Smerter: Smerteseminar

Tekst Birgitte Bjørkman

En frisk efterårsvind stod ind fra Vest, da RYK holdt smerteseminar på Slettestrand i Nordjylland. Indenfor bød weekenden på interessante oplæg både om at behandle og leve med smerter og dertil mad i gourmetklasse.

For dem der har kroniske smerter, og som havde valgt at deltage i RYKs smerteseminar på Feriecenter Slettestrand i Fjerritslev i Nordjylland, ventede masser af viden og indsigt om smertehåndtering og nyttig erfaringsudveksling deltagerne mellem. Med en variation af indlæg fra både psykolog, sygeplejerske, fysioterapeut og radiodoktoren udi naturmedicin og behandling, Carsten Vagn-Hansen, blev weekendens tema berørt fra flere vinkler; psykologisk smertehåndtering, traditionel behandling og alternativ behandling. Undervejs blev der også tid til frisk havluft, besøg på informationsstande med alternativ behandling, underholdende linedance, masser af erfaringsudveksling og ikke mindst sund mad i gourmetklasse.

Fredagspsykologi

Den psykologiske del tog psykolog Sara Molsen fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade sig af om fredagen og indledte dermed seminaret. Og det gjorde hun godt. Med plads til både dialog og lydhørhed overfor de smertehistorier, deltagerne sad med, og med gode råd og tip til, hvordan man kan håndtere kroniske smerter. 

Set fra et naturmedicinsk synspunkt

Carsten Vagn-Hansen, læge, sundhedskonsulent, speciallæge i almen medicin og som han selv tilføjede: ”handelsrejsende på fuld tid i sundhed” med foredrag, TV og helsemagasiner, indledte lørdagens program. I højt tempo tog han deltagerne med på en tur rundt i det alternative univers, og undervejs gav han en masse gode råd og tip om kost og naturmedicin.

Informationsstande

Lørdagen, der også bød på strandtur, var herefter afsat til udstillere og en håndfuld alternative behandlere, der stod til rådighed til en snak og test indenfor deres felt. Mens efterårssolen skinnede udenfor, fik deltagerne mulighed for at prøve irisanalyse, mindfulness, få en snak med en idrætskonsulent samt høre, hvad biopaten og psykoterapeuten kunne byde ind med, når det gælder det gode liv og mindre smerter. Også sponsorer og udstillere stod klar med deres materialer og tid til en snak om deres produkter, og de udloddede præmier lige fra wellness til ungarnsk vin og pølser.

Tværfagligt smerteforum

Sygeplejerske Lone Langballe og fysioterapeut Jørgen Vibjerg, begge fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade, rundede seminaret af om søndagen. De fortalte om centerets tværfaglige smerteforum, og netop tværfagligheden er et meget vigtigt element for optimal indsats med smertepatienter, mente de begge. Weekenden sluttede med sund og nærende frokost fra det gode køkken på Slettestrand. Og som en deltager fortalte mig: ”Det var alligevel godt at komme af sted. Det har været en afslappet weekend på den gode måde. Hjemme havde jeg jo siddet og haft ondt. Nu kommer jeg i stedet hjem opladet med ny energi”.