off road Ripchair

Den ultimative frihed

Den amerikanske Ripchair er det mest ultimative off road køretøj, der til dato er designet til kørestolsbrugere.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Den ligner et månekøretøj eller et avanceret militærkøretøj; hevet direkte ud fra et computerspil, hvor ekstreme køretøjer skærer sig gennem ildstorme, ørkenlandskaber, vildt skovkrat og sumpområder. Skulle James Bond gå hen og blive rygmarvsskadet, behøver den legendariske helt ikke at frygte for sin karriere eller gå på pension – Ripchair er hans redning!

Off road på larvefødder

Det amerikanske firma, Howe & Howe Technologies, lancerede lige før jul den nyeste model af Ripchair; et ekstremt off road køretøj på larvefødder til kørestolsbrugere. Vel nok verdens mest ultimative, robuste og powerfulde køretøj, der er bygget til off road udrustet med 30 hestekræfter, en 4-takt motor og en tophastighed på knapt 30 km/t. Og mulighederne er uendelige. Ripchair 3.0 udfordrer både sand og sne, marskland og klippegrund og med pigge kan den også køre over is. Hvad enten man skal off roade i skov eller på strand, slå store græsarealer, fiske eller skyde vildt. Den nyeste model kan desuden bruges til snerydning med en sneplov koblet på.

Design til kørestole

Modsat andre off road køretøjer som fx ATV og øvrige firhjulscrossere, giver Ripchair 3.0 mulighed for at benytte køretøjet i egen kørestol. Designet til anvendelse med både manuel og el-stol. Et smart rampedesign gør det nemt at bakke ind og låse stolen fast, klar til off road. For gående – og for dem, der klarer en forflytning, er der mulighed for at benytte Ripchair med et indbygget sæde, der kan køres ud og sænkes ned for at lette indstigning.
Med den gennemtænkte teknologi og design er Ripchair nem at kontrollere og anvende med greb eller joystick til håndbetjening og fås til både højre og venstrehåndet elektronisk styring.
Man kan tilmed få tilpasset køretøjet helt specifikt til den enkelte brugers funktionsmuligheder.

Danske regler

Ripchair er benzindrevet, men firmaet oplyser til RYK!, at Ripchair også kan tilbydes med elmotor. Dog vil den ikke være lige så kraftfuld og dermed brugbar som en benzindreven.
– Hvis den med el er tilstrækkelig i forhold til behovet, så er den bedst til de danske regler, fortæller kørelærer Thomas Gertz, som RYK! har spurgt, hvorvidt Ripchair kan anvendes i Danmark.
- Så vidt jeg ved, så må den køre overalt, hvis den kører på el. Kører den på brændstof, så får vi problemer med at få lov at køre i skov og på strand, fortæller Thomas og tilføjer:
– Medmindre vi selv ejer eller kender én, der ejer et stykke skov, en grusgrav eller en strand. Og det er er jo ikke så mange af os, der gør.
Thomas er selv bidt af fart og action og har prøvet at køre off road med en ATV i en grusgrav.
– Det fede er, at et sådan køretøj åbner nogle muligheder. Og Ripchair er genial, fordi man kan betjene den fra sin kørestol.

Ripchair bliver dog for Thomas som for de fleste andre en drengedrøm, da prisen afholder en fra egen investering. Den koster fra 27.000 dollars og omregnet bliver det til små 150.000 i danske kroner plus moms og told. Men drømme kan man altid! Og drømme gør Thomas, da han foreslår at ombygge en zero-turn græsslåmaskine med hydrostat-drive.
– Så må det bare være at fjerne kniven og sætte bælter på!

Læs mere om Ripchair 3.0 på trackchairextreme.com