Stop lammelsen!

Tekst Bente Ovesen og Viggo Rasmussen
 
- Det er skønt at være formand, siger Mikkel Bundgaard. Især når vi søsætter projekter, som kan samle eliten af rygmarvsforskere i Danmark.
- Jeg er stolt over, at det efter flere års hårdt arbejde er lykkedes RYKs forskningsgruppe Gå Johnny at samle en kvart million kroner til et spændende forskningsprojekt på Neurobiologisk Forskning, Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet.
Med 200.000 kr. i ryggen fra Fabrikant Mads Clausens Fond suppleret af 45.000 kr. fra A.P. Møllers Fond til Lægevidenskabens Fremme er lektor Kate Lambertsen startet et tre-årigt Ph.d.-projekt, som udreder de kemiske processer og sekundære skademekanismer efter rygmarvsskader.
 
Kemisk kædereaktion
På verdensplan bliver der efterhånden forsket en del i reparation af rygmarvsskader. Altså hvorledes man kan bygge bro mellem komplette læsioner i rygmarven, og dermed på sigt begrænse svære lammelser i ben, underkrop og arme – når skaden uheldigvis er sket.Men der er forbavsende lidt fokus på, hvad man kan gøre for at forhindre, at disse lammelser breder sig. I kølvandet på en primær skade ved man, at der kom-mer en forsinket nervecelledød – en ”kemisk kædere-aktion” og mekanisk vævsskade – i de første dage efter en traumatisk skade.
- RYK har et begrundet håb om, at denne forskning kan bibringe helt ny viden om forsinket nervecelledød, så vi på sigt kan forebygge omfanget af lammelser efter en rygmarvsskade. I realiteten kan det betyde forskellen mellem at blive afhængig af kørestol, nøjes med en stok/rollator eller måske blive mere eller mindre normalt gående. Eller det kan forhindre en total lammelse af blære og tarm. Det vil uden tvivl vække international opsigt.
- Vi glæder os meget til at samarbejde med lektor Kate Lambertsen og hendes besætning, understreger Mikkel Bundgaard.
- Rygmarvsskade er en stærkt invaliderende klinisk tilstand, som rammer ca. 130 mennesker hvert år. Desværre findes der ikke nogen effektiv behandling for de lammelser, der opstår efter en rygmarvsskade. Ej heller for de følgesygdomme, som er forbundet hermed. Det er vist kendt for enhver læser af RYK!
- Men hvis vi kan bryde koden til biologien bag de sekundære skadesmekanismer, som indebærer forsinket nervecelledød i de nærmeste dage efter en rygmarvsskade, så er vi godt på vej til at løse et mysterium. Det siger lektor Kate Lambertsen fra Neurobiologisk Forskning på Syddansk Universitet i Odense.
 
Signalmolekyler dræber nervevæv
Efter den mekaniske vævsskade, en rygmarvsskade medfører, følger en periode med vævstab, som primært skyldes alvorlige forstyrrelser af den lokale blodforsyning. Samtidig frigiver centralnervesystemets støtteceller og hvide blodlegemer en stribe forskellige signalmolekyler, som vandrer ind i rygmarven.
- Her er det vigtigt at kunne sætte ind tidligt, for at patienten får den bedst mulige prognose efter en rygmarvsskade, forklarer projektleder Kate Lambertsen og tilføjer:
- Derfor er jeg meget glad for at starte et forskningsprojekt, der skal opnå en bedre forståelse af signalmolekylet nukleær faktor-kappa B (NF-κB), som i museforsøg viser sig at have en betydning for omfanget af nervecelledøden.- Viden om NF-κB’s rolle for de sekundære skadesmekanismer og dermed for nervecellers overlevelse og for genetablering af nervekredsløb er af vigtig basalbiologisk interesse. Men jeg tror også, det bliver relevant for udvikling af nye behandlingsstrategier. Forhåbentlig bliver vi klogere på årsagen til de molekylære og cellulære virkningsmekanis-mer i forbindelse med rygmarvsskader.
 
Stærkeste holdopstilling
Startskuddet til det nye Ph.d.-projekt lød 1. februar og får biomediciner Ditte Ellman som gennemgående forsker med lektor Kate Lambertsen som hovedvejleder. Projektet foregår i tæt samarbejde med professor John Bethea fra The Miami Project to Cure Paralysis, som, udover at være medvejleder på projektet, har stillet genmodificerede mus til rådighed.
Projektet samarbejder med lektor Karin Lykke-Hartmann gennem det interdiciplinære Centre of Excellence PUMPKIN på Aarhus Universitet, som også bidrager med genmodificerede mus til forsøgene og en medfinansiering på 165.000 kr. Med professor Bente Finsen og lektor Nils Færgemann fra Syddansk Universitet som medvejledere er der uden overdrivelse tale om stærkeste holdopsætning.