Smertens ansigt - en fotoudstilling

– en fotoudstilling om livet med kroniske smerter

10 modige danskere – kendte og ukendte – har fortalt deres personlige smertehistorier og ladet fotograf Martin Bubandt skildre dem i billeder. Resultatet er en flot og meget personlig fotoudstilling, der over sommer og efterår bliver vist rundt om i landet.

Tekst: Birgitte Bjørkman

- Vi er så taknemmelige for, at disse 10 modige danskere har valgt at stå frem og dele deres meget personlige smertehistorier med os. Kroniske smerter er et stort overset område i det danske sundhedsvæsen, og vi håber, at vi med udstillingen kan være med til at skabe et øget fokus på området, siger Pia Frederiksen, formand for Foreningen af Kroniske Smertepatienter (FAKS) og én af initiativtagerne bag udstillingen med de 10 fotos i storformat.

Kendte og ukendte

Blandt de kendte på fotoudstillingen Smertens ansigt finder man tv-vært Sisse Fisker, foredragsholder og entertainer Lotte Heise, skuespiller Jens Jørn Spottag og tidligere verdensmester i speedway Jan O. Pedersen. Sammen med en række andre smertepatienter har de valgt at dele deres liv og hverdag for en fælles sag til gavn for de mere end 850.000 danskere, der lever med kroniske smerter.

Rygmarvsskadet med smerter

Det er velkendt, at mange, der lever med en rygmarvsskade, udfordres dagligt af neurogene smerter. Således også tidligere verdensmester i speedway Jan O. Pedersen, der er portrætteret på udstillingen.
”Jeg har stadig benzin i blodet – jeg løber bare hurtigere tør”.
Han var verdens bedste speedwaykører – men karrieren endte brat, da han brækkede ryggen i en ulykke i 1992. Siden har kroniske smerter i ryg, hænder, fødder og nakke været Jan O.’s tro følgesvend, men han lader sig ikke slå ud af den grund.
Ved udstillingens fotostat af Jan O. Pedersen i storformat, kan man læse:
”Jeg holder af at bruge terminologier fra min egen verden, for så forstår folk, hvad jeg mener, når jeg skal forklare, hvordan jeg har det. Almindelige mennesker har 25 liter benzin i tanken og kan derfor give den gas, når de skal over en bakke. De presser bare speederen i bund og fortsætter ufortrødent på den anden side. Min tank har kun fem liter benzin, så jeg må hele tiden rationalisere for at komme over på den anden side af bakken, hvis jeg skal nå hele vejen hjem på samme tank”.
Hans brug af terminologi giver anskueren en overbevisende forståelse for smertens ansigt, og hvilke udfordringer, der er forbundet med at leve med daglige smerter:
”Jeg siger til mig selv, at jeg kan det samme som før ulykken. Det er bare et spørgsmål om at få det planlagt ordentligt. Tage højde for at få hvilet og eventuelt køre på lavt blus dagen før, man skal noget, der kræver kræfter. Og så må man tage med, at man indimellem løber helt tør for benzin, og det godt kan tage tre dage at få fyldt tanken op igen. Det, der er vigtigst, er, at du har viljen til at overkomme det, du gerne vil”.

Personlige omkostninger

- Kroniske smerter er et livsvilkår med store personlige omkostninger for den smerteramte og de involverede pårørende. Ofte står man alene med de store udfordringer som smertetilstanden fører med sig, og omgivelserne er ikke altid parate til at række ud og give den støtte og forståelse, der er behov for, fortæller Gitte Handberg, specialeansvarlig overlæge OUH og formand for SmerteDanmark, der sammen med FAKS står bag udstillingen.<

- Isolation og inaktivitet er derfor ofte en følge af kroniske smerter, ligesom mange sideløbende oplever perioder med angst og depression.    

Ud over at sætte fokus på kroniske smerter er udstillingen samtidig en oplysningskampagne for den gratis rådgivningstelefon SmerteLinjen for smertepatienter og deres pårørende.<
- Vi håber at kunne hjælpe og rådgive endnu flere smertepatienter i fremtiden. 

Bag Smertens ansigt står FAKS, Foreningen af Kroniske Smertepatienter, interesseorganisationen SmerteDanmark og rådgivningstelefonen SmerteLinjen. Portrætterne er taget af fotograf Martin Bubandt. Udstillingen er blevet til med støtte fra Trygfonden og Canon.

Udstilling

Udstillingen vises på universitets- og regionshospitaler rundt om i landet. Her kan du se, hvornår udstillingen kommer til dit lokalområde:

SmerteLinjen

SmerteLinjen er et gratis rådgivningstilbud til dig, der er ramt af smerter og til dig, der er pårørende til en smertepatient. Uanset om smerterne er akutte eller kroniske og uanset årsagen til din henvendelse, sidder SmerteLinjens rådgivere klar til at lytte, vejlede og hjælpe dig. SmerteLinjens rådgivningspanel er bemandet af frivillige rådgivere, der alle har stor erfaring med vejledning af smerteramte og pårørende. På SmerteLinjen kan du komme i kontakt med socialrådgivere, psykologistuderende, smertesygeplejersker samt rådgivere, der selv er kroniske smertepatienter. Smertelinjen er et samarbejde mellem patientforeningen FAKS og interesseorganisationen SmerteDanmark. SmerteLinjen kontaktes på tlf. 6013 0101. Læs om mere om SmerteLinjen og åbningstider på smertelinjen.dk.