Wings for Life 2016

Løb for dem, som ikke kan

Løbere og kørestolsbrugere på alle niveauer indtog Mindeparken i Aarhus i strålende solskin den 8. maj til det globale velgørenhedsløb Wings for Life World Run. Mens temperaturen steg til sommergrader, blev der løbet godt til af de næsten 2.000 deltagere.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Stemningen var lige så god som vejret var godt. Alle fremmødte løbere til årets Wings for Life World Run, der blev afholdt på en varm og solbeskinnet majdag i Aarhus, var forenet om at gøre en indsats for forskningen inden for rygmarvsskader. Og det er stort, når man er en del af et løb med 2.000 deltagere, der alle løber for én. Fantastisk.

God stemning

I 34 lande verden over lød startskuddet til Wings for Life World Run præcis kl. 13.00 dansk tid søndag den 8. maj. Starten gik fra Mindeparken, og den 100 km lange rute i år var rigtig god; ikke mindst for de næsten 50 deltagere i kørestol.
- Stemningen på turen var supergod. Jeg modtog rigtig mange bifald og tilkendegivelser fra løberne. fortæller Mogens Christiansen fra Aalborg, der var med for anden gang.

Målstregen jagter dig

Løbet er det eneste i verden, hvor målstregen jagter dig bagfra. I år sad Jason Watt bag rattet i mål-linjebilen.
- Det gør mig varm om hjertet, når jeg ved, at alle indtægterne fra løbet går til forskning i rygmarvsskader, fortæller Jason Watt, der selv blev rygmarvsskadet i 1999 efter en motorcykelulykke.
- Hvert et skridt, der bliver taget i dag, er et skridt mod at kurere rygmarvsskader.
Med 15 km i timen passerede Jason løberne en for en, og ved 38,2 km passerede han den kvindelige vinder af løbet 23-årige Camilla Christensen. Jason skulle køre næsten 20 km mere, før han indhentede 35-årige Mikkel Kleis, der blev den mandlige vinder af det danske løb med 56,8 km. Blandt kørestolsbrugerne var vinderen Martin Olsen, der tilbagelagde en halvmaraton-distance på 21 km.
Også Mogens var langt fremme i feltet, før Jason indhentede ham.
- Mit mål var som sidste år 25 km ... jeg nåede 20,72 km, fortæller Mogens, som ikke kendte ruten på forhånd.
- Ruten var på de første 10 km helt flad. Derefter gik det opad, til jeg blev hentet – det var hårdt, fortæller Mogens.

Ris og ros

Mogens har både ris og ros til løbet.
- På turen havde jeg officials med på cykel, som konstant sørgede for, at der var plads foran mig, så jeg kunne komme til for løbere. Det var nyt i forhold til sidste år og rigtig godt.
Til gengæld var opsamlingen ikke super god, fortæller Mogens:
- I de to timer, jeg ventede på at blive samlet op, kom der ingen liftbusser. Det var en smule irriterende. Jeg måtte derfor tage med en almindelig bus med hjælp og på røv og albuer. Det var vi to, som gjorde.
Mogens havde derfor bestemt sig for ikke at deltage igen næste år.
- Men efter at have sovet på det, har jeg besluttet mig for at være med igen – om ikke andet så for det hyggelige samvær på vores hold.

Om man blot nåede frem til første vandpost efter 5 km eller tilbagelagde 56,8 km, er for så vidt underordnet. RYK!’s udsendte klarede 7 km, og det var en sejr for mig – også selvom mine skuldre værkede flere dage efter. Og jeg er helt sikkert også med igen næste år.

Wings for Life World Run er verdens største velgørenhedsløb. 100 % af startgebyret og alle sponsorindtægter går ubeskåret til livsforandrende projekter inden for rygmarvsskadeforskning. På verdensplan deltog 130.000 løbere, der løb i alt 1.255.000 kilometer og samlet gav løbet 49 millioner kroner til fordel for forskning i rygmarvsskader. På verdensplan var løbets hurtigste mandlige deltager Giorgio Calcaterra fra Italien, der nåede at tilbagelægge 88,44 km. Blandt kvinderne var det Kaori Yoshida fra Japan, der tilbagelagde 65,71 km.

Du kan læse mere på wingsforlifeworldrun.com

RYK og Ulykkespatientforeningen havde igen i år et fælles hold.

I skrivende stund ved vi ikke, om Wings for Life World Run kommer til Aarhus næste år den 7. maj 2017.