Udsmykning på VCR

Kunst i øjenhøjde

Kunsten skal være i øjenhøjde med patienterne og skal mere end blot pynte på væggene. Det er ideen bag den kommende udsmykning af det nye Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Collager og grafiske elementer er en væsentlig del af den kommende udsmykning af Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR), som det århusianske firma Artspot står for.

Udnyttelse af alle flader

Firmaet har med sine bud vist, at kunsten kan og skal mere end blot pynte på et center.
- Vi vil gerne bidrage til den helende proces ved at skabe en udsmykning, som indbyder til dialog mellem patienter, pårørende og medarbejderne, og som kan bruges direkte i hverdagen. Derfor har vi bl.a. tænkt i grafiske elementer, som også kan bruges i forskellige øvelser – når patienterne for eksempel skal træne i at gå hen til et bestemt punkt på gangen, forklarer Lisbeth Henriksen, der er indehaver af Artspot.
Hun lægger derfor op til en udsmykning, som rummer såvel kunstneriske collager som grafiske tapeter, kulørt vinduesfolie og en udnyttelse af også gulvene som udsmykningsflader.

Inspiration fra RYK! magasin

Forud for opgaven har Artspot interviewet tidligere patienter fra VCR, hentet input om hverdagen på centret og læst en stak RYK! magasiner for at få en fornemmelse af patienternes ønsker, behov og udgangspunkt. En indgangsvinkel, der har gjort indtryk på medarbejderne på VCR.
- Vi har ønsket en udsmykning, som på alle måder er i øjenhøjde med vores patienter. Den skal kunne inspirere, stimulere og skabe glæde i hverdagen – og samtidig helt bogstaveligt kunne ses fra kørestolshøjde uden at miste sit udtryk, forklarer klinikchef Rikke Middelhede Hansen.

Det bliver spændende at se, hvordan de overordnede tanker og visioner omsættes til konkrete værker, der alle tager udgangspunkt i patienternes situation. Bl.a. kan det afsløres at der vil kunne findes kørestolshjul i en stor del af værkerne.

Forslag til udsmykning omkring trappeopgang. Visualisering: Artspot

Forslag til udsmykning i opholdsrum. Visualisering: Artspot

Collageide. Visualisering: Artspot