Træning - AlterG løbebånd

Astronaut-løbebånd

På RYKs efterårsseminar i oktober får deltagerne mulighed for at se og afprøve det astronaut-inspirerede løbebånd, AlterG. Én af dem, der allerede har prøvet det, er Peter Ottesen fra Jyllinge.

Tekst: Birgitte Bjørkman

I december 2015 fik 69-årige Peter Ottesen en inkomplet rygmarvsskade i forbindelse med en sprængt pulsåre i maven og et efterfølgende intensivt forløb med en række operationer på Odense Universitetshospital. Han blev overført til Klinik for Rygmarvsskader i marts, hvorfra han blev udskrevet i juni 2016 efter tre en halv måneds rehabilitering.
Efter det korte ophold på Klinik for Rygmarvsskader har Peter Ottesen, der er folkepensionist og tidligere it konsulent, søgt intenst efter yderligere træningsmuligheder for at blive selvhjulpen og genvinde sin førlighed. Det førte ham først til et seks ugers, selvbetalt træningsophold i Warszawa i Polen i sensommeren 2016, videre til træningsophold på Specialhospitalet i Rødovre og til i dag træning på det specielle løbebånd, AlterG på Klinik for Kost og Fysioterapi i Roskilde.
- Hvis jeg bare sætter mig hen i et hjørne og giver op, så sker der ingenting, fortæller Peter Ottesen, der er glad for, at han valgte at tage til Polen for egen lomme.
- Jeg fik intensiv behandling og træning fem gange dagligt. Det gav kolossalt meget - jeg kom hjem både stærkere og bedre, end da jeg tog afsted, og det gav mig mod på at fortsætte træningen. Jeg er sikker på, at jeg kan nå meget længere.

Fornyet håb

Det er NASA, der oprindeligt har udviklet løbebåndet til genoptræning af astronauter efter lang tid i det vægtløse rum. I dag benyttes det til genoptræning af gangfunktion hos bl.a. personer med rygmarvsskader. Ud over at støtte balancen, kan AlterG reducere vægtbæringen op til 80 procent hos den person, som træner.
- Alle undersøgelser viser, at brugerne får den samme styrke- og konditionstræning som på et almindeligt løbebånd, mens de får støtte til balancen og aflastes vægtmæssigt med maskinens lufttryk, fortæller fysioterapeut David Rasmussen, der er fysioterapeut og ejer af Klinik for Kost og Fysioterapi i Roskilde, og som har trænet med Peter i AlterG.
Og det er netop træningsforløbet i AlterG, der har givet Peter Ottesen fornyet håb om at komme til at gå igen. Han prøvede at træne på løbebåndet 10 gange inden sit ophold på Specialhospitalet og genoptog træningen i Roskilde efter opholdet i Rødovre.
- Det er mit mål et kunne stille kørestolen væk og komme op at gå igen. Jeg ved godt, at det er en lang proces, men AlterG er nok den bedste træning, jeg kan få lige nu, siger Peter Ottesen, der foreløbig skal træne på det astronautiske løbebånd tre gange om ugen frem til jul.

Stå- og gangrefleks aktiveres

Fysioterapeut David Rasmussen er ikke i tvivl om, at hvis bare der er nogle nerveforbindelser tilbage i ryggen, så er det muligt at genoptræne kroppens automatiske funktioner som fx at gå og stå hos den rygmarvsskadede.
- Det er ret teknisk og beror på neuroplasticitet, hvilket i Peters tilfælde vil sige, at hans automatiske gangfunktion genopbygges stille og roligt, når han kommer op at gå i AlterG. Stå- og gangrefleksen aktiveres, der etableres nye nervebaner til benene, og langsomt lærer hjernen at bruge funktionerne igen, forklarer David Rasmussen og fortsætter:
- Desuden får Peter også vigtig styrke- og konditionstræning, som er med til at styrke hans fysik generelt.
David Rasmussen anser det for realistisk, at Peter kommer til at gå igen. Fordi Peter selv er stålsat og passer sin træning omhyggeligt.

I de 30 minutter, hvor Peter går i AlterG, tilbagelægger han to kilometer. Han er forsigtig med at vurdere sine fremskridt, men er fast besluttet på at give AlterG en chance.
- Når jeg går i AlterG, er det ligesom at gå, inden jeg fik min skade. Det er en dejlig følelse, selvom det også er fysisk krævende for mig, fortæller Peter og slutter:
- Den bedste træning for at komme til at gå igen, er netop at gå.

Læs mere om AlterG på sportsskader-fiberspraengninger-genoptraening.dk, hvor man også finder en oversigt over, hvilke klinikker i landet, der har AlterG.

BOKS

AlterG virker på den måde, at brugeren får et par neoprenshorts på, og disse lynes på en stor ”badebold”, der kan fyldes med luft, og som omslutter løbebåndet. Brugere, som ikke selv kan gå og stå, skal have støtte til at komme op i maskinen og til at stå stille i et minut, mens maskinen kalibrerer. Med mere eller mindre luft i ”badebolden” kan op til 80 procent af vægtbæringen reduceres. Det betyder langt mindre belastning af kroppen, hvilket gør genoptræning lettere og effektiv. Den støtte, som AlterG giver den trænende person, minder om støtten fra vand – dog uden vandmodstanden.