Richard III - en forestilling på Kronborg Slot

Opsætningen af Richard III på Kronborg slot er ikke bare en professionel og gribende shakespeareforestilling, men i år også en fascinerende inklusion af skuespillere med handicap – alt sammen skabt på en måde, så man slet ikke bemærker det og man bekræftes i, at mennesker med handicap kan aktualisere vores mission om et liv med lige muligheder. 

22. aug. 2019

Hvor er det dog befriende når instruktører tør… Richard III sat op af HamletScenen som en International egenproduktion, var et naturligt valg af forestilling for os, når man kender til Richard III, som havde et handicap.

Samtidig havde HamletScenens direktør, Lars Roman Engel, og hans folk valgt at konsultere Dansk Handicap Forbund i mangfoldighedsideologiens navn, allerede i manuskriptfasen og forud for casting af skuespillere, etc. Vi har derfor fulgt processen tæt og har bidraget med viden om livet med et handicap.

Og vi skal love for at mangfoldigheden, professionalismen og det internationale kom til sin ret i denne opsætning af Richard III. Vi var med på præmieredagen og sikken en oplevelse. Fortolkningen af Shakespeares drama var både humoristisk, uden at miste sin alvor, samt dramatisk uden at være overdrevent uhyggeligt. I sandhed en meget loyal fremstilling af en kompliceret og intrigefyldt fortælling.

Både før og under forestillingen kunne vi i den grad mærke entusiasmen og i særlig grad kærligheden til Shakespeare. De castede skuespillerne var fantastiske og det er vel et eller andet sted fair, at de fleste var fra Shakespeares eget land England. Traditionerne i England omkring netop opførelsen Shakespeares dramaer er jo enestående. At en enkelt af skuespillerne var døv kom til udtryk gennem tegnsprog og en skærm med taletekst til publikum. Et virkemiddel, der i teatersammenhængen herhjemme var anderledes, men som relativt hurtigt kom til at virke som et naturligt element i forestillingen. At der ligeledes var en blind person med i forestillingen, opdagede vi slet ikke. Begge ses som naturligt i sammenhængen ”et liv med lige muligheder” og her mødte vi skuespillerne med respekt for deres faglige kunnen. Richard III var måske et naturligt sted at afprøve mangfoldighedsideologien, men lad os håbe, at dette blot var en start på en tid, hvor kulturen går forrest i at favne ”alle”.

Susanne Olsen, Landsformand, & Jens Bouet, direktør, Dansk Handicap Forbund

LÆS OGSÅ: 
Pressemeddelelse: Stort internationalt handlingsmøde vil nytænke handicap

Attachments: