Smerter: Radiodoktoren

Birgitte Bjørkman

Carsten Vagn-Hansens store passion er formidling af alternativ behandling, kostråd og naturmedicin. Og han havde meget at fortælle på smerteseminaret.

- Sundhed handler om at have det godt på trods ... smerter er en trussel mod det gode liv og ens velbefindende, indledte Carsten Vagn-Hansen.

- Vi ved, at hvile og søvn er vigtigt, berøring og massage er lindrende, og arbejde og motion er godt, da vi udskiller endorfiner, når vi bruger kroppen. Foruden at danne smertedæmpende endorfiner øger motion lykkefølelsen. Det er godt, ligesom latter er godt, fortalte radiodoktoren og opfordrede os til at sætte mundvigene ud i yderstilling lidt oftere.

Udi det alternative univers 

Undervejs kom Carsten Vagn-Hansen ud i alle kroge af det alternative univers, som også talte en masse kostråd.

- Vi behøver antioxidanter – så drik et par liter vand om dagen. C vitaminer kan vi næsten ikke få nok af, det sunde fedt og den fede fisk er vigtig, D vitaminer, Omega 3 g 9 og selen behøver vi for at bygge op, fortalte Carsten Vagn Hansen og tilføjede:

- Men drop cigaretterne, det hvide sukker og det usunde fedt. Mere specifikt som dæmpende mod smerter anbefalede Carsten Vagn Hansen bl.a. Noni Juice, pebermynteolie, tigerbalsam, Aloe Heat Lotion, Emu olie og bukkehornsfrø som omslag.

- Mange naturlægemidler virker først efter to-tre måneder, så det kræver lidt tålmodighed.

Fremtidens medicin

Carsten Vagn-Hansen talte varmt om magnetbehandling, ligesom han også anbefalede gode og velkendte behandlinger som akupunktur, zoneterapi og akutryk, der alle letter cirkulationen i kroppen. Og i rækken af forslag til behandlinger nævnte han også tankefeltterapi, kvantemedicin, Reiki-healing, bailine terapi og hypnose. 

På et spørgsmål fra salen om, hvordan man kan undgå at blive snydt i den alternative jungle, svarede Carsten Vagn-Hansen: - Snak med andre, der har prøvet det, og som kan give dig nogle anbefalinger. Du skal også sikre, at behandleren har en uddannelse og er medlem af en forening, fx RAB. Det giver dig sikkerhed for, at deres faglige baggrund er i orden.

På radiodoktoren.dk finder man en masse viden og gode råd, og der også et særligt afsnit om smerter.