fiskeri med agn i form af fx silde- eller hornfiskestrimler, kyllingehjerter eller smelt. Vi tager agn med.
Det kræver et flåd og et kugle"bly" eller splithagl, som kan kaste agnen ud. Og så er det bare at vente på, at makrellerne kommer forbi eller kommer i bidehumør.
Det kan jo blive en varm dag, så det vil være en god ide at medbringe en køletaske med masser af køleelementer. Ikke kun til de kolde sodavand og madpakken men også til at opbevare fiskene i, da de let kan blive ødelagt, hvis de opbevares for varmt.”

Vi ses........Knæk og bræk

RYK, Fisketur, Fiskekort, Danmarks Sportsfiskerforbund, Kage, Kaffe, Københavns Havn