Tilgængelighed: Tilgængelighedens tyrani

Tekst: Birgitte Bjørkman og Janke Bondam

“Handicappolitisk tæskehold”. “Kørestols-mafiaens

magt”. Per Vad holder sig ikke tilbage på sin webblog,

når han strør om sig med provokerende sprogblomster. Baggrunden er en artikel i HandicapNyt,

hvori det beklages, at der er ikke er plads til minicrossere og el-scootere i det nyåbnede Skuespilhuset i

København. Er Per Vad blot en øretævindbydende provokatør? Eller er der noget om snakken?

 

 

 

“Et visit af Dansk Handicap Forbund

kan være værre end et besøg af en

gruppe Black Cobra supportere, der

kræver kontant afdrag på en dummebøde.” Sådan skriver Per Vad på sin

webblog på ordgas.wordpress.com.

Terrængående som en Hummer

Det var en artikel i aprilnummeret af

Handicap Nyt, der fik Per Vad ud på de

verbale udgydelsers affyringsrampe.

Dansk Handicap Forbunds Bygge- og

Trafikpolitiske Udvalg besøgte inden

åbningen Skuespilhuset i København.

De fremmødte repræsentanter påpeger i artiklen, at der ikke er tilstrækkelig plads til el-scootere i teatersalene.

Men skal der være det? Overhovedet

ikke, mener Per Vad. ”Da jeg første

gang hørte det, blev jeg for en kort

stund hidsig og tænkte: De moderne

monstrøse el-kørestole har en størrelse, der kunne give en landbrugsmaskine komplekser, og de er lige så terrængående som en Hummer, så de kan

komme op og ned og frem over alt!”

Velkomment indspark

Men Per Vad er hverken kørestolsbruger, krykhusar, bygherre eller arkitekt,

så hvad forstand har han på det? Er

det ikke blot et hidsigt angreb igangsat

af himmelråbende uvidenhed og tommetykke fordomme? Det kunne det

være. Vi kan også vælge at se det som

et provokerende men velkomment indspark, der har rykkende potentialer

med i baglommen.

Spørgsmålet er, om ikke Per Vad har

fat i en pointe: Skal de udendørs elscootere og mini-crossere kunne komme ind i teatersale? Nogle vil sikkert

mene, at det spørgsmål overhovedet

ikke er til debat. Men lad os da få de

specifikke og nuancerede tilgængelighedskrav op til diskussion. Handicapbevægelsen har jo så decideret et egetansvar for at stille krav, der er baseret

på fornuft og nuancering. Hvor går

grænsen, når vi udbeder os indflydelse

på tilgængelighed? Måske skal vi lige

stoppe op og kigge på vores egne krav.

Er de rimelige og realistiske? Er der

ikke en logik i at skelne mellem indendørs og udendørs hjælpemidler? Man

kører vel næppe rundt i dagligstuen

med en el-scooter, eller planter sig

foran fjernsynet i sin minicrosser?

Modsat vil det stille meget vidtgående

krav til boliger og toiletters størrelse,

som risikerer at ende i absurdum.

Manglende interesse

Danske Handicaporganisationer (daværende DSI) fandt spørgsmålet relevant allerede i marts 2006. De indkaldte alle berørte handicaporganisationer

til et møde med fokus på udbredelsen

af mincrossere og scootere som hjælpemidler og ikke mindst de problemer,

der opstod i kølvandet. Mødet blev dog

aldrig afholdt på grund af manglende

tilmelding. Er det fordi, ingen tør tage

debatten?

Skrækscenarium

Skrækscenariet bliver, at tilgængelighed

bliver enhver bygherres og arkitekts

mareridt, fordi fokus på tilgængelighed

bliver til et spørgsmål om, hvorvidt

udendørs el-scootere og mini-crossere

kan komme ind og rundt og frem og

tilbage. Et sådant krav, der skal inkludere denne type hjælpemiddel, kan i sidste ende få den konsekvens, at tilgængelighed ikke prioriteres, da det vil

kræve alt for megen plads - og så har

vi for alvor et problem. Prisen betaler

dem af os, der ikke kan forflytte os

uden brug af kørestol. Det kan ingen

ønske! 

Må de relevante parter gribe bolden,

inden handicaporganisationerne laver

selvmål.

PS. Per Vads øvrige indspark på webbloggen er skudt langt over målet, men

det er en ganske anden snak