RYK!s redaktør hædret med opmuntringspris

RYKs redaktør gennem 20 år, Birgitte Bjørkman modtog den 23. maj Vanførefondens opmuntringspris.

RYK er stolt af Birgittes arbejde, som ud over at være redaktør bl.a. involverer RYKs bogudgivelser, planlægning af seminarer, forsknings- og sundhedsdage. Hun har været aktiv i RYK gennem 33 år og før hun blev redaktør, var hun en overgang formand for RYK.

I Vanførefondens pressemeddelelse beskrives RYK! som Danmarks flotteste handicapmagasin. Det er Birgittes fortjeneste, at vi har så rost et blad. Hun er garant for indhold af høj standard og kvalitet i RYK!-magasinet. For RYKs næsten 1.400 medlemmer er det et vigtigt formidlingsorgan til relevante nyheder og for nyt om foreningens arbejde.

Bestyrelsen ønsker Birgitte og RYK tillykke med den velfortjente anerkendelse.
Vanførefondens pressemeddelelse kan læses her:

MB
Formand for Vanførefonden Pia Gjellerup sammen med prismodtageren, RYK!s redaktør Birgitte Bjørkman
Birgitte Bjørkman