Tarmfunktion: Ny viden ved langtidsopfølgning

Tekst Birgitte Bjørkman

I foråret forsvarede læge Pia Møller Faaborg sin ph.d.-afhandling ”Longterm impact of transanal irrigation and spinal cord injury on bowel function”. Afhandlingen bygger på undersøgelse af to grupper med rygmarvsskader, der med 10 års mellemrum fik målt dels tarmens passagetid gennem tyktarmen og dels tyk- og endetarmens dimensioner. Undersøgelsen bidrager med ny viden om, hvilke ændringer, der på langt sigt sker med tarmfunktionen hos rygmarvsskadede, og hvad langtidseffekterne af analirrigation er.

Forlænget passagetid

Ved alle målingerne var passagetiden svært forlænget i forhold til raskes passagetid, og det har indflydelse på tarmtømningen, forklarer Pia Møller Faaborg: - Man må forvente en reduceret tarmtømning, og det kan også give kronisk forstoppelse. Det sker, når der er meget afføring i tarmene, der ”står stille” og ikke når ned til endetarmen. Nedsat eller manglende bevægemønster i tyktarmen kan også medføre ubehag eller ligefrem smerter i maveregionen.

I undersøgelsen fandt man ingen sammenhæng mellem passagetid og antal år, man har været rygmarvsskadet.

- Resultatet af mine undersøgelser, som er en langtidsopfølgning med 10 års mellemrum, viser at passagetiden forbliver uændret. Vi ser denne meget forlængede passagetid allerede akut efter en rygmarvsskade – selv med lakserende behandling - og vi har ikke kunnet påvise, at passagetiden bliver endnu længere, selv ikke efter 40 år med en rygmarvsskade, fortæller Pia Møller Faaborg og tilføjer, at undersøgelsen også viser, at skadeniveau ikke har nogen betydning for passagetiden. På spørgsmålet, om passagetiden kan forbedres hos rygmarvsskadede, svarer Pia Møller Faaborg: - Generelt er der alt for få studier, der kan hjælpe os med at vejlede om dette. Studierne bruger ikke passagetid som målemetode. Oftere bruges livskvalitetsforbedring, tid brugt på afføringsrutine eller subjektiv forbedring ved brug af afføringsmetoden som vurderingsredskab.

Tarmdiameter

Kun få af de undersøgte havde meget store tarmdiametre, og det overrasker Pia Møller Faaborg. - Dette var bl.a. udgangspunktet for undersøgelsen. Det synes logisk, at en svækket muskulatur i tarmvæggen og dermed svækket peristaltik og forstoppelse er ensbetydende med forstørret diameter. Man kan forestille sig, forklarer Pia Møller Faaborg, at mange års påvirkning på tarmvæggen på grund af ophobet afføring medfører forstørret tarm, der så som en negativ spiral medfører endnu mere forstoppelse. - Men der er ikke tegn på, at tarmen bliver mere doven og større selv efter mange års rygmarvsskade. Selvom studiet ikke viste en forstørret tyktarmsdiameter efter mange år med en rygmarvsskade, ved man dog, at nogle rygmarvsskadede udvikler dette.

Alder og tarmtømning

Når nu tarmen ikke bliver mere doven, hvorfor får nogle rygmarvsskadede så tiltagende problemer?

- Det ved vi ikke præcist, men mange faktorer spiller sikkert ind. Jeg kan forestille mig, at rygmarvsskaden i sig selv medfører en negativ tarmtømningsspiral med selvforstærkende effekt.  Manglende nervestimulation nedsætter muskulaturens evner i tarmvæggen. Forstoppelse med stræk af tarmvæggen og dårlig funktion følger. Dette nedsætter yderligere nervernes stimulation, og således fortsætter spiralen. Men også den ”almindelige” aldrings konsekvenser rammer rygmarvsskadede, påpeger Pia Møller Faaborg: - Afføringsinkontinens eller forstoppelse rammer i stigende grad befolkningen som de ældes. Ca. en tredjedel af ældre oplever disse problemer, hvilket formentlig skyldes, at ældre generelt lider mere af sygdomme og får medicin, der kan give tarmfunktionsforstyrrelser. Men der sker også fysiologiske ændringer i vores krop som vi ældes. Tarmens eget nervesystem svækkes, og blandt kvinder ses en gradvis funktionsnedsættelse af endetarmen og dens lukkemuskulatur.   

Analirrigation

Undersøgelsen omfatter også langtidseffekterne ved analirrigation (skyllebehandling af endetarmen). - Vi fandt ikke tegn på, at endetarmens lukkemuskel eller tarmens vægegenskaber ændres efter flere års brug af tarmskylning, fortæller Pia Møller Faaborg, der gerne vil fremhæve analirrigation/skyl. - Sammenlignet med andre ikke kirurgiske behandlinger bedrer analirrigation både afføringsinkontinens og forstoppelse, livskvalitet samt nedsætter tiden brugt på at have afføring, fortæller Pia Møller Faaborg og henviser til, at metoden er rimeligt belyst til behandling af afføringsproblemer hos rygmarvsskadede. - Vi har tidligere påvist ved studier, at rygmarvsskadede tømmer en meget større del af afføringen fra tyktarmen ved analirrigation end folk uden rygmarvsskade gør efter en almindelig afføring.

På trods af god effekt hos mange, viser undersøgelsen også, at omkring en tredjedel stoppede med analirrigation på grund af tiltagende manglende effekt og en anden tredjedel på grund af tidsforbruget. - Kun 10 % angav, at de stoppede på grund af bivirkninger ved behandlingen, selv om halvdelen oplevede at have forskellige mindre bivirkninger til analirrigation. 

Nye målemetoder

Har din afhandling givet anledning til overvejelser om fremtidig måling af tarmfunktionen hos rygmarvsskadede?

- Ja, jeg synes, det er værd at diskutere, om ikke det er vores målemetode, der ikke dur til at påvise rygmarvsskadedes forværrede tarmsymptomer over tid. Flere studier tyder fx på, at passagetidsbestemmelse ikke stemmer overens med subjektivt oplevet tarmfunktionsforstyrrelse. Det er vores opgave som forskere at udvikle en målemetode, der bedre belyser det faktum, at rygmarvsskadede får forværret tarmfunktion i årene efter skaden. 

Fremtiden

På spørgsmålet, om der er nye internationale undersøgelser eller viden, der bringer håb for rygmarvsskadede, svarer Pia Møller Faaborg: - Der bliver forsket i, om elektriske stimulationsteknikker kan bedre tarmfunktionen hos rygmarvsskadede; både ved hjælp af overfladisk stimulation på huden, men også med implantation af en pacemaker ved operation. Men jeg tror ikke, at løsningen ligger lige om hjørnet.

Første studie i verden

Har du selv nye undersøgelser i ærmet?

- Det er bekendt, at folk med høje skader kan have problemer med autonom dysrefleksi; en tilstand, hvor stimulation under skadesniveau, fx når blæren eller tarmen fyldes, medfører aktivering af det sympatiske nervesystem. Dette styrer deres blodtryk og puls samt temperaturregulering. Vi er i gang med at undersøge, om analirrigation er en mindre provokerende måde at få tømt tarmen på end ved almindelig fingerstimulation. Pia Møller Faaborg håber, at de dermed kan blive bedre til at vejlede i fremtiden. - Vi vil således kunne forhindre, at højt skadede får forfærdeligt højt blodtryk, hver gang de skal tømme tarmen eller blæren. - Dette studie er super spændende, og det første af sin art i verden, så jeg håber, der er rygmarvsskadede, der har mod på at deltage, fortæller den engagerede ph.d.-forsker: - Denne idé er en direkte konsekvens af vores forskningsaktivitet i Aarhus, og jeg har mange andre ideer til forskningsforsøg. Jeg lover at holde på med min forskning også i fremtiden, så vi kan blive klogere på tarmfunktionsproblematikken hos rygmarvsskadede. Pia Møller Faaborg slutter af med en tak til alle, der har deltaget i hendes forsøg, og dermed gjort det muligt at viderebringe ny viden på området.