Udland: Rygmarvsskadet i Vietnam

Et liv i isolation

24-årige Ngo Thi Hong fra Vietnam blev lam efter en trafikulykke for fem år siden. Hun modtager kun 200 kr. om måneden fra staten og har derfor ikke råd til hverken behandling eller hjælp i hverdagen. Hun er afhængig af sine forældre og ligger i sin seng alle døgnets 24 timer.

Tekst: Signe Juul Kraft

Bag sengen hænger en dolk. I dag beskytter den mod mareridt, men for fire år siden var formålet et helt andet. Da bad den dengang 20-årige Ngo Thi Hong sin mor om at give hende kniven i munden, så hun kunne dolke sig selv ihjel.

Ønskede at dø

For fem år siden studerede Ngo økonomi og turist- og hotelmanagement på universitet i Vietnams hovedstad, Hanoi. Hun var vellidt og udadvendt, arbejdede hårdt og dyrkede karate. En morgen lånte hun sin fars motorcykel for at køre til forelæsning. 300 meter fra huset blev hun ramt af en lastbil, som kørte i den forkerte kørselsretning. Hun husker det ikke selv, men hun er blevet fortalt, at manden, der kørte lastbilen, hev hende op i lastbilen og kørte hende på hospitalet. Det vil nok få de fleste danskeres alarmklokker til at ringe, men i Vietnam er det kutyme, at man selv bringer selv slemt tilskadekomne til sygehuset. Man kan nemlig ikke regne med, at der kommer en ambulance, og slet ikke inden for en rimelig tidshorisont.
Da Ngo vågnede op på hospitalet, kunne hun ikke tale. Hun havde mistet 18 tænder og kunne ikke bevæge sine arme og ben. Lægen fortalte den blot 19-årige Ngo, at hun havde fået en rygmarvsskade og var lammet fra halsen og ned.
- Jeg blev meget chokeret over at få beskeden. I den alder vil man normalt gøre en masse for at støtte sin familie. Min plan var at få en uddannelse og finde et godt, stabilt og velbetalt job, så jeg kunne hjælpe mine forældre. Ved udsigten til ikke at kunne det følte jeg mig ubrugelig og desperat, og det første år ville jeg bare dø, fortæller Ngo.

Fandt psykisk styrke

Efter ulykken måtte Ngos forældre sælge deres landmandssted og låne penge fra venner og familie. Alle pengene blev brugt på behandling til Ngo, der fik foretaget flere operationer og hudtransplantationer, fordi hun bl.a. havde brandsår efter ulykken. I alt modtog Ngo behandling på ni forskellige hospitaler.
Hun var indlagt i halvandet år, hvor hun modtog, hvad hun selv kalder ’vestlig behandling’. Herefter kom hun på rehabiliteringsophold på Hanois hospital for traditionel medicinsk behandling. Her fik hun både vestlig medicin og massage, akupunktur, naturmedicin m.m. Den østlige medicin fik hende til at sove bedre og føle sig mindre træt, og opholdet på hospitalet gav hende også psykisk styrke.
- På hospitalet så jeg andre patienter i samme situation som min, som smilede og var glade, og de gav mig håbet tilbage, fortæller Ngo og fortsætter:
- Jeg er en pige med en stærk karakter, så jeg besluttede at bruge min stærke kampvilje fra karatetimerne til at leve videre og ikke at give op.
En lokal journalist skrev umiddelbart efter ulykken om Ngos skæbne, og det resulterede i, at hun modtog individuel støtte. Sammen med familiens lån betød støtten, at Ngo kunne modtage behandling de første tre år efter ulykken. Efter pengene er sluppet op, har Ngo ikke modtaget behandling, og hendes tilstand er ikke blevet bedre.

Kommer ud to gange om året

Den lille familie bor bogstaveligt talt i et skur på to rum. Væggene består af blikplader, og vinduerne har ingen ruder, så det regner og trækker ind.
Foran træsengen med den tynde skumgummimadras, som Ngo ligger på i døgnets 24 timer, hænger et gammelt fjernsyn. Det udgør sammen med en mobiltelefon stort set indholdet i Ngos liv i dag. Som regel taler hun i telefon i flere timer om dagen med andre i samme situation som hende selv. De deler deres liv, støtter hinanden og opfordrer hinanden til at leve videre.
Hendes gamle venner har efterhånden fået deres egne familier, så de kommer ikke så tit på besøg, mest ved højtider, som det kinesiske nytår.
I skurets ene hjørne står en faldefærdig kørestol, der er læsset med tøj og ting, som om den aldrig bliver brugt. Og det bliver den heller ikke, fortæller Ngo. Hun kan nemlig ikke sidde op selv, og kørestolen har ikke hovedstøtte.
Af den grund kommer Ngo sjældent ud. Kun to gange om året, i april og i december, kommer hun ud af sin seng. Det er, når der er møde i klubben for mennesker med og uden handicap, som hun har oprettet sammen med en ven. Turen dertil foregår i taxi, hvor hun bliver båret ud og ligger ned på bagsædet.

Afhængig af sine forældre

Ngo er dybt afhængig af andres hjælp. Den kommer som regel fra hendes mor, der giver hende mad, skifter ble og masserer hende for at undgå, at musklerne kramper.
- Det eneste, jeg kan gøre selv, er at tale og spise. Alle andre aktiviteter har jeg brug for min mors hjælp til, siger Ngo.
Hendes forældre er med deres 64 og 65 år forholdsvis gamle i et land, hvor gennemsnitsalderen er 76 år, og Ngo er bekymret for, hvad der skal ske med hende, når de ikke længere kan tage sig af hende.
Hendes to ældre brødre er døde af sygdom, så hendes overlevelse afhænger af naboer, familie og venners velvillighed.

En stram økonomi

En afgørende faktor for Ngos livssituation er økonomi. I Vietnam er sundhedsvæsnets ydelser ikke, som i Danmark, gratis. Derfor er man ilde stedt, hvis man er syg og ikke har nogen penge.
Ngos far arbejder som sikkerhedsvagt, et job, han fik, efter de blev nødt til at sælge familiens landmandssted. Han tjener, hvad der svarer til ca. 900 kr. om måneden. Moderen kan ikke arbejde, eftersom hun passer Ngo 24 timer i døgnet. Hun får lidt over 100 kr. om måneden fra staten. Ngo modtager en fast handicapydelse fra staten på lidt over 200 kr. om måneden. Derudover modtager familien ingen hjælp.
Ngo håber derfor på at modtage økonomisk hjælp, så hun kan fortsætte med behandling samt forbedre levestandarden for sig og sine forældre.
- Jeg håber på at få økonomisk støtte til at hjælpe mine forældre med de daglige udgifter, til at fortsætte min behandling og forbedre min helbredssituation – og til at få et hus, hvor det ikke regner ind, fortæller Ngo.

Håbet lever

På spørgsmålet om, hvad Ngo håber for sin fremtid, svarer hun, at hun ønsker at kunne komme til at sidde og med tiden komme til at gå igen. Men hun tror, det bliver svært, for fire ud af de syv ryghvirvler i hendes nakke er ødelagte. Ngo håber også på at få sin egen familie, men først og fremmest håber hun på at komme til at gå igen og fortæller, at hun har hørt om en pige, der efter ti år som lam nu kan gå igen.
Ngo har mest tiltro til, at den østlige medicin kan hjælpe hende til at få det bedre gennem massage og akupunktur.
- Den østligt behandlende læge har fortalt mig, at evnen til at komme sig varierer fra person til person. For nogle kan det vare et år og for andre 12 år, så jeg skal ikke miste håbet, slutter Ngo.

Ngos mor sender hende et lille smil og fortsætter massagen i det blege sollys, der rammer dem gennem de rudeløse vinduer.

Artiklen er produceret med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Fakta

Det anslås, at der lever ca. 25.000 mennesker med rygmarvsskader i Vietnam, og at der kommer mindst 850 nyskadede til hvert år. (slideshare.net/cambathuc/spinal-cord-injury-rehabilitation-in-vietnam)

Fald og transportuheld står for mere end 75 procent, og den største enkeltstående årsag til rygmarvsskader er trafikuheld. I 70 procent af trafikuheldene er der motorcykler involveret. (nature.com/sc/journal/v52/n2/full/sc2012158a.html)

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO døde ca. 22.400 mennesker i trafikken i Vietnam i 2013. Det svarer til, at 24,5 per 100.000 indbyggere dør i et trafikuheld. Til sammenligning dør 3,5 per 100.000 indbyggere i Danmark hvert år i trafikken. Antallet af trafikdræbte i Vietnam er også noget højere end i nabolandene Kina (18,8 per 100.000 indbyggere), Cambodia (17,4 per 100.000 indbyggere) og Laos (14,3 per 100.000 indbyggere). (en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_traffic-related_death_rate)