Rejseberetning: How`s your life?

Tekst: Peter Marx

I februar tog Peter Marx til Uganda for at besøge Dansk Handicap Forbunds søsterorganisation og samarbejdsparter. Peter fortæller her om sine oplevelser i et land, hvor mennesker med handicap bliver gemt væk og aldrig får mulighed for at få en uddannelse eller arbejde. Den gode historie er, at der sker fremskridt.

Min kørestol er dækket

af støv. Støv fra Afrikas røde jord, som er en fantastisk kontrast til den blå himmel og det frodige Uganda, og det får mig til at tænke på mineraler og på, hvordan Afrika kunne være, hvis dets rigdomme blev udnyt- tet og fordelt bedre. Jeg sidder

foran den bevogtede jernport til vores hotel, på en jordvej der er så hullet, at jeg ikke ville have en afrikanermands chance for at køre ned ad den. Som sædvanligt ventende på vores chauffør. Biler kører forsigtigt fra og til hotellet. Her er så forbandet varmt, at jeg må

gispe efter vejret. Over mig, på den ubarmhjertigt skyfri himmel cirkler storkestore gribbe svævende rundt. De har luret, at der snart er stegt flæsk hernede.

Vores hotel som egentlig er et hostel, det vil sige knap så fint, består af en række et-plans huse fordelt over et stort grønt område. Man kan leje sig ind på et værelse, men mine to døtre, min hjælper og jeg har fået et helt hus for os selv, med tre rum, to badeværelser og et køkken, for kun 200 kr. i døgnet. Der er også gæster, der ligger i telt.

Den sydafrikanske ejer fortæller mig, at han er taget hertil på grund

af de ustabile forhold i sit hjemland. Uganda får mange tilflyttere

i disse år, hvor landet har fremgang. Mellem husene render Hr.

Nilsson- aber rundt og leger. De har flere gange forsøgt at komme ind i huset og i går fik de så held til at stjæle vores bananer og en pose chips. Under den ene af aberne sidder en unge og klynger sig fast. Den er meget lille og helt skaldet. Der er også katte, geder og et

stort, tykt svin.

Da vi mellemlandede i London spurgte vores indiske lufthavns- guide hvor vi skulle hen, og da vi sagde Uganda, svarede han, ”ahh, der kommer jeg fra”. Jeg tænkte, om det var ham eller mig der havde misforstået noget, for Uganda ligger absolut lige midt i Afrika og

han så ikke særlig afrikansk ud.

Politisk arbejde

Der kommer en dame forbi i en farverig kjole, og hun henvender sig til min hjælper og spørger, om hun skal bede for mig. Min hjælper svarer, at det må hun spørge mig om, men hun overhører det og spørger igen: “skal vi ikke gå hen i kirken og bede - så han kan blive rask?”. Jeg vender mig og vrisser, at jeg godt kan tale. Hun kaster et kort blik på mig og ignorerer mig igen. Hun forstår det simpelthen ikke. Hun forstår ikke, hvad vi laver her. Hvorfor tage ud at rejse i min tilstand? Hvordan kan en, der sidder i kørestol, have råd til det?, og hvis jeg har, hvorfor så rende rundt midt på gaden?

Jeg er her med mit arbejde for Dansk Handicap Forbund, og vi besøger vores søsterorganisation og samarbejdspartner hernede. De har en stor opgave med at få integreret mennesker med handicap bedre i samfundet, for mange bliver gemt væk i deres hjem og får aldrig uddannelse eller arbejde. Det betyder, at de, der forsøger sig, bliver modtaget meget blandet. Der er stadig steder, hvor det betragtes som guds straf at få børn med handicap, et tegn på, at man har gjort noget galt. Det er derfor ikke noget, man praler med. Der er historier om folk ude på landet, der sætter nyfødte med handi- cap ud til de vilde dyr. Det er en ond cirkel, der skal brydes og det forsøger vi at hjælpe dem med. Den gode historie er, at der sker fremskridt. Først og fremmest i samfundet som helhed, derefter følger forbedrede forhold for mennesker med handicap naturligt. Men det kræver den akkurat samme politiske kamp som vi kender fra Danmark. Vores opgave i Uganda er at ruste dem til den kamp, og det gør vi ved at udvikle deres organisation, blandt andet ved at videregive vore egne erfaringer. Det skønnes, at der er ca. to mio. der har et handicap, hvilket svarer til 10 % af befolkningen, overre- præsenteret i nord, hvor der var uroligheder indtil for få år siden.

Mzungu

Vores chauffør ankommer 40 minutter for sent. Det er lige til tiden, målt i ’african time’. Der kommer så meget støv og bilos ind gen- nem vinduet, at jeg får opkastfornemmelser. På gaden står betjente i uendelig hvide uniformer. Hvordan de holder dem så rene i dette kaos af bilos og støv og larm er en gåde. I en rundkørsel står en vred mand og skriger efter trafikanterne. Han truer med sin bibel og råber på Luganda, det lokale sprog i hovedstaden. Jeg vil tro han

råber: “jorden går under!” eller “gud vil straffe jer!”.

Som i alle ulande er det meget let at komme i kontakt med folk. Jeg

løfter øjenbrynene til de unge fyre og de nikker tilbage. Ungerne

vinker og råber: “bye bye” eller “mzungu”- der betyder hvid per- son. Jeg ser kvinderne i øjnene og de stirrer på mig. Men det er ret flirtende, og man kan overrumple dem med et pludseligt smil og få dem til at grine.

Så er vi henne ved markedet. Ikke det store, moderne supermarked, vi mest bruger, der ligner Føtex, med air-con og folk, der pakker varerne i poser for folk. Dette er det rigtige marked, det lokale, som de almindelige mennesker bruger. Chaufføren var lidt undrende over at vi ville derhen. “It’s crazy there”. Det er det også lidt.

Udenfor hænger unge mænd over deres bodaboda’er - motorcykel-

taxa’er, som er byens hurtigste og billigste transportmiddel. Også den største leverandør af nye medlemmer til vores handicaporgani- sation. Vi går forsigtigt ind ad den smalle sti, i en stinkende labyrint, der lukker sig bag os, efterhånden som vi kommer frem. Folk glor og råber og griner af os, det er vist ikke hver dag, de ser turister her. Jeg føler mig ikke særlig tryg, får i et glimt billedet frem med de amerikanske soldater, der blev slæbt halvdøde gennem Mogadishus gader. Stien er meget usikker, for ikke at sige ulækker, med en masse snask og huller. I boderne under bliktagene sælges der frugt og

levende kyllinger, fårehoveder, senge, sko og pænt tøj. Men vi harikke tid til at se på varerne, for vi fylder for meget på den smalle stiog der er hele tiden folk, der skal forbi, med cykler og kærrer og unger nogle med sække på hovedet, så vi må følge strømmen. Efter 15-20minutter føles her endnu mere trangt og endnu mere ildelugtende,og vi vender om og finder ud.

Skøre land

Kulturen er så anderledes og forvirrende, og det ville være nemt at slå fast, at vi måske bare ikke forstår hinanden. Men det er ikke rigtigt, for det giver mening. Det er da klart, at man ikke bruger mange ressourcer på sikkerhed, når chancen for at dø af aids eller vold er så stor. Når man alligevel ikke har råd til at give sine børn mad. Når man aldrig ved, hvornår næste krig bryder ud. En af verdens mest berygtede diktatorer, Idi Amin, regerede her for kun 20 år siden. Han slog 50.000 ihjel og smed alle inderne ud. Det var derfor, inderen i London kom fra Uganda. Oppe nordpå hærgede

Lords Resistance Army, en guerillahær, for kun få år siden. Det er dem, der bruger børnesoldater, det vil sige kidnapper små børn, efter de har voldtaget og dræbt forældrene, og hjernevasker ungerne til at gøre endnu værre forbrydelser. Ugandas nabolande hedder Rwanda, Sudan og Congo, hvor folkemord og borgerkrige også har hærget inden for de sidste 10 år. Så hvis der er noget, jeg ikke forstår, er det vel, hvordan de mennesker jeg møder, kan være så venlige og imødekommende? Der er livsglæde og en stemning af fremgang. Og livet går videre, det skal det jo.

Noget af det bedste ved at være i ulande er, at det er så simpelt det hele, og efter lidt tid forstår man, hvordan tingene hænger sammen, at det kan være så grufuldt og barskt, men også så smukt og enkelt, og man finder en ro, fordi det er dét her, der er virkeligheden og det derhjemme i Danmark, der er uvirkeligt og unormalt. Det er som et mirakel, at vi har velstand og fred. Det her skøre land er på mange måder så moderne og samtidig så gammeldags.

Løver og kakerlakker

Et par dage efter er vi i en af Ugandas mange nationalparker. Vi bor

midt i parken tæt på floden, hvor dyrene kommer for at drikke. Der er to lodges, og vi har valgt den billige. Den dyre koster fem gange mere. Men da vi har set værelset, kommer vi alligevel i tvivl om, hvorvidt vi har valgt rigtigt. Der er to høje trin ind, på trods af, at de over telefonen forsikrede, at der var fri adgang for en kørestol. Vi får dem overbevist om, at de skal lave en rampe, vi skal trods alt være her i fire dage. De finder lidt modvilligt en interimistisk løsning med to planker og nogle sten, og det fungerer. Værelset er møgbeskidt, vandet løber i en tynd stråle og det, der skulle ligne et køkken, er halvt revet ned og ubrugeligt. Men der er fire senge, med myggenet på de tre, og der er sat to vifter op. Vi går hen til restau- ranten, og jeg bestiller stegt kylling. Da tjeneren har givet bestillin- gen videre til køkkenet, streger hun retten ud på tavlen, der fungerer som menukort og skriver i stedet ’kylling i wok’. Hver gang vi har bestilt en ret, bliver den streget ud på tavlen og en anden skrevet på. Der bliver økonomiseret her ude på savannen. Næste morgen ringer uret klokken 5.30, der er myrer i hele sengen. Kl. 6 står vi ved bilen og spiser en kiks. Månen er tæt på fuld, og himlen er dæk- ket af stjerner. En af tjenerne trasker søvndrukken forbi og hilser. Han stopper og fortæller at de har set løvespor 50 meter fra vores værelse. Vi ser os forventningsfuldt omkring. Og en lille smule forsigtigt. Vi kører, mens solen står op, mørkerød, og det er dejligt køligt. Mine døtre står på sædet med hovederne ud af taget, mens suser hen til det sted, vores guider mener at have set løver. Svalernefølger os i legende spring i den friske morgenluft. Måske kan jeg sede samme svaler om et par måneder hjemme i Danmark. Tænk, atden lille fugl tager turen to gange om året. Vi bliver ikke skuffede,der er elefanter, antiloper, zebraer og en løve, der jager bøfler. Vi ermeget heldige. Om eftermiddagen tager vi båden ned ad floden ogkommer rigtig tæt på flodheste, krokodiller og et hav af fugle. Det,der alligevel gør mest indtryk på mine døtre, er den kakerlak vi ser,da vi kommer hjem på værelset.

Vi har lejet bilen for fem dage, men vil egentlig gerne bruge den og vores chauffør Auggrey lidt længere, så vi kan se noget mere her i det vestlige Uganda. Det er ikke noget problem. Som dagene går, taler han og jeg mere og mere sammen og jeg finder ud af, at han skulle have været til sin datters første skoledag på kostskolen, hvis ikke vi havde hyret ham for længere tid. Mine døtre synes at det er forfærdelig sørgeligt, at han ikke kan nå det og accepterer vist ikke helt hans forklaring om, at han bliver nødt til at arbejde for at de kan gå i skole i det hele taget. Auggrey selv virker ret ligeglad. Han siger flere gange efter den daglige samtale med sin kone, at hun

hele tiden forlanger flere penge af ham. Dagen efter fortæller hanom dengang, han kørte for Røde Kors i Rwanda, hvor der lå lig igrøftekanterne.

Banansælgeren

Jeg sidder foran hotellet og venter. Det er et rigtigt godt sted at

sidde og betragte folk, der går forbi. Men de glor meget mere på

mig end omvendt. Om det er fordi jeg er hvid, sidder i kørestol ellerfordi jeg ryger, det ved jeg ikke. Der er næsten ingen, der ryger her.Der kommer en fyr trækkende med en cykel. Det er en dårlig cykel,jeg kan se den er tung at trække. På bagagebæreren hænger bananer.Hans bluse er møgbeskidt, og der er et stort hul på ryggen. Han serind mod hotellet, for han vil sælge sine bananer her. Men så får hanøje på mig og lyser op i et stort smil og siger højt: “Hello, How’s

your life?”. Hvad skal man sige?

Tilbage i London bliver jeg kørt ud af flyet af en flink indisk-udse-

ende mand. Han spørger hvor vi har været henne. Da han hører

svaret, siger han med et stort smil: “ahh, I come from Uganda”.

Rundt i Uganda

Jeg vil ikke lyve, det var en hård tur. På grund af varmen og fordi infrastrukturen ikke er god.I byerne er der kun få og meget ringe fortove, og vejene, som lider under de voldsomme vandmasser i regntiderne, har endnu flere huller. Men ellers er det ikke værre end at tagetil Malmø. Man skal finde et sted at bo, hvor der er plads til en kørestol, og man skal findeud af at komme rundt. Vi ringede efter helt almindelige taxaer, når vi var i hovedstaden ogden uge vi tog ud, lejede vi en rigtig lækker kassevogn med chauffør og plads til seks passa-gerer til 500 kr. om dagen. Alle taler engelsk, man kan altid få noget at spise, og der er storeoplevelser at hente. Man kan mærke, det er et land i fremgang, med fine vækstrater og etgodt internationalt ry, blandt andet fordi de har sendt FN-tropper til Somalia. Fremgangenhar også resulteret i en bedre lovgivning for mennesker med handicap..