Teknologi: Dropfodsstimulering

It’s magic!

Tekst: Birgitte Bjørkman

– Det er et mirakel!
31-årige Stephen Sandoval er i gang med at afprøve en funktionel elektrisk dropfodsstimulator, og den har ændret hans muligheder og forhåbninger for fremtiden.
I hælen på hans venstre sko sidder der en sensor. Når Stephen træder sin venstre fod ned, slår strømmen fra og aktiveres igen, når foden løftes. Det har givet ham en gangfunktion, som han troede ikke var mulig for blot et par måneder siden.

Flyttede til Danmark

Stephen er præst på deltid i en frikirke på Nørrebro i København. Han underviser i teologi, er freelancefotograf og lidt af en it- og teknologinørd. Familien bor i Ørestaden og tæller konen Dawn og deres to børn på 5 og 2 år.
– Jeg er født og opvokset i USA, fortæller Stephen, da jeg spørger til hans baggrund.
Allerede som 16-årig besøgte han Danmark første gang, og han vendte ofte tilbage gennem årene bl.a. på højskoleophold.
– Jeg blev forelsket i København og dem, der bor her, fortæller Stephen, som i august 2006 flyttede med sin kone Dawn til Danmark.

Blødning i rygmarven

Stephen er født med Arterievenøs Malformation, som er en karmisdannelse, der giver risiko for blødning i rygmarven. Det skete første gang i 2007 – et halvt år efter at Stephen var kommet til Danmark.
Sidste år i august skete det igen. Stephen fik en blødning svarende til C4-5.
– Et efterfølgende indgreb for at blokere for yderligere blødning gik galt og gav i stedet en baglæns blodprop, fortæller Stephen, der vågnede op med smerter og lammelser efter operationen.
– Før var jeg meget aktiv og atletisk, nu skal jeg lære at gå på ny.
Stephens rygmarvsskade er inkomplet. I venstre side har han nedsat kraft, og en dropfod gør det svært for ham at gå.
– Da jeg blev indlagt på Afdeling for Rygmarvsskader, var jeg meget deprimeret. Det var svært for mig at se, hvordan jeg skulle opretholde mit job som præst, og hvordan jeg kunne være sammen med mine to små børn.

Et vendepunkt

Et besøg af bandagist Jan Nielsen, umiddelbart før hans udskrivelse, blev et vendepunkt for Stephen. Jan Nielsen præsenterede Stephen for en helt ny funktionel elektrisk muskelstimulator, Bioness L 300. Da Stephen fik stimulatoren på, var effekten øjeblikkelig synlig.
– Halleluja! Jeg både græd og smilede. For mig var det en mirakelkur, fortæller Stephen og sender mig et stort smil, mens han tilføjer:
– Min kone kalder min bandagist for Saint Jan.

En klar kandidat

Stephens peruneus nerve viste sig at være intakt. Stephen var derfor en klar kandidat til at afprøve den israelske dropfodsstimulator, Bioness og fik en testmodel med hjem. Forinden havde Jan Nielsen programmeret Bioness individuelt til Stephen. Siden har de mødtes på PTU i Rødovre for at forbedre Stephens gang gennem et træningsprogram tilrettelagt sammen med en fysioterapeut fra PTU. I takt med Stephens forbedrede gang har Jan løbende fintunet signalet. For Bioness ikke blot stimulerer, men finder også i Stephens tilfælde nye veje i de eksisterende nerver. Allerede efter en måned kunne Jan Nielsen reducere den elektriske stimulering med 20% på Stephens underben.
Stephen oplever selv, hvordan hans muskulatur er blevet stærkere.
– Jeg har fået meget mere styrke. Stimulatoren har forbedret min egen kraft.

Remotekontrol

I dagligdagen kan Stephen selv via en remotekontrol øge eller reducere strømmen.
– Hvis jeg fx er træt, kan jeg øge strømmen, så jeg får ekstra stimulation.
I takt med Stephens muskulære forbedring kan bandagist Jan Nielsen reducere styrken. Men uden stimulation vil Stephen ikke kunne opretholde den flotte gang, han har fået med Bioness. Hans peruneus nerve vil altid behøve et kick.
– Dette er højteknologi, siger Stephen, der er imponeret over det lille mirakelhjælpemiddel.
Eller som han med sin amerikanske baggrund ynder at sige:

– It’s magic!

Stephen håber nu, at han kan vende tilbage til sin kirke og være præst i et fleksjob. Og ikke mindst glæder han sig over, at lidt teknik gør en kæmpe forskel for hans samvær med sine børn.

Stephens mor er fra Skotland, og derfor har han dobbelt statsborgerskab; dels amerikansk og dels engelsk, hvilket giver ham EU borgerskab med permanent opholdstilladelse i Danmark.