Rejser: Seoul som rejsemål

I forbindelse med en konference i Seoul fik Stig Langvad mulighed for at kigge lidt på den sydkoreanske hovedstad fra kørestolshøjde.

Tekst: Stig Langvad

Jeg har for nylig været på besøg i Sydkorea. Nærmere bestemt i hovedstaden Seoul. Det er ikke hver dag, at man kommer forbi den by, men den er bestemt et besøg værd.

Et gæstfrit folk

Seoul giver et spændende indtryk af et land, der kun kan nås via færge eller fly, og som fortsat er i ”krig” med Nordkorea. Der bor 11 millioner mennesker i Seoul, og man kan få en fornemmelse af, at man møder alle sammen på samme tid samme sted. Sydkoreanerne er for manges vedkommende meget ”amerikaniserede”, mens den øvrige del af befolkningen er mere ”traditionelle" asiater. De er alle sammen yderst venlige over for turister. Mange taler engelsk og er glade for de turister, der kan sige nogle ord på koreansk.

Gode muligheder for turisme

Selvom jeg kun opholdt mig i Seoul i 6 dage og deltog i en konference det meste af tiden i forbindelse med mit medlemskab af FN’s Handicapkomité, så nåede jeg at fornemme muligheden for turisme fra en kørestol. Jeg vil dog anbefale, at man planlægger sin tur nøje hjemmefra.
I de nyere dele af byen er tilgængeligheden rimelig god, selvom antallet af tilgængelige toiletter er yderst begrænset. I de ældre dele af byen er der, som i alle andre byer, visse udfordringer, når det gælder tilgængeligheden. Der er adgang til flere gode museer, bl.a. byens krigsmuseum, War Memorial of Korea, den fantastiske udsigt fra byens radiotårn, det gamle kejserpalads, National Palace Museum of Korea samt mange dyre indkøbscentre. Man kan også tage ud til den demilitariserede zone, hvor man kan se de nordkoreanske soldater, selvom man ikke må kigge dem ind i øjnene. Det er dog ikke en tur, der er særlig tilgængelig, men har man gangfunktion, er det bestemt et must.

Tilgængelig metro og taxier

Det er en by med verdens længste metrosystem, der er tilgængelig på de baner, som jeg prøvede. Det er dog nødvendigt at bruge taxi engang imellem, da det ikke er alle steder, man kan nå frem til via metroen. Byen byder på et rimeligt antal tilgængelige taxier, som er ekstremt billige for personer med handicap. Man skal dog være forberedt på en relativt lang ventetid på visse tider af dagen og et totalt trafikhelvede, der udfordrer tålmodigheden. Desuden er mange af byens busser udstyret med rampe.

Restauranter i kælder eller på 1. sal.

Når man leder efter en restaurant, så skal man være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er dem i gadeplan, der er de bedste. Mange gange skal man på 1. eller 2. sal – eller måske en eller to etager ned i kælderen – for at finde de gode restauranter. Når man finder frem til en restaurant, er mad og drikkevarer bestemt inden for rammerne af indkomsten for rygmarvsskadede fra det kolde nord. Det skal dog tilføjes, at maden kan være forrygende eller forfærdelig.

Hotel og fly

Jeg boede på GLAD Hotel Yeouido, der ligger i Yeouido-distriktet i hjertet af Seoul. Hotellet har flere fine værelser til gæster i kørestol. Der er dog ikke badestol på badeværelset, men hotellet ligger lige ved siden af den sydkoreanske organisation for rygmarvsskadede (KSIA), som hjalp hotellet med de nødvendige hjælpemidler til mit ophold. Hotellet ligger blot 25 meter fra metroen, der har adgang via elevator.
Jeg rejste med Turkish Airlines, der er et glimrende flyselskab med gode og moderne fly med en god betjening. Man skal dog være forberedt på en håndtering i Istanbul, der ikke lever op til nutidens krav om respekt for befolkningens mangfoldighed. Kørestolsbrugere håndteres en gang imellem som en sæk kartofler.
Og skulle du vælge at rejse med Turkish Airlines og skifte i Istanbul, så skal du være opmærksom på, at de ikke efterlader kørestolen, når flyet letter mod København – det glemte jeg!

Med god adgang til metro, busser og taxier og generelt gode adgangsforhold er Seoul bestemt et besøg værd, næste gang der skal planlægges rejse.

Du kan finde info om tilgængelighed på wheelchairtravel.org/seoul-south-korea