Torsdag bliver det forbudt at diskriminere på grund af handicap

Det har været under vejs længe, og torsdag bliver det endelig en realitet. Det bliver forbudt at diskriminere på grund af et handicap. Men forbuddet er kun et skridt på vejen mod det endelige mål.

Vi har ventet længe. Meget længe. Men torsdag blev det endelig en realitet, da politikerne stemte forslaget om forbud mod diskrimination på grund af et handicap igennem i Folketinget.

Forud for den historiske beslutning er gået et længere forløb, hvor blandt andre Dansk Handicap Forbund er kommet med indsigelser til lovforslaget, da krav om tilgængelige fysiske rammer og rimelig tilpasning er undtaget i lovteksten.

”Det er et stort skridt i den rigtige retning, og vi håber på, at loven bliver et vendepunkt, hvor mennesker med handicaps ret til et liv med lige muligheder bliver mere synlige i befolkningen generelt, og at det selvfølgelig ikke kan accepteres, at mennesker med handicap diskrimineres på grund af sit handicap,” siger landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen og fortsætter.

”Men vi kan selvfølgelig ikke leve med, at der ikke er krav til den fysiske tilgængelighed og rimelig tilpasning i loven. Kommer det ikke med, har loven ikke nogen konkret betydning for vores medlemmer, som for en stor dels vedkommende sidder i kørestol. Faktum er, at hvis de fysiske rammer ikke tillader det, så er de fortsat udelukket fra fællesskabet,” lyder det fra landsformanden.

Kravet om rimelig tilpasning er ikke med, da politikerne frygter for de økonomiske omkostninger, det kan have at indføre det. Inden udgangen af september er meldingen dog, at regeringen vil undersøge mulighederne for at indarbejde kravet i lovgivningen.

Loven træder i kraft den 1. juli.