Sommerkursus: Det var en sejr

Tekst: Birgitte Bjørkman

På sommerkurset i uge 30 var hun kandidat til at vinde

RYKs vandresymbol ”Det gyldne kateter” – for sit gå-på-mod,

gode humør og smittende smil.  Nu sidder jeg på en lidt kølig

septemberdag overfor 18-årige Rita Christensen fra Sisimiut

i Grønland i én af genoptræningslejlighederne i Hornbæk, og

uge 30 ligger allerede to måneder tilbage. Men da snakken

falder på sommerkurset, lyser Rita op i et stort smil:

- Åh! Det var fedt.

 

 

- Det var så sjovt! Fantastisk! Jeg sov ikke

hele ugen!

De muntre ord kommer fra Rita

Christensen, der som nyskadet og stadig

indlagt på Klinik for Rygmarvsskader i

Hornbæk deltog på sommerkurset i uge 30.

Hendes opfordring til andre nyskadede er

da også:

- Ta´ med! Man får så meget med tilbage.

Det var vildt!

Rita fortæller, at hun fik meget mere ud af

at deltage på sommerkurset end hun havde

turdet forvente.

- Alle var meget åbne. Selvom man kommer

over alene, og mange kender hinanden, så

får man hurtig kontakt med andre deltagere ... man får lejlighed til at møde andre i

samme situation og lære om mulighederne

i et nyt liv.

Og så var det også en befrielse at komme

lidt væk fra sygehusets fire vægge, betror

Rita mig.

Rita overvejede at tilmelde sig idrætsholdet

men valgte friluftsholdet. Det fortrød hun

ikke.

- Det var lige mig!

Rita fortæller glad om træklatring, kajaksejlads, orienteringsløb og mad over bål

og sender i samme åndedrag en stor ros til

hjælperne.

- De gjorde rigtig meget for at vi fik nogle

gode oplevelser på holdet.

Også vanddagen vækker gode minder og

fremkalder endnu et smil hos Rita, der prø-

vede at sidde på bananen, der i hastig fart

suser gennem bølgerne efter en motorbåd.

- Det var vildt! Jeg faldt af fire gange!

- Og så fik jeg lært at danse! Nu ved jeg,

hvordan jeg skal gøre, når jeg skal ud med

mine venner i Grønland, fortæller Rita og

håber, at hun snart bliver udskrevet og kan

vende hjem til familie og venner i Sisimut.

Ville udfordre mig selv

Det var personale fra Klinik for Rygmarvsskader, der foreslog Rita at tage med på

sommerkursus.

- Der kom også én fra RYK en aften og fortalte om sommerkurset. Jeg var desværre

syg, men min mor og andre patienter hørte

om det, og de gav mig en folder om kurset.

Rita fortæller, at hun da var lidt bekymret

for, hvordan det skulle gå, men er glad for,

at hun tilmeldte sig.

- Da jeg sad med skemaet, skulle jeg svare

på spørgsmålet: ”Skal du have hjælp?”. Det

tænkte jeg lidt over, men besluttede mig

for at skrive ”Nej”. Jeg havde brug for at

udfordre mig selv. I stedet endte det med, at

jeg hyggede mig med en andens hjælper, ler

Rita og sender mig et af sine skæve smil.

Forbillede for hinanden

Da Rita tog turen over til Egmont

Højskolen i juli, var det kun fire måneder

siden, hun forulykkede i Idaho i USA. Her

opholdt hun sig hos en værtsfamilie som

udvekslingsstudent, da en kælketur i marts

fik fatale følger. Sammen med værtsfamilien

var Rita taget ud og kælke, men dagens

sidste tur gik galt. Under faldet brækkede

Rita ryggen tre steder.

Allerede under sin indlæggelse på sygehuset i Idaho, blev Rita et forbillede for andre

nyindlagte rygmarvsskadede.

- Jeg var hurtig til at lære mig teknikker til

forflytning og påklædning, så personalet

optog en film, hvor jeg bl.a. viser en række

forflytningsteknikker.

Selv har hun også haft glæde af de tidligere

patienter, hun har mødt på Hornbæk.

- Dem, der kommer til tjek, spejler man

sig i. De lærer én, hvordan man kan gøre

tingene. Det er beroligende at høre, at så

meget kan lade sig gøre. Det var også derfor,

jeg var så glad for at være med på sommerkurset, fortæller Rita.

Må ud i naturen

I Ritas hjemby Sisimiut på Grønlands

Vestkyst venter hendes forældre, som har

tilpasset deres hus til Rita. Rita fortæller:

- Jeg vil gerne have min egen bolig, men kommunen kan endnu ikke tilbyde mig en

egnet bolig, så i starten må jeg bo hos mine

forældre.

Redaktørens indtryk af Grønland er et land

som er svært fremkommeligt i kørestol. Det

må kræve andre hjælpemidler end hvad der

kræves til en villavej i Danmark.

- Ja, vi har mange fjelde og bakkede terræ-

ner. Det er også det, jeg er mest bekymret

for. At jeg ikke kan komme ud i naturen. 

Rita har dyrket langrend siden sin barndom

og konkurreret i sprint, langdistance, skøjte-

og stafetløb. Og i USA trænede hun dagligt

for at deltage i verdens hårdeste langrendsløb, Artic Cirkel Race, der finder sted i

Sisimiut hvert år. Her samles skiløbere fra

hele verden til det 160 kilometer lange løb

over tre dage midt i den storslåede grønlandske natur.

- Dét vil jeg savne, fortæller Rita, der netop

er blevet kåret som året idrætstalent 2007

af Sisimiut Kommune. - Men jeg er glad for

at jeg på sommerkurset fandt ud af, at jeg fx

kan sejle i kajak. Jeg må finde mig nogle nye

muligheder for at være aktiv. Finde noget,

jeg kan brænde for!

- Og så er det vigtigt for mig, at jeg stadig

kan komme ud i naturen. Det er da også

mit håb, at jeg, foruden bil, bliver hjulpet

med bl.a. en firhjulstrækker og snescooter,

så jeg kan tage ud i

fjeldene og på isen

sammen med mine

venner. Jeg vil med!

Hjemme venter

udfordringerne

Når Rita vender

hjem, starter hun på Teknisk Gymnasium, også kaldet HTX.

- Skolen er jo begyndt, men jeg har måttet vente på min kørestol. Før kan jeg ikke

udskrives. Men jeg har fået lov at starte i

klassen, så snart jeg kommer hjem .... forhå-

bentlig meget snart. Jeg glæder mig meget

til at komme hjem og starte i gymnasiet,

fortæller Rita, der forventer, at det bliver

lidt svært i begyndelsen.

- Skolen er ikke helt så tilgængelig ... men så

er der forhåbentlig nogle lækre fyre, skynder Rita sig at tilføje og sender mig endnu

et af sine skæve smil.

- Jeg skal bare hjem og i gang med mit nye

liv. Gense mine venner og håbe, at det heller ikke bliver for svært efter så lang tid.

Nogle venner har Rita slet ikke hørt fra

efter ulykken.

- Det gør det ekstra svært, fordi jeg ved

ikke, hvordan de vil se på mig.

Hjemme i Sisimiut venter udfordringerne.

Det ved Rita.

- Nogle har spurgt mig, om jeg ikke hellere

vil bo i Danmark. Men hvis jeg flytter, hvem

skal så kæmpe for bedre tilgængelighed i

Sisimiut? Så bliver der aldrig ændret noget!

Jeg håber, jeg kan gøre en forskel, fortæller

Rita meget afklaret.

Med Ritas positive sind er jeg ikke i tvivl

om, at hun vil tage tilbage til Sisimiut og

kæmpe et par slag for tilgængelighed og

bedre vilkår for mennesker med handicap i

Grønland.

Min snak med Rita bekræfter, hvorfor

mange af sommerkursets deltagere mente,

Rita havde gjort sig fortjent til ”Det gyldne

kateter”. Hvad det betød for Rita, er hun

ikke i tvivl om.

- Det var en sejr at blive set som en fighter

… og jeg skal helt sikkert med igen næste

år!

Og da jeg pakker min blok ned i tasken,

indskyder Rita:

- Husk nu at være positiv, når du skriver om

mig!