Udland: Hjælp til jordskælvsofre i Nepal

Nepal

I september sidste år rejste to danske fysioterapeuter til Nepal i 6 uger. De skulle deltage i hjælpearbejdet med at rehabilitere børn og voksne, der havde pådraget sig en rygmarvsskade under det voldsomme jordskælv, der ramte landet i april sidste år.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Midt i Himalayabjergene ligger Nepal. I april sidste år blev landet ramt af et voldsomt jordskælv. Rystelserne målte 7,8 på richterskalaen, hvilket er det kraftigste målt i landet siden 1934. Tre uger senere blev landet ramt af endnu et kraftigt efterskælv. Skælvene, der ramte knap 100 kilometer nordvest for hovedstaden Katmandu, efterlod sammenstyrtede bygninger og kostede over 8.000 menneskeliv og mere end 19.000 sårede voksne og børn. Heraf anslås, at mere end 400 mennesker blev rygmarvsskadet.

Fordobling af senge

Landets eneste rehabiliteringscenter for rygmarvsskadede, The Spinal Injury Rehabilitation Centre, ligger ca. 20 km fra Katmandu. Inden skælvene var centrets kapacitet 51 senge, og blandt patienterne, som man modtog, var en del med en traumatisk rygmarvsskade efter fald fra bjergskråninger og træer i forbindelse med anskaffelse af føde til husdyr. Efter skælvene, hvor mange mennesker kom i klemme under de falde bygninger, har billedet ændret sig. Centrets antal senge blev hurtigt fordoblet, og mange af de nyankomne patienter måtte placeres på centrets gange på grund af pladsmangel.
Rehabilitering er i Nepal ikke gratis, men for jordskælvsofrene er behandling, hjælpemidler, medicin, ophold og mad gratis, da disse udgifter dækkes med et bidrag fra regeringen og af private fonde.

Velfungerende center

Det var et velfungerende center, de to danske fysioterapeuter mødte. Ikke mindst i betragtning af, at Nepal er et fattigt bjergland med en udfordrende infrastruktur og et svagt politisk system.
- Det gør, at det bl.a. er meget svært at få fornødenheder, såsom hjælpemidler og medicin, frem til centret hvilket giver udfordringer i hverdagen, fortæller Hanne Nielsen, der blev imponeret over, hvor godt det lykkes centret at varetage rehabiliteringen af de mange indlagte børn og voksne.
Anne Dohmann tilføjer:
- Forholdene er flotte set med nepalesiske øjne, med nogenlunde velfungerende toilet- og badeforhold og træningsfaciliteter.
- Da vi ankom, var der 87 patienter, hvoraf de 10 var børn og unge under 18 år. Umiddelbart efter jordskælvene var der over 100 indlagte patienter, og man havde derfor inddraget gangarealerne og opsat mange telte på centrets areal.

Supervision og undervisning

Centret har 18 fastansatte terapeuter, som Hanne og Anne bl.a. skulle undervise og supervisere under deres ophold.
- I vores daglige supervision af de nepalesiske terapeuter fokuserede vi bl.a. på at gøre træningen mere aktiv, motiverende og sjov med brug af balloner, bolde og gruppeaktiviteter, fortæller Hanne og fortsætter: - Derudover valgte vi at fokusere meget på funktionstræning, så de kunne blive så selvhjulpne som muligt. Vi trænede f.eks.  forflytning fra seng til kørestol fremfor at benytte en portør. Derudover lavede vi en undervisningsrække på 8 gange, som bestod af både teori og praksis, og som blev afsluttet med en eksamen.
De to danske fysioterapeuter medbragte 8 plancher over de forskellige skadesniveauer. Plancherne, der er udarbejdet af terapeuterne på Specialhospitalet for Polio- Og Ulykkespatienter, var til formålet oversat til engelsk.
- Det er vores indtryk, at både vores supervision og undervisning var brugbar for de fastansatte terapeuter, og at det efterfølgende fik indflydelse på kvaliteten af genoptræningen på hospitalet, fortæller Hanne.
- Generelt har de ansatte på centret en lidt anden tilgang til patienterne, end vi har herhjemme, da de ikke stiller krav til patienterne og deres pårørende. Vi var nok mere direkte i vores kontakt og krav til patienterne, fortæller Anne og påpeger, at det i øvrigt var meget positivt at se, at mange ansatte på centret selv er kørestolsbrugere.
- De bidrager til, at patienterne bliver udfordret, motiverede og får positive forbilleder.

Udfordringer og barske vilkår

På centret er der ikke ansat plejepersonale, så patienter og personale er derfor yderst afhængige af de pårørende, som hjælper med pleje, træning og sociale aktiviteter. Dette kan være en stor udfordring for de enkelte familier økonomisk og socialt.
På centret er der dagligt strømafbrydelser, hvilket de ansatte og patienterne har vænnet sig til.
- De var så vant til afbrydelserne, at de blot rystede på hovedet og fandt andre måder at håndtere dagligdagen på – på trods.
- Under vores ophold opstod der desuden en politisk konflikt med Indien, som derfor lukkede grænsen for import af bl.a. benzin og flaskegas til Nepal. Dette bevirkede, at trafiksituationen hurtigt blev meget kaotisk med lange køer til benzintanke og store udfordringer i forhold til madlavning. På centret måtte man derfor lave mad til 200 mennesker over bål 3 gange dagligt. 

Indiske kampvogne og infektioner

Der er ikke adgang til individuelt fremstillede hjælpemidler, f.eks. kørestole og trykaflastende siddepuder.
- Kørestolene er indiske ”onesize”-kampvogne, doneret af et schweizisk firma. De er tilpasset det uvejsomme terræn i Nepal og findes i øvrigt kun i én siddebredde, fortæller Anne og viser mig et billede af en ung pige, der sidder i en for hende al for bred og tung kørestol.
- Det gælder også siddepuder, som på centret kun findes i én størrelse og tykkelse. Tryksår var derfor hyppigt forekommende.
En anden udfordring er urinvejsinfektioner.
- De fleste patienter får lagt fast kateter, som ofte giver anledning til infektioner. Til dem, der kan håndtere det, tilbydes engangskatetre, men de skal benyttes i op til en måned ad gangen, hvilket naturligvis også er årsag til urinvejsinfektioner hos patienterne, fortæller Hanne.
På billederne kan jeg se, at patienterne med engangskatetre har den tilkoblede pose hængende på kørestolen, og jeg konkluderer hurtigt, at smarte benposer til diskret påsætning på benet heller ikke er en hyldevare på centret.
- Men patienterne var bestemt i generel god stand, tilføjer Hanne og fortsætter:
- De, der ankommer til centret, er blandt de heldige. For de øvrige rygmarvsskadede, der aldrig er nået frem til centret, er skæbnen uvis.

Udskrivning til telte

De patienter, der var færdigbehandlet, men ikke kunne komme hjem — måske fordi de ikke længere havde noget hjem, eller fordi de kommer fra en bjergrig region, hvilket 80 % af patienterne gør — blev flyttet ud i telte på centrets område. Her var det Læger uden Grænser, der tog sig af de færdigbehandlede patienter.
- En del af patienterne kan ikke komme hjem, og fremtiden er derfor uvis for dem.
Lige uden for centrets mure mødes man af stor fattigdom, dårlig infrastruktur og fravær af både et fungerende social- og sundhedssystem. Hanne og Anne besøgte bl.a. et plejehjem for yngre handicappede i Katmandu, og det var hårrejsende forhold, de blev mødt med.
- Vi ved, at der er en høj risiko for, at mange vil pådrage sig livstruende tryksår og urinvejsinfektioner, og at patienternes overlevelse er betinget af hjælp og støtte fra familiemedlemmer; både økonomisk og helbredsmæssigt. Den forventede levetid er da også væsentlig kortere end i den vestlige del af verden.

Takket være en ildsjæl, der stiftede centret, udenlandske donationer og frivillige er de fleste af landets nyskadede sikret en i forhold til landets fattigdom rigtig god rehabilitering. Men der er hårde odds for at overleve som rygmarvsskadet i et land som Nepal.

Hanne Nielsen og Anne Dohmann arbejder begge til daglig på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Hanne har arbejdet med patienter med rygmarvsskade i 35 år, og hendes interesse rækker også internationalt. Hun har gennem årene deltaget i mange rygmarvsrelaterede konferencer, og tilbage i begyndelsen af 80’erne tog hun til Bagdad i Irak, hvor hun arbejdede som udsendt på et center for rygmarvsskadede. Anne har også arbejdet med rygmarvsskadede i mange år og har igennem årene videreuddannet sig. Hun har tidligere rejst som frivillig i Thailand, hvor hun arbejdede med handicappede børn. De har begge ønsket at komme afsted igen, så da The International Network of SCI physiotherapists (SCIPT), der er et internationalt netværk for fysioterapeuter verden over, søgte frivillige til det nepalesiske rehabiliteringscenter for rygmarvskadede, søgte de begge orlov fra jobbet og søgte samtidig fondsmidler til dækning af tabt arbejdsløn. De modtog et stort bidrag fra Britta Holle Fonden, som administreres af Danske Fysioterapeuter, og fik desuden bidrag fra Specialhospitalet og Bandagist Jan Nielsen.

The Spinal Injury Rehabilitation Centre

Centret er stiftet af den nepalesiske journalist Kanak Mani Dixit, der pådrog sig en rygmarvsskade efter en ulykke i 2000. Hans skade var inkomplet, og han genvandt sin gangfunktion, men under sin rehabilitering erfarede han den alvorlige mangel på faciliteter for patienter med rygmarvsskade. Han stiftede derfor Spinal Injury Sangha, som er en nonprofitorganisation registreret hos Velfærdsministeriet i Nepal med international støtte og private bidrag. Hans første mål var etablering af et rehabiliteringscenter, og i 2002 stod centret færdigt med 31 senge. Siden blev centret flyttet til et andet sted med plads til 51 patienter. Da jordskælvet ramte Nepal, krævede det dog flere senge, end centret havde kapacitet til.

Centret har 18 terapeuter ansat. Patienterne ankommer til centret fra flere hospitaler med ortopædkirurgiske afdelinger, hvor de oftest har været indlagt i ca. 14 dage. Den efterfølgende rehabilitering på centret varer typisk 4-6 måneder for paraplegikere og 6-8 måneder for tetraplegikere. De fleste ansatte bor i Katmandu, også de ansatte i kørestol. De bliver hentet af en bus med lift, der dagligt bringer personalet til og fra centret.