Rejser: På håndcykel til Nordkap

4600 km med håndpedalkraft i regn, slud, kulde og sol fra København til Nordkap og tilbage

igen i løbet af 90 dage; dette rendyrkede he-man

projekt må være at presse sine fysiske og mentale ydeevner til det alleryderste rev; til legemets

og psykens metaforiske Nordkap. RYK! har

fulgt Yves Néron-Banchels projekt HandikappNord og lader her Yves fortælle sin historie

med udpluk fra hans net-dagbog.

 

 

”To overcome one's handicap by challenging one's mobility”. Sætningen er

rammende for den bedrift, 27-årige

Yves Néron-Bancel har fuldført denne

sommer: A paraplegic beyond the

Arctic Circle.

Yves Néron-Bancel, der er halvt fransk

og halvt hollandsk, blev rygmarvsskadet

efter en skiulykke for 10 år siden. I

2007 dimitterede han fra Handelshøjskolen i København med en mastergrad

på den fælles, europæiske masteruddannelse, CEMS.

Det var dog ikke den erhvervsmæssige

karriere, Yves først ville udfordre, men

en helt anden af slagsen: HandikappNord Projekt. En sportspræstation, der

ved pengeindsamling skal donere midler

til forskning i rygmarvsskader. Præstationen er også Yves eget, personlige

eksperiment, der skal presse ham både

mentalt og fysisk til det yderste.

Fysisk og følelsesmæssig udfordring

På handikapp-nord.org har man kunnet

følge Yves Néron-Bancels 4600 kilometer på håndcykel fra København til

Nordkap og tilbage igen i løbet af 90

dage. På hans net-dagbog beskriver

han turens fysiske og følelsesmæssige

udfordringer.

“Min værste fjende er ikke bjergene

eller de stejle bakker; det er vejret. På

et tidspunkt regnede det stort set hver

dag, og det kom bag på mig, hvor

meget det egentlig gik mig på nerverne. Der er ikke noget værre end at

være fuldstændig gennemblødt, så man

ryster af kulde og ikke aner, hvor man

skal tilbringe natten. Hvor skal jeg slå

teltet op? Er der et hotel i nærheden?

Følelsen af at være på kanten af et nervøst sammenbrud var overvældende

ved den vedvarende regn ... og så gør

solen underværker, når den endelig

skinner ... pludselig føler man sig i topform og noget så klar til at fortsætte”.

Parat til at opgive alt

Den 1. juni tog Yves Néron-Bancel bilen

fra Paris til København og derefter

båden til Oslo. De første mange kilometer gennem Oslo var slidsomme, skriver

Yves i sin net-dagbog:

“At komme ud af Oslo var ikke sjovt;

bakkerne var meget stejle”.

En veninde fulgte med Yves de første

par dage, og efter 40 km, da de endelig havde lagt Oslo bag sig, gjorde de

holdt for natten under et træ.

“Det viste sig, at vi var havnet i et veritabelt myggebo. Den nat var jeg parat

til at opgive hele projektet! Men dagen

efter var vejret helt vidunderligt, solen

bagte os i nakken, og så gjaldt det bare om at finde rytmen, for udenfor Oslo er

naturen simpelthen så overvældende

smuk”.

Det var dog ikke kun primitive overnatninger. I en anhænger havde Yves sin

kørestol og nødvendigt udstyr til turen.

Undervejs fik han bragt sendinger med

bl.a. mad og medicin til udvalgte hoteller og campingpladser, hvor han overnattede og klarede bad og toilette.

Mødet med andre mennesker

Yves beskriver også værdien af mødet

med andre mennesker under den lange

rejse mod nord:

“Efter min veninde var taget hjem, måtte jeg gennem dagene alene. Regnen

begyndte at sile ned og terrænet var

stejlt stigende, hvor jeg skulle krydse

grænsen ind til Sverige. Da var der

bjerge med sne, og på et tidspunkt regnede det faktisk is. Moralen var svær

at holde oppe. Jeg mødte heldigvis

nogle andre udlændinge på hotellet, jeg

kunne dele mine oplevelser med. Så-

danne tilfældige møder er altid opløftende. Det mentale overskud vokser sig

altid ubemærket større, og de mål, jeg

i udgangspunktet havde sat mig, var jeg

herefter i stand til at udvide. Mine daglige stræk blev længere, så jeg kom på

forkant med den oprindelige plan, hvilket gjorde, at der blev tid til sociale fridage, hvor jeg eksempelvis var på fisketur med nogle finske venner”.

Ubeskriveligt landskab

Fra Sverige cyklede Yves et kort stykke

gennem Finland for igen at være tilbage

i Norge, og fra bjergene gik det nedad

mod Alta i det mest betagende landskab, skriver han på sin net-dagbog:

“Jeg måtte simpelthen stoppe op hvert

femte minut for at tage et billede, og

for første gang siden jeg forlod Oslo,

kunne jeg se havet. Jeg var ved at miste vejret over det ubeskriveligt smukke

landskab”.

En legende

I Alta mødte Yves belgiske José, der

også var på cykel, og de aftalte at følges ad de sidste 100 km til Nordkap

for at dele oplevelsen. Nordkap er Europas nordligste punkt - egentlig en ø forbundet til fastlandet med fire tunneler

fra 400 meter til syv kilometers længde.

“Den lange tunnel var for længst blevet

en legende i mit hoved efter alle de

historier, jeg har hørt om den. Og det

levede den også op til. Første halvdel af

tunnelen var en 10 % 's nedadgående

hældning, og den anden halvdel en tilsvarende10 % 's stigning. Dette er for

selv en trænet cyklist en stejlhed, der

som oftest vil tvinge cyklisten til at stige

af sadlen og trække cyklen. For mig var

denne mulighed udelukket”.

Lungerne skreg på frisk luft

Yves og José mødte tre andre cyklister

ved tunnelens begyndelse. De klædte sig alle i varmt tøj og tændte lygterne -

parate til at lade sig opsluge af bjerget.

“Nedturen gik forrygende; jeg opnåede

en fart af 50 km/t, og når det gik så

utrolig hurtigt, så varede det jo ikke

længe, før stigningen begyndte. I løbet

af kort tid begyndte det at brænde og

syre til i musklerne, og mine underarme begyndte at få små elektriske stød,

hver gang jeg pressede dem mere end

de kunne yde. Lungerne skreg på frisk

luft. José blev hos mig; de andre var

langt foran, og jeg havde ikke en chance for at følge trop. Endelig kunne dagslyset anes for enden af tunnelen, og det

var som om jeg lige præcis havde nok

kræfter til at nå ud af den. Tilbage var

lige de sidste 20 km, der skulle forceres. Denne sidste strækning var ved at

få mig til at besvime - jeg var gået sukkerkold!”

Følelse af sejr

Fra Honningsvåg, som var sidste overnatningsstation inden det endelige mål,

Nordkap er der blot 30 km, men det

var ingen nem vej for Yves.

“Der var stor stigning i terrænet; det

regnede lidt og tågen hang tyk. Og rent

mentalt var vejen meget udfordrende,

idet vi - pga. det kuperede terræn - hele

tiden troede, at nu var vi der, men så

var der lige endnu en bakketop, der

skulle forceres, og endnu én. Endelig

var vi der!” Yves havde nået Europas

nordligste punkt.

“Jeg fik en stærk følelse af et tryk, der

lettede. Efter 2.200 km i løbet af 40

dage havde jeg nået det mål, jeg havde

sat mig for, og det føltes både ubeskriveligt og ubetaleligt. De følelser, der pulserede i mig var voldsomme, og de

mest mærkbare var følelsen af kolossal

lettelse og total udmattelse. Og så selvfølgelig en følelse af sejr.”

Turen hjem

Jeg har spurgt Yves, om det ikke er en

hel anderledes tur tilbage efter han har

vendt cyklen?

“Jeg kan fortælle så meget, at min motivation har ændret sig. Da jeg cyklede

nordpå, var jeg optaget af at nå Nordkap, og selvom følelserne var store, da

jeg nåede målet, så vidste jeg, at jeg

skulle cykle hele den lange vej tilbage.

Og nu, hvor jeg kører sydpå, har jeg en

stærk følelse af at ville hjem, og jeg

glæder mig meget til at ankomme.

Flytte på grænsepælene

Yves har haft masser af tid til at reflektere over sit formål med turen.

- Jeg begynder nu at få et klart billede

af grunden til min tur. Jeg søgte fysisk

og mental frihed. Fysisk i den forstand

at jeg kunne tilbagelægge strækninger,

der var langt større end dem, jeg kunne tilbagelægge i min kørestol; med

andre ord flytte på grænsepælene. Og

mentalt har jeg sat mig selv i en situation, hvor tankerne får rigelig tid til at

vokse. Begge dele har været og er

spændende udfordringer at konfrontere

mig selv med, og tingene har langt fra

bundfældet sig, men en ting er vist, jeg

er ikke færdig med at udforske og udfordre mine grænser. Næste tur bliver

nok med andet udstyr end cyklen