Stomi, overvejelser og erfaringer

Tæppefald for det brune punktum

Af A. R. Sehole

Skal – skal ikke. Beslutningen om at få anlagt en kolostomi er ikke nogen nem beslutning. Tilløbet kan være langt og de undrende spørgsmål mange. Men frigørelsen fra terrorregimet med den tikkende bombe kan i den grad forekomme tillokkende.

Længe havde jeg selv kredset om beslutningen, ikke mindst fordi jeg vidste, at jeg før eller siden måtte overgive mig. Så hellere få det gjort inden jeg blev alt for slidt. Er allerede en gammel tetra, der rundt regnet en gang om ugen slæbte mig over på den bøhmiske vase. Havde lært at irrigere, så det gik da nogenlunde. Havde fred i nogle dage efter, men så blev det igen lidt tungt og urovækkende.

Så nu skulle det være. Fik taget mig sammen til at kontakte en anden tetra, som jeg vidste havde en stomi. Han fik mig overbevist, da jeg hørte ham fortælle, hvor let han nu selv klarede den side af livet. Jeg skrev straks til egen læge og blev derefter henvist til kirurgen med efterfølgende samtale. Her blev en cirkel tegnet lige der, hvor jeg ville have stomien. Jeg havde allerede rendt rundt med en pose klistret på. For at øve mig. For at se, om den nu sad lige præcis der, hvor jeg bedst kunne håndtere det. Under livremmen, lige under underbuksekanten.

Operationsdagen oprandt midt i september. Det er ikke en stor operation. I bedste fald tager den fem kvarter. Og så vågner man op til sin nye virkelighed. Dagen inden var tæppet faldet for sidste gang for det brune punktum. En tanke man lige skal vænne sig til. Der kommer ikke mere noget ud den vej. Ikke flere glansnumre fra den kant. Det er slut – et led højere oppe i fødekæden har taget over.

Nu gjaldt det processen med at blive dus med stomien. Det hele skulle lige falde på plads. Maven, sårhelingen og psyken. Jeg måtte vænne mig til det, der nu sad på maveskindet. Ikke noget kønt syn. Syntes det lignede en dræbersnegl. Men det kunne ikke nytte noget. Jeg skulle jo blive ven med den, skulle langsomt bygge en rutine op – tarmen er et vanedyr. Jeg skulle lære procedurerne på rygmarven, og – ikke mindst – at afføringen nu kom ud den vej. Jeg slog derfor en cirkel om mig selv et par uger; nu drejede det sig kun mig og min stomi.

Fjorten dage efter operationen tog jeg kontakt til Rigshospitalet. Havde et lille problem med huden omkring stomien, men mest af alt ville jeg vist bare holdes lidt i hånden. Og jeg ville lære at irrigere. Det måtte jeg lige vente endnu et par uger med, til alt var helet op. Rigshospitalet har en meget imødekommende og hjælpsom Stomienhed, og efter bare to træningsforløb lærte jeg at irrigere gennem stomien. Så nemt det var! Blev med det samme meget lettet og lykkelig.

Hver anden morgen sætter jeg det, der hedder et skylleærme, på stomien.  Et langt plasticpose-rør, der når ned i wc-kummen. Ved hjælp af et højt skyl skyller jeg så 1 liter vand gennem stomien. Venter så, mens jeg i ro og mag læser avisen, og voila, ud kommer det hele – ad omgange – i løbet af en halv time til tre kvarter. Når jeg så har fornemmelsen af, at nu kommer der ikke mere, sætter jeg enten en prop i eller en mini cap på, der lige akkurat dækker stomien. Den fylder ingenting i bukserne, så den kan slet ikke ses, og mellem de to skylningsdage kommer praktisk talt ingenting.

Jeg har fået den fulde kontrol over tarmen. Er allerede nu i skrivende stund, 6 uger efter indgrebet, kommet ind i en rutine, hvor det kører som en selvfølgelighed, og jeg er overrasket over, hvor nemt det er. Men bedst af alt: jeg har fået en skøn og let fornemmelse i maven. Hele tiden. Og ude i horisonten ser jeg allerede konturerne af den frihed, min stomi vil give mig, når jeg er på rejse.

Lettelse, fred og frihed er de tre ord, der først falder mig ind, når jeg kigger på bundlinjen af stomiregnskabet.

Redaktionen er bekendt med skribentens identitet.