Servicehund

Hjælp på fire poter

Henrik Aundal er én af dem, der har fået en servicehund. Labradoren Paula er hans trofaste hjælper i dagligdagen, og det bliver til mange opgaver i løbet af en dag, når skraldeposen skal bæres ud, tasken skal hentes på bagsædet, eller når der skal hidkaldes hjælp.

Tekst: Anne Frahm

En sort labrador-tæve er Henriks Aundals servicehund. Det har hun været i snart to år, og de er blevet en vigtig del af hinandens liv.
– Paula skaber liv i mit hjem. Når jeg kommer hjem fra mit arbejde, tager hun imod mig. Lykkelig og glad og med en sko eller sok i munden og logrende med hele kroppen. Så kan man da kun blive i godt humør, fortæller Henrik. Og det er han ikke alene om.
– Når mine to døtre er hos mig, går de ud og åbner postkassen, og Paula bærer posten og avisen ind til mig. De elsker Paula, og det er gensidigt.

Hjulpet mig i gang igen

48-årige Henrik fra Skovlunde er en aktiv mand med mange interesser og en stor omgangskreds. Til daglig er han ansat i et fleksjob som kemotekniker i udviklingsafdelingen på Novo Nordisk. Derudover træner han på PTU motionscenter, spiller kørestolsrugby i Copenhagen Ballcrackers og kørestolsbasketball i Lavia i København. Og når tiden tillader, træner han også på sin racer-håndcykel. Gerne en gang om ugen.
Men sådan var det ikke i starten efter ulykken tilbage i 2009, hvor Henrik forulykkede på sin cykel og blev rygmarvsskadet.
– Jeg har altid været meget ude og dyrket meget sport, men efter min ulykke gik jeg lidt i stå. Paula har hjulpet mig i gang igen. Hun får mig ud flere gange om dagen, fortæller Henrik, der siden han fik Paula har nydt deres ture og årstidernes skiften; ofte med den påspændte håndcykel, som Henrik bruger, når han kører tur med Paula.

Brændende ønske

Det var i RYK, Henrik mødte andre med en servicehund.
– Det blev til et brændende ønske at få en hund, der kunne hjælpe med at samle ting op, hente ting og tænde og slukke de kontakter, som jeg ikke selv kan nå.
Henrik tog derfor kontakt til STH (Servicehunde til handicappede), og efter indledende samtaler blev han matchet med Paula ved en tre-ugers teamtræning.
– Jeg kan ikke forestille mig et bedre match, fortæller Henrik og fastslår:
– Vi passer bare sammen!
Teamtræningen sluttede med en offentlighedstest, som Henrik bestod, og derefter kunne Paula flytte ind hos Henrik.

En hjælp i dagligdagen

Siden Paulas indflytning i huset i Skovlunde er det blevet til mange gode oplevelser.
– Jeg får tit en god snak, når jeg er ude at gå tur. Med Paula ved min side falder der altid en bemærkning af, som starter en dialog.
Henrik fortæller også om de situationer, hvor Paula har gjort en forskel.
– I vinter, da jeg var ude på en lang tur, sad min crosser pludselig fast i dyb sne. Jeg var langt væk fra andre mennesker og kunne have siddet fast i lang tid, før en person var kommet forbi. Jeg fik den idé at få Paula til at ”gi’ hals”, og kort efter kom en hundelufter tililende og fik mig skubbet fri.
Henrik er ikke i tvivl om Paulas værd.
– Hun er en stor hjælp i dagligdagen. Forleden dag, da jeg skulle ud at køre, manglede jeg min telefon, som lå i min taske på bagsædet. Jeg kan ikke selv nå, men det kan Paula. Vupti, sprang hun derom og hentede tasken.

Spørg, før du rør

Mange servicehundebrugere oplever, at folk har svært ved at forstå og acceptere, at de ikke skal kontakte hunden eller klappe den, før de har spurgt om lov. Hunden kan være i færd med at løse en hjælpefunktion, hvor det er vigtigt, at hunden holder fokus på brugeren. På spørgsmålet om Henrik har oplevet det, svarer han:
– Ja, det oplever jeg tit. Jeg skal nok øve mig lidt i at blive bedre til at sige fra. Eller som man siger i STH: ”Spørg, før du rør!”

Nye opgaver for Paula

Det er vigtigt, at Henrik holder Paulas træning ved lige og hele tiden er kreativ og finder nye opgaver, som Paula kan løse. På et møde i STH blev Henrik inspireret af en anden servicehundebruger, der havde lært sin hund at bære skraldeposen ud, og det er nu én af de nye opgaver, Paula har lært.
– Nu behøver jeg ikke sidde med en våd og klam skraldepose i skødet på vej ud til affaldscontaineren. Nu bærer Paula affaldet ud.
Et forsøg på at få trænet Paula til at løbe ved siden af Henrik, når han kører træningsture på sin racerhåndcykel, lykkedes dog ikke. Til gengæld lykkedes det Henrik at køre sin første maraton i Berlin i efteråret sidste år. Og det er kun begyndelse. Foråret byder på mange træningsture, for Henriks mål er at forbedre sin tid.

Paula bliver dog ikke snydt for ture. Med den påspændte håndcykel foran kørestolen tager Henrik og Paula dagligt på ture.
– Den fart passer bedre Paula, slutter Henrik.

Artiklen er med tilladelse redigeret af RYK! magasin.

Fakta

En servicehund er en specialtrænet hund, der udplaceres hos en person, der er fyldt 18 år. Hunden har særlige rettigheder i forhold til lovgivning på lige fod med førerhunde. Hunden bærer en ID-vest og brugeren bærer et ID-kort, der dokumenterer en såkaldt offentlighedstest. Ansøge om STH-hund kan alle, der har et bevægelseshandicap. Instruktører hos STH har stor erfaring i at hjælpe ansøgere, hvad enten man benytter manuel eller el-stol eller er gående. Før man søger, bør man dog overveje:

  • Motivation: Man skal være indstillet på, at det er en livsstil at have en servicehund. Hunden skal have motion og aktiveres, og der skal tages hånd om hundens sundhed og velvære; opgaver som ejer eller hjælpere skal kunne klare. Der skal også være sikkerhed for pasning under ferie og sygdom.
  • Økonomi: Det er dyrt at holde hund. Selv om STH hjælper med sponsorater, i det omfang det er muligt, samt dyrlægeregninger, skal man kunne afse minimum 8.000 kr. om året til foder, forsikring, dyrlæge og uforudsete udgifter.

Ansøgning om STH-hund: Skriv en mail til info@sth-servicehunde.dk med følgende oplysninger: Navn, adresse, alder og type af bevægelseshandicap (eller på barnet, hvis der søges til et barn).

Find flere oplysninger på servicehunde.dk

Fakta

Det koster 200.000 kr. at træne en servicehund. Dette er kun muligt, fordi STH modtager støtte fra legater, fonde, sponsorater, støttemedlemskaber og bidrag til foreningen.