VM i håndcykling: Comeback

Tekst: Birgitte Bjørkman

Hun opnåede at blive verdensmester og Paralympisk mester som racerkører og fik gennem sin karrierei idrætsverdenen en status som handicapambassadør. Siden blev hun mor til tre børn, og både træningen ogkarrieren blev lagt på hylden. I dag er hun tilbage og håber at blive blandt de udvalgte til VM i håndcykling, der findersted i september i Roskilde.

Connie Hansen huskes af mangesom en af verdens bedste, kvin­delige kørestolsracere, og i mangeår var hun et forbillede og ambassadørfor mennesker med handicap. Sit gen­nembrud fik hun ved de ParalympiskeLege i Seoul i 1988, hvor hun vandt guldi alle fem discipliner, hun deltog i, ogsatte fire verdensrekorder. Efter 15 årer 47­årige Connie fra Slangerup tilbagepå asfalten – denne gang på håndcykel,og de første medaljer er allerede hen­tet hjem. Og i september håber hun atrepræsentere Danmark som Danmarkseneste kvinde til VM.

Mor på fuld tid

Connie sluttede sin aktive karriere i1994, da hun blev gravid. Hun fik søn­nen Aksel og kort efter tvillingedøtreneKirsten og Ellen. Fra at træne 120 kmhver uge på landevejen, deltage i stæv­ner over hele verden og være hjemme­fra en tredjedel af året blev Connie morpå fuld tid. Træningen og karrieren someliteidrætsudøver blev lagt på hylden tilfordel for familien og firmaet, Petra byConnie Hansen, som hun havde startet,da hun blev færdig som ergoterapeut.­ Jeg forsøgte et par gange at hive stolenfrem og støve den af, men så blev detregnvejr eller så …. der var altid et ellerandet, så jeg kunne ikke engang kaldemig motionist, ler Connie.

Familielivet satte spor

Efter en operation for tre år siden, hvorConnie fik titaniumstivere i lænden somerstatning for et par ødelagte lænde­hvirvler, begyndte Connie at cykle. Forsom hun siger, det gode familieliv havdesat sine spor.­ Min form var rigtig dårlig, og jeg vid­ste, at hvis jeg ikke gjorde noget veddet, så ville det ende med, at jeg ikkekunne forflytte mig til bil eller badekar.Hos et besøg hos lægen fik Connie ogsåkonstateret et lidt for højt kolesteroltal,og beskeden var at det skulle hun tagealvorligt.­ Det ska’ være løgn, tænkte jeg.Connie så to scenarier. Bevilling af el­stol og installering af lift i huset forat komme i bad eller gøre forsøget ogkomme i form igen. Med stiver i læn­den, et par ødelagte skuldre, 10 kg formeget og gigt i håndled, var det ikke detbedste udgangspunkt, men Connie varparat til at gøre forsøget.­ Jeg kunne ikke bare sidde og se påmens min krop forfaldt. Det var værdat prøve at vende skuden. Det var johverken en fordel for mig eller minfamilie, at jeg lagde mig på sofaen oghavde ondt af mig selv. Min fysik sætter jo også betingelserne for min familie …så var det slut med kanoture på Susåen!

Genvundet troen

Hos Teddy Øfeldt, hvor Connie trænerto gange ugentligt, fik hun genvundetsin tro på at hendes projekt skullelykkes.­ Styrketræningen består af 15­20 for­skellige øvelser, der styrker min nakkeog skuldre. Det knager og brager, meni dag gør det ikke ondt, som da det varværst.Og da Connie fik sin første cykel gikdet stærkt. Fra at bruge cyklen til blotmotion på skovveje meldte lysten sig tilat køre løb hos Connie, og med et UCIlicens fra Dansk Cykelunion (kvalifice­rede) meldte hun sig til sit første løb,der var halvmaraton i Berlin i 2009, ogåret efter et fuldt maraton i Heidelberg.Det er siden blevet til mange kilometer.­ Jeg cykler 1­3 timer 5­6 gange omugen. Det er minimum, hvis jeg skalholde formen på eliteplan.­ Gevinsten er stor. Mine smerter har jeg fået sat i skak, jeg har tabt mig,mit kolesteroltal er igen normalt, minekramper i mit tarmsystem er blevetmindre og mine toiletbesøg er forkortet.For Connie giver cyklingen hendemulighed for at matche de dagligegenvordigheder, der følger med en ryg­marvsskade. Men også med opmærk­somhed på den fine balancegang, såhun ikke overbelaster sine led.­ Cyklingen er super vigtig for mig, ogsammen med en fornuftig kostsammen­sætning har jeg det altså bedst. Det erden væsentligste grund til at jeg cykler,fortæller Connie, som gerne bringerbudskabet videre:­ Det er aldrig for sent, og det giver såmeget positiv energi!

De gode er seje

Connie fortæller, at der også er sketen holdningsskift i håndcyklingen her­hjemme, og det glæder hende.­ Fra at have holdningen

”på det niveaukan vi alligevel ikke nå op”,

bliver der nuvirkelig trænet hårdt blandt de danskehåndcyklister. Der er kommet en kulturpræget af

”kan han, kan jeg også!”

, ogfra motionistniveau ser vi nu ambitionerpå eliteplan. Men det er også nødven­digt, for det er svært i dag at lave entopplacering. De gode, rygmarvsska­dede atleter er seje!Selv er Connie med i Ballerup Cykelklub,og hun er i godt herreselskab.­ Ja, men jeg savner nogle tøser at cyklemed!Som endnu eneste kvinde herhjemmehar Connie dog den fordel, at hun skalbegå sig utroligt dårligt for ikke at bliveudtaget til VM i efteråret.

Det er fedt

Hjemme må hendes mand Jeppe ogbørnene undvære Connie, når hun del­tager i stævner. – Det har de accepteret, men de savnermåske nok en mor, der lidt oftere smø­rer deres madpakker, ler Connie.I februar var Connie 14 dage i Florida ogtræne med det amerikanske landshold,og i maj deltog hun i årets første WorldCup­stævne i paracykling i Sydney,Australien, hvor hun hentede en sølv­medalje i enkeltstart og en bronzeme­dalje i linieløb med hjem.Men det er ikke medaljerne der ervæsentlige for Connie.­ Jeg har genvundet min form, og det erdet vigtigste for mig. Men jeg fascineresogså af det kraftbetonede og konkur­renceelementet i håndcyklingen. Det ernæsten som i de gode gamle dage. Deter fedt at træne og sætte sig mål. Jegelsker det taktiske game, og så følgerder masser af dejlige oplevelser med,slutter Connie.