Rocken ruller igen

Tekst: Randi Seidelin

I sommeren 2007 slog Thomas Borghus lejr på Skanderborg

festival med udsigt til at skulle spille et job med et band på med-

arbejderscenen. Det var langtfra første gang Thomas skulle spille

på den smukke festival, og han følte sig som en fisk i vandet. Men

nogen gange tager livet en uventet drejning, når man mindst ønsker

det. Thomas kom aldrig til at spille jobbet.

Livet som musiker kørte på skinner; endda så

godt, at Thomas Borghus kunne leve af det.

Thomas er konservatorieuddannet guitarist, og

han spillede mange jobs rundt i landet, - for det

meste med forskellige bands, men også indimel-

lem solo. Thomas havde allerede optrådt, ind-

spillet og jammet sammen med mange kendte

ansigter; for eksempel Andrew Strong, Pretty

Maids, Ida Corr, Bobo Moreno, Simon Jul,

L.O.C., Jacob Haugaard og Jacob Andersen fra

”Stjerne for en aften”. RYK!s udsendte husker selv

at have haft fornøjelsen at overvære en minikon-

cert med en ung Thomas Borghus på sportspub-

ben ”Målet” i Silkeborg sidst i 90’erne. Den aften

var der mange Beatles sange på repertoiret, og

hele pubben swingede!

Punktum som guitarist

En badeulykke på Skanderborg Sø i somme-

ren 2007 blev punktummet for Thomas’ liv

som guitarist. Fra at være en glad fyr på 31, der

levede midt i sin drøm, vågnede Thomas op på

Paraplegifunktionen i Viborg med brud på femte og

sjette nakkehvirvel.

- Personalet på afdelingen blev udskiftet i én uendelig-

hed, fortæller Thomas og husker tilbage på indlæggel-

sen, som var det et ophold på en hovedbanegård.

Thomas følte, at det var ydmygende nok i sig selv at

befinde sig i patientrollen og at blive plejet i ’begge

ender’ af andre mennesker, men han kunne godt have

ønsket sig, at der ikke havde været så stor en udskift-

ning af personalet.

Internettet blev en god ventil

Der er mange måder at håndtere sit traume på. For

Thomas Borghus blev internettet en god ventil og et

godt uddannelsesredskab under hans indlæggelse.

Thomas kastede sig nemlig ud i en systematisk gen-

nemsøgning af nettet for at blive opdateret om nyt

inden for rygmarvsforskningen. Han startede med at

tage afsæt i RYKs hjemmeside, men det var ikke nok

for Thomas’ glubende appetit efter spinalnyt, så han

kastede sig over sider som ”www.apparelyzed.com” og

’’www.sci.rutgers.edu’’ eller ’’carecure”- som den også kaldes. For at være helt på den sikre side

satte han googlemaskinen til at sweepe net-

tet igennem to gange i døgnet efter søgeord

som ’spinal cord’, spinal cord research og

lignende.

Så Thomas blev velinformeret, og han

havde også stor glæde af at chatte med

andre rygmarvsskadede i verden, når han

havde nogle spørgsmål eller var ked af det.

Til stuegang var Thomas ivrig efter at

vende al sin nyerhvervede viden med

lægerne, og en dag, fortæller Thomas, så

overlægen Thomas dybt i øjnene og sagde:

”Ved De egentlig godt, hvor alvorligt De er

skadet, unge mand?”. Dén sætning glem-

mer Thomas aldrig. Han vidste udmærket,

at den var helt gal på det tidspunkt, men

lægen havde fejlfortolket smilet og den

håbefulde attitude.

- Er det ikke den smule håb, der genererer

kræfter til at stå igennem den første svære

periode efter, at der er blevet vendt op og

ned på livet?, spørger Thomas retorisk.

Thomas Borghus blev udskrevet med

diagnosen ”komplet tetraplegi” efter 10

måneder.

Welcome to ’real life’

Efter endt genoptræning flyttede Thomas

efter planen ind i familiens ombyggede hus

i Silkeborg, da moren og hendes mand var

flyttet til udlandet. Imidlertid blev lille-

broren alvorligt syg, og forældrene vendte

hurtigt tilbage til Danmark og flyttede ind

med lillebroren. For at gøre en lang historie

kort, endte huset med at være et familiekol-

lektiv med Thomas, den alvorligt syge bror

og moren med hendes mand.

- Det lå ligesom i kortene, at sådan skulle

vi blive ved med at bo - som ’one happy

family’!

Problemet var bare, at i den periode kæm-

pede Thomas en sej kamp for at finde

rundt i junglen af de følgeting, der hører

med, når man bliver rygmarvsskadet:

Inkontinens, smerter, hjælpere, medicin,

urinvejsinfektioner og frem for alt følel-

sen af at hans værdighed og selvværd var

frataget ham.

- Det er et cirkus uden lige at blive ryg-

marvsskadet, jamrer Thomas med et

selvironisk glimt i øjet.

Det eneste, han havde seriøst behov for på

det tidspunkt, var ro. Derfor måtte han se

sig om efter et nyt sted at bo.

Egen virksomhed

Thomas lægger ikke skjul på, at han langt

fra har fundet sig til rette med sig selv som

rygmarvsskadet og giver udtryk for, at han

har det svært med ”den glade handicap-

pede”, der sidder med et kunstigt smil og lader som om, at ”her går alting godt”.

- Der er stadig en pærevælling af udfordrin-

ger, fortæller Thomas.

Jeg kan mærke på ham, at det ikke er

specielt sjovt. Alligevel er det unægtelig

en positiv oplevelse at møde Thomas

Borghus. For på trods af hans udfordringer

i hverdagen, brænder der en ild i ham, der

gør, at han involverer sig intenst i det, han

interesserer sig for. Fx vidner et hurtigt blik

henover hans computerbord om, at han er

involveret i politik. Og heldigvis kan han

stadig lave musik, om end det ikke længere

er med ’spaden’ i hænderne.

- Jeg er blevet ansat som flexjobber i min

egen virksomhed, Borghus Music, hvor jeg

skriver musik og tekster, forklarer Thomas,

og fortæller videre, hvor genialt internettet

er for ham i hans nye situation. For hvis

Thomas fx skal bruge lyden af en rigtig bas,

sender han en e-mail til én af sine musiker-

venner med en demo af det, han skal bruge.

- Så er det bare at vente ved mailboksen til

der vender noget tilbage, som jeg så sætter

ind i den sang, jeg er ved at komponere.

Thomas afslører, at virksomheden endnu

ikke er nogen guldgrube, men han er opti-

mistisk og tror på fremgang hen af vejen.

- Jeg har et stort netværk. Det håber

jeg på kommer mig til gode hen af

vejen, lyder svaret, når man spørger til

fremtidsudsigterne.

Sange om at blive rygmarvsskadet

- Når jeg laver musik, benytter jeg et miks

af min stemme og min computer, og så

klimprer jeg lidt på ”kogepladen”, der ligger

på skrivebordet lige bag tastaturet.

”Kogepladen” er et percussion instrument,

der minder lidt om et lille keyboard.

- Jeg bruger det også keyboardagtigt,

selvom det er et percussion instrument.

Her kan jeg fremstille rytmer og melodier,

som jeg synger ind over, fortæller Thomas.

Jeg spørger, om der er kommet mere

’dybde’ i hans kompositioner? Thomas

svarer, at det er der måske nok, men at det

er en dyrt købt dybde.

- Faktisk har jeg skrevet tekster, før jeg

brækkede nakken, som næsten er mere

aktuelle nu! For eksempel en sang jeg skrev

om ulykkelig kærlighed og magtesløshed.

Jeg har senere skrevet et par sange, som

direkte omhandler det at blive rygmarvs-

skadet. De kommer også snart på min

hjemmeside.

Thomas har en bas og en guitar, som ligger og skaber lidt musikalsk

stemning i sofaen.

– Selvom jeg ikke længere

kan spille på dem, bliver de

tit benyttet, når mine ven-

ner kommer forbi og jammer. Hellere det

end at sælge dem og tro at ’ude af syne er lig

med ude af sind’.

- Jeg savner da rasende meget at kunne

spille på guitar, men det er nogle helt andre

hverdagsting, der står øverst på listen over,

hvad jeg gerne vil klare selv igen. Bare det at

kunne skænke mig en kop te…!

- Jeg kan heller ikke lade være med at tænke

på at jeg ikke engang vil kunne hjælpe med

at skifte en ble, hvis jeg engang får børn ...

musikken kan jeg trods alt stadig få ud gen-

nem min sang og computeren.

Thomas, der før sang af hjertens lyst til sin

usik, kan godt mærke, at der er mindre

tryk på stemmen i dag.

- Der er mindre Rod Steward, og det lyder

mere fesent, griner Thomas, der engang har

stået og sunget et fem timers job i en hed

brasiliansk club.

– I dag ville det ikke kunne lade sig gøre,

men jeg kan stadig godt lide at komme

en tur i manegen og synge. Det er hårdt

arbejde, men på en god måde, slutter

Thomas Borghus.