Tips og Tricks

Squeezers

Den originale citrussqueezer stammer fra Mexico, hvor den ofte benyttes i barer til fremstilling af drinken Margarita. Pres dine citrusfrugter på en nem måde. En halv citrusfrugt lægges i presseren med den skårne flade nedad mod hullerne i bunden. Herefter presses squeezeren sammen efter samme princip som en hvidløgspresser. I processen bliver frugten nærmest vendt på vrangen, samtidig med at saften presses ud gennem hullerne. Kernerne og frugtkødet bliver holdt tilbage i selve presseren. Den er rigtig god, når man deler citronen i brede skiver, før den presses.  Squeezeren fås i tre varianter, der matcher i størrelse og farve til lime, citron og appelsin og koster fra 125 til 175 kr. Fremstillet i aluminium og pulverlakeret i farverne grøn, gul og orange. Den er robust, let at bruge og rengøre og tåler opvaskemaskine. Set hos Pulito på pulito.dk eller ring tlf. 3030 1810. BB

Mobil bar

Den japansk-danske arkitektduo, Takashi Okamura & Erik Marquardsen, designede i 2004 serien Orbis Mobile til Brdr. Krüger. Blandt dem denne flotte bar/serveringsvogn fremstillet i massiv, børstet rustfri stål monteret med fire elegante, sorte hjul, der gør den nem at skubbe rundt med. De to bordplader er udført i hærdede fem mm glasplader m/ C-kant. Leveres også med farvede, kompakte laminatplader i hvid/sort eller rød/sort. Findes i en rektangulær udgave, der måler 42 x 77 cm og i en rund udgave med diameter Ø59 cm. Højden er 80 cm inkl. hjul. Set hos brdr-kruger.dk. BB

Surfpillow

Med Bosigns nye laptop pude kan du bekvemt læse og surfe på din iPad eller bærbare computer.  Det gennemtænkte design og funktion gør det nemt at sidde eller ligge med puden, der er formbar og kan benyttes på alle overflader; hårde som bløde. Du kan justere puden, så den altid er i den vinkel, der passer bedst uanset din position. Puden er designet med antislipmønster og kiler, der fastholder din iPad vandret som lodret. Betrækket er slidstærkt, vandafvisende, aftageligt og let at vaske (håndvask 30 grader). Findes i farverne sort, sølv og lime. Mål: 27x22x9,5 cm. Set på Bosign.se. BB