Sår sårheling, Bente Ovesen

Dyrt købte erfaringer

Er det muligt at gengive sine værste erfaringer – sine mareridt – på en måde, så andre får glæde af dem?
Det vil jeg prøve som en udløber af overlæge Michael von Lindstows oplæg om sår og sårheling på RYKs seminar om sundhed og forskning.
Det tager kun et øjeblik at springe disse to sider over, men jeg håber, du bliver lidt længere…

Af Bente Ovesen 

I december 2013 brækker jeg lårbenet ved at køre ud over kanten på en rampe i min søsters hestestald. Jeg får sat søm i, men låret hæver voldsomt og længe. To måneder senere, i februar 2014, får jeg en ny kørestol og en anden siddestilling. Og så har vi balladen.
De to ting er nok til, at jeg kort efter opdager et lille sår på højre sædeknogle. Samme sted som jeg 34 år tidligere var opereret for siddesår. Jeg ved, at stedet er sart – det har drillet før i korte perioder.   

Kun et lille sår 

Da jeg får såret, har jeg været en del sygemeldt fra mit job i Aarhus Kommune. I oktober havde jeg valgt at få en kolostomi. Og ved juletid havde jeg været slået noget ud af en kræftdiagnose, som det efter en måneds undersøgelser viste sig, at jeg heldigvis ikke havde. Jeg havde været meget sengeliggende og hospitaliseret, og jeg trængte til at få min hverdag igen, og til at tænke på noget andet.
Jeg forestillede mig på intet tidspunkt, at jeg sad på en bombe.
Jeg sygemelder mig derfor ikke, men konsulterer sygeplejerskerne på lokalcentret om morgenen to gange om ugen til sårskifte, og kører derefter på arbejde. Jeg ringer også til VCR og mailer dem fotos af mit sår. De vurderer heller ikke, at jeg sidder på en bombe. Livet går videre. 

Bomben springer

I bededagsferien i maj 2014 får jeg det dårligt. Er usandsynlig træt og har måske feber, men såret ser ud som det plejer. Lægen giver mig heldigvis hurtigt tid, men inden jeg kører afsted, skal jeg lige på toilet. Da jeg hopper tilbage derfra, ligger der en stor, slimet klat på gulvet. Jeg skynder mig at trække bukserne op og kører afsted.
Lægen konstaterer en sprængt byld og ringer efter en ambulance. Min kørestol og min bil bliver stående hos lægen, mens jeg selv bliver transporteret til Ortopædkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor såret operativt bliver renset op. Uden bedøvelse, uden smerte og til lyden af Johan Strauss’ festlige Radetzky March i høretelefonerne (jeg burde måske ikke have valgt klassisk musik til at orkestrere operationen og overdøve instrumenterne).
I mellemtiden har jeg haft ringet til VCR igen. Er jeg på den rigtige afdeling? – Skulle jeg ikke ligge på en plastikkirurgisk afdeling? Det var jo der, jeg 34 år tidligere var blevet opereret med et rigtig godt resultat. Men jeg bliver beroliget. Oprensningen foretages af ortopædkirurger. Men jeg skal sørge for at blive udskrevet med VAC-behandling, lyder rådet. Det fremmer sårhelingen.
Det vil lægen dog ikke høre tale om. Jeg bliver sendt hjem i liggende ambulance med besked om total aflastning og en kontroltid en måned senere.

Sat ud af spillet

Hospitalet sørger for, at mit hjem bliver omdannet til en sygestue med hospitalsseng, aflastende luftmadras, lift og bækkenstol. Jeg bliver udskrevet med fast kateter og liftes kun ud af sengen hver anden dag for at komme i bad og skylle stomi.
Hjemmeplejen kommer morgen, middag, aften og til nat, og såret bliver tilset og behandlet af forskellige sygeplejersker under vejledning og tilsyn af en sårsygeplejerske. Sårsygeplejersken vurderer også, at jeg skal i VAC-behandling, og giver mig et brev med til kontrol, hvor hun blandt andet skriver, at hun er uddannet i at skifte svampen i VAC’en.
Livet står på standby. Og såret ligeså.
Men jeg tror på, at det nok skal ende godt. Det siger min erfaring mig. Og jeg er omgivet af søde og hjælpsomme mennesker. Hjemmeplejen kommer tit som vinden blæser, men de kommer, og de er som regel søde. Naboerne, vennerne og familien ringer og kommer forbi med deres selskab, opmuntrende ord, mad og hvad jeg ellers har brug for.

Helvede bryder løs

Måske turde hospitalet ikke overlade disse VAC-behandlinger til hjemmeplejen, måske var behandlingen for dyr, måske troede lægen ikke på behandlingen??? Jeg ved det ikke, men der skulle åbenbart kæmpes.
Da jeg kommer til kontrol måneden efter, kommer jeg i VAC-behandling. Det er jeg i fjorten dage. Lægen på hospitalet og sårsygeplejersken synes, der er en lille forbedring, men min hud omkring såret har svært ved at klare indpakningen, så behandlingen bliver stoppet.
I juli får jeg lavet en trykmåling med det formål at komme lidt op at sidde igen. Jeg skifter Jay-puden ud med den mere aflastende ROHO-pude. Jeg ligger fortsat så meget som muligt, men får tilladelse til nogle korte ”pauser fra sengen” fem – seks gange i døgnet.
Som tiden går, føler jeg mig mere og mere fastlåst, afmægtig, spærret inde. Jeg begynder at miste troen på, at det nogensinde bliver bedre. Jeg er grådlabil og får åndenød og angst, når jeg er i mit soveværelse. Jeg kontakter læge og psykolog, som vurderer, at jeg ikke har en depression, men jeg får dog ordineret noget beroligende medicin.
Sygeplejerskerne skifter fortsat såret, men sårhelingen er gået fuldstændig i stå. Ud over at jeg betaler for nogle psykologbehandlinger i hjemmet, betaler jeg også for akupunktur- og zoneterapibehandling for om muligt at speede sårhelingen op. Lige meget hjælper det. Massage får jeg også herhjemme, da hele mit liv stort set foregår på højre side i sengen. Jeg er øm over det hele, og mine fysiske kræfter er mere eller mindre væk.

Kampen

I august flytter min boligløse niece ind. Det hjælper på humøret og på overskuddet, så i september sender jeg en mail med foto til VCR, hvor jeg beder om en helhedsvurdering af min situation. Hidtil har meldingen derfra været, at den igangværende behandling er optimal.
Mailen bevirker, at de indkalder mig i slutningen af september, og jeg bliver henvist til Plastikkirurgisk afdeling til vurdering af, om såret vil gro sammen af sig selv, eller om der skal opereres. Da plastikkirurgen ser såret, siger hun: ”Det der, det får du aldrig til at gro sammen. Du skal opereres”.
Jeg skal have en svinglapoperation. Men desværre kan det først ske i slutningen af november, da jeg på en plastikkirurgisk afdeling vurderes som plejekrævende patient, som der er sat tal på, hvor mange, de skal tage af.
Inden operationen skal sædeknoglen scannes for at se, om der er gået betændelse i den. Jeg får besked på at fortælle afdelingen, når det er sket, så de kan kigge på billederne og planlægge operationen. Det gør jeg naturligvis.
Men da jeg møder op til operation den 19. november, aflyser de den i første omgang, da de netop har opdaget, at scanningen viser, at der er gået betændelse i knoglen, som skal fjernes før svinglapoperationen.
Jeg bliver så vred og ked af det, at de ender med at få fat i en ortopædkirurg, som fjerner det betændte stykke knogle før muskler og hud bliver flyttet fra låret og hen over såret. 

Heling og gode takter

Igen er jeg sengeliggende 24 timer i døgnet. De første 14 dage på Plastikkirurgisk afdeling, og da jeg langsomt må begynde at sidde på det nyopererede sår, overflyttes jeg til VCR.
Herfra udskrives jeg den 23. december med en maksimal siddetid på 1½ time, og med minimum en times aflastning imellem. Der er aftalt kontrol på Plastikkirurgisk afdeling i februar.
Jeg får også en fyreseddel fra mit arbejde på det tidspunkt, med virkning fra 1. maj. ”For en sikkerheds skyld”, som min chef siger, og han fortsætter: ”Man ved jo aldrig hvad der kan ske, men hvis du viser gode takter inden, trækker vi fyringen tilbage”.
Ved kontrollen i februar er meldingen, at huden fortsat er så tynd, at jeg skal fortsætte som hidtil frem til næste kontrol i april. Og endelig: I april får jeg lov til at sidde lidt længere end 1½ time ad gangen, men jeg skal selvfølgelig holde skarpt øje med arret.

Det lysner

Nu er der gået fire år. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at lukke en fest igen. Heller ikke på en høj StarLock-pude med et stem op i armene hvert tiende minut, eller hvis jeg hænger ind over et bord i timevis. Jeg tror heller aldrig, jeg kommer væk fra tanken om, at jeg sidder på en bombe – eller en meget skarp knogle, som blot venter på at gå igennem huden.
Og 1½ år i sengen, hvoraf et par måneder var 24 timer i døgnet, gør ikke noget godt for nogen. Afmagten og håbløsheden sætter sig.
Men jeg holder øje, jeg planlægger og jeg vælger til og fra. Mit arbejde er røget, og jeg er nu pensionist. Det kan ikke være anderledes. Men det er også en forandring, jeg skal vænne mig til. Nu er min hovedbeskæftigelse at gå på café, og så træner jeg et par gange om ugen. Ikke så ilde endda.
Måske kommer jeg til at yde noget igen, men jeg er fortsat usikker på, hvor forpligtende det må være, både i timer og psykologisk set. Det er kun en måned siden, at jeg igen lå tre uger med et lille sår- samme sted.

Faktaboks:

Gode råd:

- Hold øje med din bagdel, især hvis du skifter kørestol/pude eller har siddet på noget uvant eller ændret rutiner.  

- Aflast ved det mindste tegn på tryk

- Få hellere lavet en siddestillingsanalyse med trykmåling en gang for meget end en gang for lidt

- Konsulter Viborg og Hornbæk tidligt i forløbet - sår er lumske

- Tag selv ansvar, og stol ikke blindt på de enkelte sygehusspecialer. 

Faktaboks:

Vakuumbehandling:

Princippet for VAC-behandling er, at man pga. undertryk i en polyuretansvamp (sort svamp) eller en polyvinylalkoholsvamp (hvid svamp), som er lagt i såret - forårsager mekanisk stress i såret. Dette har positiv betydning for håndtering af væske, bakterievækst, cirkulation og sårheling. Til behandlingen anvendes en ekstern pumpe, der sikrer behandling med undertryk; Desuden en beholder til opsamling af sårsekret, en svamp som anført ovenfor til kontaktlag ind mod såret; film (drape) til at lægge hen over og rør/slange, der går fra svampen i såret til beholderen med sårsekret. Patienterne er ”bundet” til systemet.

Kilde: plastikkirurgisk afdeling Odense Universitetshospital

Faktaboks:

Svinglapoperation:

Et større, plastikkirurgisk indgreb ved et stadium 4 sår, hvor skaden går gennem huden og ned i musklen, - og eventuelt også i knoglen. Ved operationen flyttes og transplanteres muskler og hud hen over såret.