Rejseliv: Moskva

Utilgængelighed i Moskva giver nye oplevelser

En tur til Moskva blev en oplevelse – dog en anden end vi havde regnet med, da min kæreste og jeg udforskede Ruslands hovedstad både til bens og på hjul.

Tekst: Solveig Kolstad

Hvorfor tager man til et land, hvor dét man ved, inden flyet letter, er, at folk ser sure ud og at priserne er høje? Fordi Rusland fylder i medierne, på landkortet og i historiebøgerne. Vi tog til Moskva for at blive bare en lille smule klogere på Ruslands hovedstad og dem, der bor der.

Præsidentens by

Moskva er en bombastisk by, hvor store Rolls Royces kører rundt mellem søjler fra sovjettiden, marmor og guldkupler. Man får indtryk af, at Moskva er byen for de rige, smukke og stærke, når de langbenede kvinder i storblomstrede kjoler, stiletter og diamanter bliver samlet op af mænd, der til forveksling ligner Putin. Moskva er præsidentens by. Her er ikke tænkt meget på de mindre bemidlede og i særdeleshed ikke folk med handicap. Det opdager man allerede i metroen. Der er store malerier og mosaik under guldkuplerne, men her er tilsyneladende ingen elevatorer. Vi kan i hvert fald ikke finde nogle.

Trapper, trapper, trapper

Moskvas definition af tilgængelighed er en hel anden, end vi kender fra Danmark. Ramper, der er så stejle, at det kræver to fuldvoksne, bredskuldrede russere til at skubbe bag på kørestolen, er mere reglen end undtagelsen, når vi bevæger os op og ned af byens trapper. Imens lægger Torben armene over kors med et skævt smil og lader sig transportere.
Da vi en dag i metroen ser en mand på et ben hoppe op af trapperne med sin kørestol i armene, er vi overbeviste om, at det ikke bare er os, der ikke kan finde rundt og forgæves lede efter elevatorer. Nuvel. Torben har godt nok to ben, men han kan ikke hoppe på nogle af dem.
I vores forsøg med metroen lærer Torben at køre ned af trapper. Et fast tag i gelænderet og så baglæns ned et trin ad gangen. Moskva lærer lam mand at gå, eller hvordan er det nu, det gamle ordspil lyder.

Bagsidens skatte

Frem for at lade trapperne begrænse Torben og mig til stueetagen, kaster Torben sig ud i sin nye færdighed, når vi skal ned af trapper. Og når det går opad, får vi hjælp af folk. En kørestol er en ice-breaker, især når moskovitterne generelt taler dårligt engelsk. En konkret anledning til en hjælpende hånd og den form for mumlen og håndfagter, der følger med, er trods alt en form for socialisering. Og vores indtryk er, at russerne var svære at komme i snak med, men blindgyder gemmer som regel altid på en særlig oplevelse.
Da vi ankommer til Bolshoi Teatret for at se ballet, bliver vi ført bag scenen ind til en skjult elevator, der kan føre os op til vores pladser. Vi kommer gennem korridorer med strutskørter og opvarmende balletpiger og videre ind bag et tungt, grønt velourforhæng – tilbage til den facade, som de øvrige gæster får at se. I en sådan situation føler jeg mig privilegeret – og det, der ellers kan virke besværligt, bliver en del, jeg ikke vil undvære.

Hjulenes park

Men ikke hele byen er utilgængelig. Især i den store Gorky Park er det hjulene, der styrer dagen. Rulleskøjter, cykler og skateboards transporterer de hippe, mødrene og kæresteparrene rundt i den 16 km lange park. Den gemmer både på utallige statuer fra det gamle Sovjet blandet med nye og ældre figurer. Her spiser man russiske hotdogs og spadserer langs floden, hvor man også kan tage sig en kanalrundfart. Der var hverken trapper, store Lamborghinier eller sure russere. Her var dansende, kyssende, legende russere med løbehjul, isvafler og picnickurve.

Og der er masser af eksempler på fine steder at se, hvor tilgængeligheden er god. Den Røde Plads, Cathedral of Christ the Saviour, Bolshoi Teatret, Izmailovsky Market og Alexander Garden er bare nogle af de steder, der gør stort indtryk på os – og ikke på grund af stedernes trapper.

Hjemme igen i København, når elevatoren i vores egen opgang er i stykker, tager Torben trapperne ned. Tænk, at man skal rejse helt til Rusland for at tage mod til at forcere trapper med sig hjem sammen med de indkøbte babushkadukker og køkkenmagneter. Det giver en ny frihed.

FAKTA om tilgængelighed

Den røde plads

Det er en storslået oplevelse at være på den Røde Plads. Herfra kan man se Vasilij kirkens eventyrlige snoede kupler i fine pasteller, Kremls røde mur, Lenins Mausoleum og det berømte indkøbscenter GUM. Bygningerne er ikke tilgængelige i kørestol. Kun GUMs stueetage, der bestemt er et visit værd.

Cathedral of Christ the Saviour

Den store katedral er nybygget og en kopi af den originale kirke, der blev revet ned under Lenin. Gæster i kørestol er meget velkomne i nederste etage, hvor man kan se de mange helgenbilleder under kuplerne. Kirken er ikke overrendt af turister. Man kan også nyde byggeriets storhed fra pladsen rundt om, der ligger lige ud til floden.

Izmailovsky Market

Det berømte marked er for dem, der elsker nips og souvenirs. Var det noget med en kaffekop med Putin på, der kæmper med en bjørn? En stor pelshat eller medaljer fra sovjettiden? Lørdag er den bedste dag at besøge markedet, og man skal være forberedt på trængsel. På en hverdag er der god plads, men langt færre boder åbne. Markedet ligger et stykke fra Den Røde Plads og kan nås med taxi. Det ligner lidt en forladt forlystelsespark inspireret af Kremls byggerier.

Hotel

Bagration Hotel er et ganske udmærket hotel med stort værelse og badeværelse til 400 kr. pr nat og et par kilometer fra den røde plads. Hotellets eneste ulempe er en lille rampe op til receptionen, der er stejl, at gæster i kørestol vil have brug for et skub. Det er muligt at finde andre hoteller, der er mindst lige så egnede. På hotels.com står der under hvert enkelt hotel, om der er elevator, og man har mulighed for at skrive en personlig besked til hotellet.

Transport

Der er masse busser og sporvogne i Moskva, men det er lidt svært at gennemskue, hvor de kører hen. Taxa er det nemmeste og dyreste alternativ til offentligt transport. Få en pris på forhånd, da taxameter ikke er udbredt. Taxa er billigere end i Danmark, men væsentlig dyrere end metro. Det er en god idé at medbringe et bykort, så man uden ord kan kommunikere destinationen til chaufføren.
Togtransporten til lufthavnen er upåklagelig. Personalet på Aeroe-express henviser til en særlig kørestolsplads. Toget går hver halve time og stopper tæt på centrum, men ikke helt centralt.