Sommerkursus: Kalder på et gensyn

Hvert år deltager repræsentanter fra RYKs sponsorvirksomheder i uge 30 på Egmont Højskolen i Hou. I år deltog medarbejdere fra HandicapHjælp Danmark for første gang og det blev en fantastisk oplevelse. RYK! har modtaget denne beretning fra direktionskonsulent Claus Langer.

Tekst: Claus Langer

Hvorfor er det hele bare så ufedt i Jylland? Præcis sådan lyder det i en linje af Østkyst Hustlers fra deres berømte "Verdens længste rap" fra 1995, da de to hustlere Jazzy og Bossy Bo tager på Jyllandstur i den tro, at de kan snyde nogle jyder for nemme penge. Sådan gik det bare ikke for de to hustlers, som ydmyget vendte snuden hjemad med 0 kroner på lommen, en brækket næse, franarret deres medbragte Jaguar og siddende uden billet på toilettet i et IC3 tog.

Spænding i maven

Helt så galt gik det heldigvis ikke for undertegnede og Kristian Emborg, da vi tog på Egmont Højskolen i uge 30. Som hovedsponsor for RYK havde vi tilmeldt os som frivillige hjælpere. Det var dog med en vis spænding i maven (og uden intentioner om at skulle "hustle"J), at vi i en Toyota forlod Sjælland mod Hou i Jylland. Hvad skulle der ske? Hvordan skulle vi hjælpe? Og hvilken rolle havde vi som frivillige hjælpere?

Det skulle vise sig, at vi gik en fantastisk oplevelse i møde. Vejret var i top, folk tog godt i mod os, højskolens faciliteter var fantastiske, stemningen var afslappet og festlig og vi fandt hurtigt ud af, hvori vores hjælp skulle bestå.

Scenen sat

Undertegnede deltog på kurset "Idræt - Boost din hjerne". Vi startede som lyn og torden med en tur i hallen, og allerede efter fem minutter var de to første væltet ud af kørestolen. Folk var hurtigt klar igen, og så var scenen sat til kørestolsfodbold, hvor vi to og to blev bundet sammen med cykelslanger. Dette var en stor udfordring og ingen holdt sig tilbage. Der blev gået til stålet, ingen ville tabe, kørestole blev revet rundt, ankler og fingre blev påkørt, albuerne sad løst - men stemningen og humøret var i top. Et meget godt eksempel på den ånd, der hersker i uge 30. Alle er med for at yde og bidrage - også selv om det kan gøre lidt ondt. Sådan var det om dagen, og en del kan nok skrive under på, at sådan var det også om aftenen, når baren var åben - og når straffen for dette indfandt sig morgenen efter.

Gav forståelse og indsigt

Det blev også lidt finurligt at deltage på RYKs sommerkursus som hjælper. For i min dagligdag i HandicapHjælp Danmark går det jo netop ud på at hjælpe mennesker med en hjælpeordning med at få deres hverdag til at fungere.

På baggrund af flere års arbejde som handicaphjælpere, startede jeg og Kristian Emborg virksomheden i 2004. Uge 30 blev derfor en kærkommen lejlighed til at "vende tilbage til rødderne".

For vores to øvrige deltagere, Per og Martin blev deltagelsen en god lejlighed til at være sammen med brugere af en hjælpeordning og også prøve at være hjælper. Som henholdsvis driftsdirektør og økonomidirektør i vores virksomhed er det nemlig ikke en forudsætning, at man har arbejdet som handicaphjælper.

Vi vendte alle fire hjem rigere på oplevelser. Vi har oplevet et fællesskab, som var helt fantastisk – et fællesskab, som vi fremover kun kan opfordre dem, vi i dagligdagen har kontakt med, til at deltage i. Vi har også fået nogle erfaringer, som vi kan tage med i det daglige arbejde. Jeg tror, mødet med nye mennesker skaber forståelse og indsigt – i vores tilfælde forståelse og indsigt, som kan bidrage til at gøre afstanden kortere mellem slutbrugerne og os bag computerskærmen.

På kurset fik jeg også ”en tur i stolen”, hvilket udover ømhed i armene gav mig mulighed for at snuse til nogle af de udfordringer, kørestolsbrugere har.

En sur deleaftale

Torsdag var det tid til at vende Toyotaen mod Sjælland. Vi havde i HandicapHjælp Danmark aftalt en udskiftning af hjælpere midt på ugen, og jeg skulle afløses af Per, der er vores drifts- og servicedirektør. En aftale, jeg selv var med til at lave, men nu ikke havde lyst til at holde. Alt i alt må jeg sige, at jeg hverken blev snydt eller "hustlet" på vores Jyllandstur - det skulle da lige være af mig selv for at indgå denne deleaftale.

Jeg må derfor til indledningen replicere: At det hele faktisk er så fedt i Jylland - og i særdeleshed på Egmont i uge 30, som jeg gerne tager et gensyn med.

RYK sommerkursus i uge 30

Uge 30 er altid reserveret til RYK sommerkursus, og det er min uge!

Jeg har været med i ca. 20 år, og for mig bliver denne uge kun bedre og bedre. Kurset har forandret sig gennem tiden, men ”ånden” er stadig den samme; fagligt, udbytterigt kursusindhold, socialt samvær og humor – en bestandig cocktail!

Som ansat i Wellspect HealthCare (tidl. Astra Tech), er det et privilegium at få lov at deltage i RYK sommerkursus på lige fod med andre kursister med hvad det medfører af indsigt i livet som rygmarvsskadet og opbyggelse af netværk. Vi forsøger med vores tilstedeværelse at blive inspireret til produktforbedringer og se muligheder for et intensiveret samarbejde.

Som Lene - også kaldet LoFric® Lene - er det utrolig givende og inspirerende at møde venner og bekendte på tværs af landet og have god tid til at tale og bare være samme. Derudover lærer jeg hver gang noget nyt, såvel på det faglige som på det personlige plan.

Lene Kruse, salgskonsulent i Wellspect HealthCare

Hou i uge 30

For mig er uge 30 helt speciel - dér er jeg på sommerkursus på Egmont Højskolen.

Der er en fantastisk stemning, når ca. 100 af RYKs medlemmer møder op til en uge, hvor selv solen plejer at skinne. Her er alle de aktiviteter, man overhovedet kan forestille sig, og det er her, man lærer, at grænserne for det mulige – selv i kørestol – kun sættes af fantasien.

Til daglig arbejder jeg som produktudvikler i Coloplast, hvor vi altid har udviklet vores produkter i tæt samarbejde med vores brugere. Hvis man vil lave produkter, der virkelig gør en forskel, skal man forstå, hvilke behov og krav brugerne stiller til deres hjælpemidler. Derfor har jeg gennem mange år haft nye kollegaer med i uge 30 for at de kan få denne unikke chance til at være sammen med nogle af vores brugere. Tilbagemeldinger som ”Fantastisk uge - hvor blev den af?” - ”Jeg har lært meget om de problemstillinger, vores brugere har i dagligdagen” - ”Jeg er helt fyldt op med indtryk” - ”Nu har jeg en bedre forståelse for, hvordan vi kan forbedre vores produkter” og ”Hvor er de bare seje” er typiske bemærkninger fra mine kollegaer, der har deltaget på RYKs sommerkurser.

Jeg har været med som hjælper i mange år og kan ikke rigtig forestille mig uge 30 uden sommerkurset. Det har givet rigtig meget, både personligt og professionelt.

Allan Tanghøj, Senior Project Manager i Coloplast