Retten til frit valg Servicelovens § 112

Tekst: Anita Klindt

Den 1. oktober 2010 blev Serviceloven ændret. Der blev indført en generel ret for borgeren til at vælge leverandør af det hjælpemiddel, der er bevilget. Cand.jur. Anita Klindt beskriver i denne artikel indholdet og mulighederne i retten til frit at vælge leverandør af et bevilget hjælpemiddel.

Før den 1. oktober 2010 var hoved­reglen, at et hjælpemiddel blev udlånt til borgeren af kommunen. Borgeren havde ikke indflydelse på, hvilket hjælpemiddel pågældende fik mulighed for at låne, og kunne ikke vælge at låne hjælpemidlet et andet sted fra. Den eneste undtagelse var hjælpemidler, der i loven blev defineret som ”særligt personlige hjælpemidler”, f.eks. stomiprodukter, hvor man havde ret til at benytte anden leverandør end den, kommunen havde indkøbsaftale med mod selv at betale en eventuel prisdifference.

Hvornår har man ret?

Efter den 1. oktober 2010 er der indført en generel ret til at vælge leverandør. Det betyder i praksis, at uanset hvilket hjælpemiddel, der bevilges, så har man ret til at vælge at få hjælpemidlet leve­ret fra en anden leverandør end den, kommunen ville benytte. Retten bortfalder imidlertid, hvis man ønsker at benytte sig af en anden leve­randør til at anskaffe et hjælpemiddel, der er identisk med dét, kommunen kan stille til rådighed via den kommunale leverandør. Det gælder dog ikke produkter, der før1. oktober 2010 var ”særligt personlige hjælpemidler”. Retten til frit at vælge leverandør bort­falder også, hvis hjælpemidlet betragtes som basisinventar eller når hjælpemid­let bevilges som indretning af arbejds­plads (APV­ hjælpemiddel). Alle inkontinensprodukter er ­som hovedregel ­ nu omfattet af retten til at vælge leverandør. Det gælder også ide situationer, hvor der bevilges bleer(medmindre borgeren bor i botilbud, hvor bleer betragtes som basisinventar).

Præcisering fra Socialministeriet

I en skrivelse fra Departementet (Socialministeriet) dateret 27. januar2011 præciseres, at det med de nye regler ikke har været intentionen at indsnævre retten til frit leverandørvalg i forhold til den kategori af produkter, der omtales ”særlige personlige hjæl­pemidler” (særskilt beskrevet i dagæl­dende bekendtgørelse). Det betyder i praksis, at produkter, der tidligere var omfattet af retten til frit valg, også med de nugældende regler er omfattet af retten, uanset om kom­munen kan stille et identisk produkt til rådighed. I praksis kræver det, at såvel kommu­ner som borgere er opmærksomme på den sondring af hjælpemidler, der før1. oktober 2010 var gældende, således at hvis man får bevilget et produkt, der tidligere var et ”særligt personligt hjæl­pemiddel”, har man ret til at benytte frit leverandørvalg, selvom produktet, man ønsker leveret fra en anden end kom­munens leverandør, er identisk med det produkt, som kommunen kan levere.

Frit leverandørvalg i praksis

Retten til at vælge leverandør opstår ifølge loven på bevillingstidspunktet og gælder for alle produkter, der bevilges som hjælpemiddel. Hvis man vælger at benytte det produkt, som kommunen kan levere, er der således ikke efter­følgende ret til frit at vælge en anden leverandør. I forhold til inkontinensprodukter er det vigtigt, at borgeren direkte bliver oplyst om, hvor lang en periode bevillingen dækker over, så man også ved, hvornår der evt. kan skiftes leverandør. Når man har fået en bevilling på et hjælpemiddel, har man ret til at vælge at få hjælpemidlet leveret fra en anden leverandør. Dette betyder i praksis, at man også har ret til at vælge et dyrere produkt end det, der er blevet bevilget.

Aldrig ejerskab

Borgeren får, uanset hvor mange penge der betales for hjælpemidlet, aldrig ejerskab over produktet. (Naturligvis undtagen i forhold til engangsproduk­ter!) Ved brug af frit leverandørvalgopnås alene retten til at betale for at benytte et andet/dyrere produkt, ind­købt hos en leverandør, borgeren selv har valg. Produktet er således fortsat et udlåns­hjælpemiddel. Hvis produktet skalleveres tilbage inden der er gået fire år, skal kommunen tage stilling til, omproduktet er ”generelt forøget anven­deligt for andre”. Hvis det vurderes, at produktet med de evt. ekstra funktionerer et produkt, der i sin helhed vil blive bevilget til en anden borger, skal der laves en beregning af, om man kan få en del af det beløb tilbage, som man oprindeligt har betalt for produktet. De første 2.500 kr. vil aldrig blive tilbagebe­talt. Beløb, der ligger udover kr. 2.500,nedskrives med 1/48 hver måned frakøbstidspunktet og frem til tidspunktet, hvor hjælpemidlet skal afleveres. Fire år efter produktet er erhvervet, er produk­tet nedskrevet til en værdi på 0 kr.

Med lovændringen i Serviceloven i oktober sidste år blev der også åbnet for retten til frit at vælgehåndværker og materialer ved boligindretning. Cand. jur. AnitaKlindt beskriver her indhold og muligheder i loven, hvis man vælger at benytte sig af det frie valg.

Før 1. oktober 2010 var en bevil­ling til støtte til boligindretningen ”pakkeløsning”. Indholdet i bevillingen var fastlagt, og der var ikke hjemmel til indflydelse på valg af hånd­værker eller materialer. Håndværkeren blev valgt på baggrund af en licitation eller på baggrund af et indhentet tilbud hos en konkret håndværker, og materia­lerne var valgt med afsæt i den billigste pris eller hvad det konkret skulle tåle af brug. I praksis har mange kommuner dog inddraget borgerens ønske til f.eks. valg af håndværker og har også i vid udstræk­ning lavet aftaler med borgeren ommaterialevalg, hvor borgeren selv har dækket medudgiften.

Hvad indebærer det frie valg?

Der er med lovændringen pr. 1. oktober2010 indført en generel ret for borgeren til frit at vælge håndværker og materia­ler. Der er ingen ”bagatelgrænse”, hvil­ket betyder, at opsætning af et enkeltgreb eller fjernelse af et dørtrin også er omfattet af reglerne. Det frie valg omfatter ikke ”løsningen”. Den bevilgede støtte jvf. Servicelovens§ 116, stk. 1 tager afsæt i en aktivitets­analyse i borgerens bolig. De bevilgede ændringer har til hensigt at sikre, at de nødvendige aktiviteter kan udføres, så boligen samlet set bliver bedre egnet. De bevilgede løsninger kan alene ændres, hvis borgeren benytter sig af muligheden for at klage over den valgte løsning, og kommunen i revurderingen ændrer den oprindelige løsning – eller borgeren får medhold i sin klage i Det sociale Nævn. (Ankestyrelsens praksis har åbnet for en alternativ løsning – se længere nede i artiklen).

Særligt for lejeboliger

Inden en yderligere gennemgang af disse bestemmelser, er det vigtigt at være opmærksom på, at retten til boligindretning, der skal udføres i en lejebolig, alene omhandler retten til at få udført den ændring, der er bevilget, jf. Servicelovens § 116, stk. 1. Såfremt der skal anvendes andre mate­rialer end de, der fremgår af bevil­lingen, skal lejer og udlejer indgå en særskilt aftale om dette – og udlejer vil ikke være garanteret ret til yderligere retablering, såfremt materialevalget i praksis øger behovet for retablering når lejer fraflytter lejemålet. Der skal derfor laves en aftale mellem lejer og udlejer om retableringen i forhold til de frit valgte materialer. Udlejer er beret­tiget til at afslå lejers ønsker om særlige materialer. Lejer skal ligeledes afklare med udlejer, hvorledes retten til frit at vælge håndværker kan administreres i praksis.

Frit leverandørvalg i praksis

Når der er indhentet tilbud på den bevilgede boligindretning, har man ret til at vælge en anden håndværker end den, der har afgivet tilbud. Vælger man dette, skal man sikre, at den valgte håndværker er faglært og momsregi­streret. Disse to krav skal være opfyldt, for at man kan få udbetalt støtte til betaling af håndværkeren. Hvis håndværkeren skal have et større beløb for at udføre boligindretningen end den håndværker, der har afgivet til­bud til kommunen, skal man selv betaleprisforskellen. Man er selv ansvarlig for at lave aftale med den valgte håndvær­ker, herunder sikre at denne indgår i et evt. samspil med andre håndværkere, der skal inddrages i boligindretningen. Håndværkeren skal sende en regning til kommunen på et beløb, der maksimalt svarer til prisen i det tilbud, kommunen har indhentet for tilsvarende arbejde. Den samlede pris skal fremgå af reg­ningen, der fremsendes til kommunen, således at det er tydeligt, hvad kommu­nen betaler og hvad borgeren betaler. Håndværkeren sender en regning på evt. restbeløb til borgeren.

Difference mellem bevilling og køb

Når en bevilling foreligger, og der er ind­hentet tilbud på udførelse af arbejde, har man ret til at vælge andre materia­ler end de, der er bevilget. Man betaler selv differencen mellem det bevilgede og de valgte materialer, og der skal laves en aftale med leverandøren om, at regningen for materialet deles i to. Regningen til kommunen skal svare til prisen på de bevilgede materialer (jvf. bevilling). Regningen til borgeren er differencen mellem prisen på det bevil­gede og det købte. Hvis de materialer, borgeren vælger, er billigere end det, der er bevilget, betaler kommunen maksimalt den reelle pris. Prisen på de materialer, der indgår i den kommunale løsning, fremkommer på baggrund af et indhentet tilbud, og prisen skal oplysestil borgeren. Det skal fremgå af regnin­gen til kommunen, hvad den samlede pris for materialerne er og hvad borgerens egenbetaling er. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en ændring af materialevalget også kan betyde, at man skal betale for flere arbejdstimer end de, der fremgår af bevillingen, idet det valgte materiale kan være mere tidskrævende at arbejde med. Såfremt de bevilgede materialer er valgt med henblik på at opfylde krav i forhold til f.eks. indretning af en arbejdsplads, så skal de valgte materialer som minimumopfylde samme krav

Eksempel 1

Der vil være ret til frit at vælge leve­randør af stomiprodukter, selvom produktet, som den anden leverandør kan levere, er identisk med det pro­dukt, kommunen kan levere. Ifølge loven vil der derimod ikke være ret til frit leverandørvalg i en situation, hvor der er bevilget kateter, og de katetre, som den anden leverandør kan levere, er identiske med de katetre, som kom­munen kan levere. Et kateter er ikke omfattet af den gruppe produkter, der tidligere blev kaldt ”særligt personlige hjælpemidler. Dette gælder eksempel­vis også for bleer

Eksempel 2

En borger vælger at benytte sig af ret­ten til frit leverandørvalg og køber et andet produkt end det, der er bevil­get. Regningen, der sendes til borge­ren, lyder på kr. 4.900. Efter to år skalproduktet leveres tilbage. Kommunen vurderer, at produktet har ”en generelt forøget anvendelighed for andre”, og der skal laves en bereg­ning på, hvor stort et beløb, der kan tilbagebetales til borgeren. De første kr. 2.500 udgår af beregningen, jf. indholdet i loven, hvorefter der er et restbeløb på kr. 2.400. Da der er gået24 måneder siden borgeren købte produktet, er værdien nedskrevet med 24/48 = halvdelen. Beløbet, der kan tilbagebetales til borgeren, er kr.1.200.

Eksempel 3

Gulvbelægning på et badeværelse skalvære skridsikkert og skal f.eks. kunne tåle en belastning i form af den samlede vægt af borger + el­kørestol, uden at gulvbelægningen ”bølger”. Hvis man ønsker at benytte retten til frit at vælge, hvilken gulvbelægning, der skal være i badeværelset, så skal den belægning, man vælger, som mini­mum opfylde samme krav som det bevilgede materiale. Hvis man vælgermateriale, der ikke opfylder dette krav, udbetales der ikke tilskud til indkøb af materialet. (Afledt kan det også betyde, at borgeren ikke kan modtagehjælp til personlig pleje på badevæ­relset, idet personale ikke kan udføreplejeopgaven på sikker vis).