Tilgængelighed - Værdig entre til kulturarven.

Hvad kan vi lære af svenskerne?

Tekst: Viggo Rasmussen og Anders J. Andersen

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Sådan er det med vejret, sagde Storm P engang. Og sådan er det langt ad vejen også med tilgængelighed til eksisterende bygninger.

Undskyldningerne for ikke at lave god adgang til ældre byggeri og bevaringsværdige/fredede bygninger er mange. ”Det kan ikke lade sig gøre.” ”Er ikke nødvendigt.” ”For dyrt.” ”Skæmmer bygningen.” ”Myndighederne godkender det aldrig,” er nogle af de forklaringer, der gør, at man enten undviger eller laver en skrammelløsning i form af løse ramper, eller en sårbar trappelift. Altså lukker øjnene, eller hopper over, hvor gærdet er lavest. Bare fordi meget er overladt til tilfældigheder og gode viljer.

Bygningsreglementets minimumskrav til fysisk tilgængelighed gælder nemlig kun ved nybyggeri og væsentlig ændringer af adgangsforholdene til eksisterende bygninger. Derfor halter Danmark mange steder bagud i forhold til fx USA og europæiske storbyer som Barcelona og London.

Men sådan behøver det ikke være.

Samme entre

Svenskerne har just præcis gennemført et 5-årigt demonstrationsprojekt, der viser, hvordan man åbner dørene til kulturarven i hovedstaden Stockholm. Baggrunden var, at brugere af kørestol, rollator og barnevogn ofte henvises til en trist bagindgang eller aluminiumsramper til statslige bygninger. Eller kan slet ikke komme ind på egen hånd. Det er uværdigt for både besøgende og bygningerne, konstaterede svenskerne. Derfor startede Statens Fastighedsverk (a la vores styrelse for Slotte & Kulturejendomme) projekt ’Värdig Entre’.

Alle skal have ret til at anvende samme entre, var svenskernes udgangspunkt. På tværs af staten, eksperter, producenter og brugerorganisationer satte man fokus på en række konkrete barrierer ved statslige bygninger med offentlig adgang. Hver bygning fik en nøje vurdering af kulturmiljøet fra flere vinkler for at opnå en individuel løsning, som passer bedst til bygningens eksisterende brug, kulturarv og fysiske rammer.

Unikke løsninger

Danske Guldmann A/S tog udfordringen op og har sammen med svenske myndigheder og brugerrepræsentanter udført flere tilgængelighedsløsninger i projektet. Direktør Jørgen Guldmann fortæller:

”Man må tro på muligheden og turde at investere for at komme fremad. Takket være ’Värdig Entre’ fik vi ny viden om et helt ny måde at skabe produkter tilpasset ældre bygningers specifikke krav.”

”Tidligere arbejdede vi kun med standardløsninger, men har via projektet erfaret, at adgang til kulturarven kræver unikke tilpasninger. Nøgleordene er funktion, sikkerhed og kvalitet, siger Jørgen Guldmann.

Eksempelvis har svenskerne integreret en diskret løfteplatform i en stor granittrappe hovedindgangen til Folkoperan opført i 1928. Trappen kan bruges af gående, og man ser ikke liften. Men ved tryk på en enkelt knap forskydes tre trin, så de danner en platform og et effektivt lille værn skyder op. Liften kan faktisk rumme to manuelle kørestol på én gang, og man kan selv betjene den. Æstetik og funktion går bogstaveligt taget op i en højere enhed.

Til Liljevalchs Konsthall har man kombineret en integreret rampe med en glaselevator, der smelter sammen med en klassisk arkitektur fra 1916. Og i en gammel bankobygning kan man forcere tre trin på en lift nedsænket i eksisterende marmorgulv. Liften belagt med samme marmor løfter vertikalt, hvorefter en teleskopfunktion forskyder platformen horisontalt mod øverste trin. Det tager kun få minutter. Blot for at nævne tre eksempler på værdig entre.

Mod og vilje

Spørgsmålet er, hvad vi i Danmark kan lære af svenskernes erfaringer. Har vi samme redskaber, mod og vilje til at give ubegrænset værdig adgang for alle til hovedindgangen til fx Kronborg, Glyptoteket, Tøjhusetmuseets etager og Retten i Aarhus?

Seniorforsker Søren Ginnerup i Statens Byggeforskningsinstitut har dette bud:
”Jeg kan godt lide svenskernes eksempler og fokus på værdig indgang. Der gøres meget i Danmark på tilgængelighedsområdet, men målt på værdighed skyder vi os for ofte i foden. For eksempel synes jeg, det er respektløst, når en besøgende må lede og lede efter de tilgængelige indgange, selv efter en dyr ombygning.”

”Vi kunne komme meget længere ved at tænke værdighed eller ligeværdighed, både når en enkelt indgang skal kunne det hele, eller vi må tage flere i brug. Og det gælder både ved ombygninger og ved nybyggeri. Og hvis det er svært ved nogle eksisterende bygninger, må vi godt være kreative – det forhindrer reglerne overhovedet ikke. Det skal blot være så gode løsninger som muligt – og de må gerne være værdige.”

Erfaringerne i projekt ’Värdig Entre’ kan man læse i et flot inspirationshæfte udgivet af Statens Fastighedsverk i år: www.sfv.se

Flere eksempler på værdig entre til kulturarv: www.guldmann.dk