Udland: Honduras

Der er så meget at kæmpe for her i Honduras

Dansk Handicap Forbund har netop indgået en treårig samarbejdsaftale med en række handicaporganisationer i Honduras og Bolivia – blandt dem Ahlmys, som er Honduras’ svar på RYK.
Forbundets direktør, Thomas Dahlberg besøgte i juni organisationen og interviewede nogle af medlemmerne. En af dem, Jennifer Martinez, fortæller her om nogle af sine udfordringer som paraplegiker i Honduras og om at arbejde som frivillig i en nyetableret handicaporganisation.     

Tekst: Thomas Dahlberg

Larmen fra lastbilernes osende dieselmotorer er øredøvende og gør det svært at føre en almindelig samtale. Jeniffers lille blikhus ligger knap 10 meter fra en tæt befærdet hovedlandevej uden for Honduras hovedstad, Tegucigalpa. Det er et af de få steder, familien har råd til at bo, når to voksne og to børn skal klare sig for de 1.900 kr. om måneden, som Jeniffers mand kan skrabe sammen som daglejer.

Tragedien

Jenniffer er en klassisk smuk kvinde på 26 år. Hver morgen står hun op kl. fem og tager sig god tid til at lægge en imponerende make up og lave sine arm- og fingerøvelser, inden børnene skal have morgenmad og sendes i skole. På trods af den begrænsede plads er der en sjælden orden i det lille hus, og Jeniffer udfører de daglige gøremål med både ro og værdighed – egenskaber, der går igen, da hun fortæller, hvordan der blev vendt op og ned på hendes liv en nat for ti år siden:
- Som teenager var jeg en glad og udadvendt ”partypige”. Jeg var altid med der, hvor tingene skete og elskede at danse og feste. En nat i 2003, da jeg skulle hjem fra en skolefest, skete tragedien. Chaufføren var stærkt beruset, og jeg var den eneste af de fire passagerer i bilen, der overlevede den voldsomme ulykke. Blandt de dræbte var min gravide mor og min lillesøster. Jeg selv slap med et brud på rygsøjlen og blev lam fra livet og ned.

Depression og siddesår

- De første to år efter ulykken isolerede jeg mig fra omverden. Den eneste sociale kontakt var undervisningen to gange om ugen på landets eneste rehabiliteringscenter. Her lærte jeg blandt andet at træne mine hænder og arme, fortæller Jennifer, mens hun stolt viser sine muskuløse arme og demonstrerer en solid omgang fingergymnastik.Tabet af moderen, søsteren og førligheden sendte den unge kvinde ud i en langvarig depression, hvor hun blev afhængig af alkohol. Desuden fik hun alvorlige problemer med siddesår, og på grund af dårlige sanitære forhold blev sårene så inficerede, at hun i 2005 fik amputeret sit ene ben på det lokale, offentlige hospital. Uvist af hvilken grund nøjedes kirurgen ikke med at amputere Jennifers ben. Han tog også store dele af den øverste lårknogle, og lige siden har Jennifer døjet med store gener som følge af skævhed i kroppen.
Efter et år ind og ud af hospitalet og et par selvmordsforsøg fortsatte Jennifer sit alkoholmisbrug og fik et barn med en af sine druk-kammerater. Omkring fødslen fik hun igen problemer med siddesår og måtte sætte det nyfødte barn i pleje hos noget familie. Her mødte hun sin nuværende mand, som hun også fik et barn med. Sammen lykkedes det parret at komme ud af deres alkoholmisbrug, blandt andet med hjælp fra menigheden i en af de amerikanske, evangeliske kirker, der de seneste årtier er blevet meget udbredt i Honduras. Ifølge Jennifer giver troen og samværet i menigheden hende styrke og mod til at leve.

Vi styrker hinandens selvværd

Siden ulykken har Jennifer også været del af et andet, værdifuldt fællesskab, som har hjulpet hende gennem den svære tid. Det er handicaporganisationen Ahlmys, der er Honduras’ svar på RYK. Ahlmys har kun 10 år på bagen og har indtil nu bare 400 medlemmer i et land med godt syv millioner indbyggere, men organisationen er i en rivende udvikling.
- Undervejs har jeg fået både praktisk hjælp og rådgivning fra Ahlmys, fortæller Jennifer og forklarer:
- Jeg mødte første gang repræsentanter fra Ahlmys på rehabiliteringscentret, og de hjalp mig blandt andet med at få en ordentlig gelé-pude, som kunne reducere mine siddesår. Sådan en er meget svær at skaffe i Honduras. De laves kun i USA, og producentens fortjeneste er så stor, at jeg og andre kørestolsbrugere simpelt hen ikke har råd til at købe den.
Jennifer besluttede sig for at arbejde som frivillig i Ahlmys, og samværet med andre rygmarvsskadede betyder meget for hende.
- Jeg opdagede hurtigt, at jeg langt fra er den eneste i verden, der skal tackle udfordringerne ved at være paraplegiker. Vi diskuterer alle mulige, følelsesmæssige og praktiske forhold, men for mig er det vigtigste, at vi styrker hinandens selvværd. Selvom det er hårdt at leve med et handicap her i Honduras, så er der meget, vi selv kan gøre for at få hverdagen til at fungere, og der spiller psyken en meget stor rolle. Selvom jeg ikke kan gå og stå, har jeg så mange andre ressourcer, og det er dem, jeg hele tiden skal huske på og udnytte til fulde.

Meget at kæmpe for

- Sammenlignet med Europa har vi meget at kæmpe for her i Honduras. Vi får ingen offentlig støtte udover lægebesøg, men for mange af os er det for dyrt at komme til lægen. Der er ingen handicaptransport, og som handicappede kan vi heller ikke bruge busserne. En taxa til lægen koster 165 kr., og det er en formue for vores familie.
Den dyre transport sætter også begrænsning på Jennifers frivillige arbejde i Ahlmys, hvis hovedkontor ligger inde i byen.
- Til gengæld kan jeg klare meget frivilligt arbejde via min mobiltelefon – også ved at sende sms’er til medlemmerne om arrangementer.
Jennifer er sikker på, at hun vil blive ved med at arbejde for Ahlmys.
- Hvis vi bliver ved med at udvikle organisationen i samme tempo som nu, så skal vi nok få skabt bedre vilkår for rygmarvsskadede her i Honduras, slutter Jennifer.             

Faktaboks
Ahlmys er en organisation for rygmarvsskadede i Honduras. Organisationen blev stiftet i 2003 og har godt 400 medlemmer. Ahlmys er en af de seks handicaporganisationer, som Dansk Handicap Forbund samarbejder med i Honduras. Parterne har i juni underskrevet en samarbejdsaftale for de næste tre år, hvor DHF blandt andet via sine medarbejdere i Honduras, hjælper handicaporganisationer med kapacitetsopbygning og organisationsudvikling, så de kan styrke deres kamp for at forbedre forholdene for borgere med handicap. Programmet ledes af Henry Lind fra forbundets ulandssekretariat og er finansieret af Danida.