Sommerkursus: Frida og Barbara

Tekst: Birgitte Bjørkman

På RYKs sommerkursus på Egmont Højskolen deltog Frida og Barbara. Begge unge og begge rygmarvsskadede; så unge, at de ikke må deltage på sommerkursets voksenhold. Det er 15-årige Frida Jersø fra København rigtig ærgerlig over.

- Jeg havde hørt så meget godt om RYKs sommerkursus. At der var idræt og masser af spændende udfordringer. Men jeg blev rigtig skuffet, fortæller Frida, der deltog sammen med sin far, Tom.

Skuffelsen var både over, at hun ikke måtte komme på voksenhold, og over det program, der var lavet for de 10 teenagere i alderen 14 til 17 år.

- Det var slet ikke det, jeg havde håbet. I stedet sad min far hver dag og fortalte om, hvad de havde lavet på idrætsholdet …. det var altså surt, fortæller Frida.

Det hittede ikke

Frida blev paraplegiker i februar i år efter et fald fra en bro, men var på rekordtid tilbage hos sine forældre og storesøster i lejligheden i København, hvor hun også inden sommeren nåede tilbage til sin klasse. Skateboardet er skiftet ud med en kørestol, men det forhindrer ikke Frida i at udfordre skateboardbanen, når vennerne samles i Fælledparken. Hun vil gerne besøge den amerikanske skater og pioner, Aaron Fotheringham, og hun har også allerede store planer om at deltage i de paralympiske lege.

- Jeg skal helt sikkert i gang med noget idræt. Derfor havde jeg også håbet at få lov at prøve nogle forskellige idrætsgrene på sommerkurset.

I stedet bød ugens program til de unge på bl.a. skrammelkunst og stopmotionmovie. Ikke noget, der hittede hos den unge teenager.

- Det er sådan noget vi gjorde i fjerde klasse, fortæller Frida tørt.

Mere aktivitet

Barbara Holt Bøgh på 16 år var med i år for tredje gang. Sammen med sine forældre og lillebror. Hun synes, skrammelkunst var ok, men savnede også flere udfordringer.

- Det var lidt kedeligt i år. Sidste år var jeg på klatrevæg. Det var fedt!

Barbara er tetraplegiker, og før sin rygmarvsskade svømmede hun på eliteplan. Hun har derfor også været begejstret, når hun har kunnet komme ud og sejle kajak på sommerkursets vanddag. Det var hun også i år.

- Den slags aktiviteter kunne vi også have på ungeholdet, foreslår Barbara.

Fra de voksnes idrætshold kan man hente masser af inspiration. Her deltager kursister, der både er gående, sidder i manuel stol og el-stol. Begge piger har også selv masser af ideer til et mere aktivt program for de unge: Gokart, klatring, boldspil, rugby, cykling, kajak ...

For Frida var vanddagen ugens højdepunkt. Hun kom ud på bananen, der i fuld fart trækkes  efter en motorbåd.

- Det var vildt. Det var rigtig sjovt.

Helt normal

Ugen blev da heller ikke kun en negativ oplevelse for Frida.

- Vi havde det sjovt i ungegruppen. De andre syntes jo også, at det var et lidt kedeligt program. Så nogle af dagene stemte vi for at gå udenfor og spille boldspil og hoppe i vandet, fortæller Frida.

Barbara tilføjer, at det også er godt at være med på sommerkurset, fordi man møder andre rygmarvsskadede.

- Det er det jo ikke, når jeg er i byen med veninderne, eller når jeg skal begynde på gymnasiet efter sommer. Folk kigger altid lidt ekstra på én, men jeg plejer bare at smile stort tilbage.

Frida er enig:

- Ja, her bliver man helt normal.

Vi skal ikke parkeres

Til gengæld synes begge, at ungegruppen mest var på de gående unges præmisser.

Barbara husker, at det var svært for hende, første gang hun var med på sommerkurset.

- Dengang var jeg den eneste i kørestol i ungdomsgruppen og kom uden forventninger. Jeg var lige kommet hjem fra Viborg, og det var min far, der foreslog, at vi tog af sted. I år var det godt, at vi var to.

Barbara og Frida reflekterer videre:

- De andre unge deltager jo på andre præmisser. De er med på sommerkurset, fordi deres mor eller far er. Vi er her, fordi vi er rygmarvsskadede.

- Vi er her for at prøve nogle ting. Vi skal ikke parkeres, tilføjer Frida tørt og fortsætter:

- Som ung og rygmarvsskadet skal sommerkurset være et sted, hvor man kan hente masser af inspiration.

Begge fik da også en god oplevelse af det tætte fællesskab på RYKs sommerkursus.

- Man møder jo andre i kørestol, fortæller Barbara, der faldt i godt selskab med de lidt ældre unge, når der ikke var program.

Også for teenagere

Alligevel vil Frida overveje at vente med at deltage på sommerkurset, til hun er fyldt 18 år. Så hun kan komme med på de voksnes hold.

- Det har været hyggeligt at være med. Men det er jo ikke nok, fortæller Frida, der vandt sommerkursets Gyldne Kateter, fordi mange kursister synes, hun er sej. Så sej, at sommerkursets ungehold skal speede op, hvis de vil se hende næste år.

Og det er vigtigt. For RYK skal også være for de helt unge med en rygmarvsskade. Det ønsker Barbara og Frida, der håber at se flere unge på sommerkurset.

- Der er sikkert ikke så mange på vores alder, men jeg kender da et par stykker, fortæller Barbara.

Rigtig mange af sommerkursets kursister vil helt sikkert gerne se Frida og Barbara igen på sommerkurset.

Vi lytter

RYK er for rygmarvsskadede og familiemedlemmer i alle aldre, også børn og unge. Der er ingen tvivl om, at sommerkurset i uge 30 er og skal være et relevant og godt tilbud uanset om man deltager på voksen-, børne- eller ungeholdet. Vi tager derfor Barbaras og Fridas kritik meget alvorligt og vil gøre, hvad vi kan for at udvikle aktiviteterne for de yngste kursister, så alles interesser så vidt muligt tilgodeses uanset om man er til fysisk udfordrende eller stillesiddende og kreative aktiviteter.

Samtidig skal det naturligvis sikres, at alle, også børn/unge med rygmarvsskade kan deltage i alle aktiviteter. Vi håber at se flere unge kursister på vores sommerkurser og er altid taknemmelige for konstruktiv kritik og gode ideer.

Lotte Tobiasen, formand