Andre symptomer

Følgende opremsning af symptomer blandet med små citater stammer ligesom ovenstående fra medlemmernes egne historier.

Opremsningen af symptomer er på ingen måde en fuldstændig liste over de symptomer, inkomplette rygmarvsskadede kan have. Der er givet en lang række, vi ikke har fået med, ligesom der givet er symptomer, kun få oplever.

 

Det summer i armene/benene. Det kan summe på mange forskellige måder: Indeni, udvendig på huden, intenst, som en vedvarende irritation i en tand og lignende.

Krampelignende smerter i arme/ben. Bliver beskrevet som kramper, der er på vej. ”Kramper i bækkenbund og mave – der gør ondt! Når det kramper, føles det, som om der ”er for meget”.

"Det gør ondt at sætte sig, det gør ondt at gå.”

”Hånden prøver på at lukke sig i hele tiden (også kaldet klohånd), og jeg har tit udtørrede hænder. Det svier i dem, men det hjælper at spænde dem ud - så fortager det sig igen for en tid. Indimellem har jeg mavekrampe. Laver jeg noget fysisk, kommer trætheden hurtig over mig.”

”Jeg har smerter i armene og benene, som brænder, stikker, spænder, svier. Når jeg har brugt armene til et eller andet, kan de pludselig blive som bly og samtidig gøre ondt. Det kan være en kraftanstrengelse at skulle f.eks. rede håret. Benene kan få samme fornemmelse efter f.eks. gang på trapper. Det er som om, de ”syrer til” efter stort set ingen anstrengelse."

"Uro i kroppen. Kan ikke slappe ordentligt af. Det knitrer og er levende inde i musklerne, selvom man prøver at slappe helt af. Stive lemmer efter lang tid siddende stille – f.eks. efter en biltur. Benene bliver helt stive og kan ligesom ikke affjedre, som de plejede. Om morgenen kan det tage timer, før stivheden er ude af kroppen."

"Om morgenen, når jeg står op, er mine ben stive, og jeg har spasmer som forsvinder, når jeg har gået lidt. Hvis jeg går en længere tur, 500m. til en 1km., spænder/strammer det op i højre side af lænden og højre ben.”

"Jeg har dårlig balance, og det giver problemer i blæsevejr og ude blandt mange mennesker, hvor alt går hurtigt. Folk omkring mig tror, jeg har drukket, fordi den dårlige balance giver usikker/slingrende gang."

Føleforstyrrelser, som f. eks. varme- eller kuldefornemmelser, huden føles død og følelsesløs, stikkende fornemmelse i huden, følelse af at gå på luftpuder. Problemer med at føle, hvor fingrene er i forhold til eventuelle køkkenredskaber og risiko for at bruge for varmt vand og dermed blive skoldet.

"Det er som om, alt er blevet tungere, og jeg er blevet mere fummelfingret. Jeg har det med at tabe ting, selvom tingen måske slet ikke føles tung."

"Når jeg er ude at gå og går i egne tanker, kan jeg ligesom tabe foden/fødderne. Også selvom jeg slet ikke har dropfod normalt."

Blære/tarmproblemer.

Problemer med at holde tæt eller med at tømme blæren. Mange må RIK’ke (tømme blæren ved hjælp af engangskateter). Nogle blot få gange dagligt, andre konsekvent. Der kan være problemer med at holde maven i gang. Det kan medføre forstoppelse og træg mave, hvorfor hjælp til afføringen i form af afførende medicin og/eller klyx kan være nødvendig.

Andre oplever afføringsinkontinens.

Johnny Walker gruppens medlemmer