Rehabilitering: Camp Spinal

I sommer blev den internationale træningslejr Camp Spinal afviklet i Norge med stor succes. Syv nationer deltog i den ugelange træningslejr, hvis formål er at motivere nyskadede, som har afsluttet deres rehabilitering, efter at have pådraget sig en alvorlig rygmarvsskade. Det handler om magi og mestring og om at blive lidt ”tøffere”, end da man kom.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Camp Spinal var denne sommer den største, som hidtil er blevet arrangeret, med hele 60 deltagere og ledere, som sammen skabte magi og mestring i en uge i juni på Olympiatoppen i Oslo.

Filosofi

Camp Spinal-projektet er helt unikt i norsk rehabiliteringssammenhæng. De norske og de internationale deltagere bliver tildelt en rollemodel, som følger og vejleder dem og giver dem et ”push” under hele opholdet. Rollemodellerne er selv rygmarvsskadede, der deler ud af deres erfaringer fra et aktivt og indholdsrigt liv med en rygmarvsskade. Denne filosofi giver deltagerne en værdifuld og enestående kompetence, som gør, at de hurtigere end under et “ordinært mestringsophold” kommer tilbage til en aktiv hverdag.

At blive ”tøffere”

Camp Spinal handler om meget mere end at gennemføre forskellige aktiviteter og idrætter. Det handler at overskride grænser, træde ud af sin komfortzone og blive ”tøffere”, end da man kom, for nu at bruge et godt norsk udtryk for at være modig.
Kissinger Deng er rygmarvsskadet og blandt de faste ledere på Camp Spinal. Han skriver på sin blog: ”Når du bliver rygmarvsskadet, er du nødt til at lære alt, som du kendte til fra før, på en ny måde". Og det er det, som Camp Spinal handler om.

Dansk deltagelse

- Det var en fantastisk uge, fortæller Lars Sørensen, der deltog som RYKs repræsentant i den internationale træningslejr.
Lejren bød på udeaktiviteter i terrængående køretøjer, kajaksejlads og friluftsliv, og i den store hal på Olympiatoppen blev der tilbudt alle former for aktiviteter, såsom selvforsvar, basket, tennis, rugby og boksning. En del af programmet var også at træne kørestolsteknik i et urbant miljø, og det fik Lars stor glæde af.
- Jeg kunne ikke forcere trapper før Camp Spinal. Det kan jeg nu!
Lars taler med begejstring om ugen, og om hvad den betyder for de nyskadede deltagere.
- Man kan se, hvordan de suger til sig og udvikler sig i løbet af ugen. Der er så meget, de kan lære – og det med, at hver nyskadet deltager knyttes til en mentor, er en rigtig god ide.
Med sig havde Lars 15-årige Anna Garbøl fra Als, der blev rygmarvskadet i november sidste år og udskrevet samme dag, de rejste.
- Det var fantastisk at se, hvordan Anna voksede i løbet af ugen. Det gav hende så meget at se, hvordan andre klarer sig.
Lars vil især fremhæve det sociale samvær på Camp Spinal.
- Det giver noget helt særligt at være sammen med ligestillede. Ligesom når vi i RYK har Uge 30 på Egmont Højskolen, hvor det sociale også spiller en stor rolle – ikke mindst for de nyskadede, der får så meget ud af at møde os andre.

Kvantespring

Som forældre er man naturligvis bekymrede for, hvordan det vil gå ens barn.
- Vi er så glade for, at Anna fik mulighed for at deltage på Camp Spinal, fortæller Annas mor, Kirsten Garbøl, med stor begejstring:
- Hvad syv måneder gjorde i Viborg, gjorde blot en uge i Norge … Anna kom hjem med større selvtillid og mod på livet. Hun har kunnet spejle sig i andre unge med rygmarvsskader, fået råd og gode tips og set, hvad der er muligt.
Personalet på VCR bakkede også op om Annas deltagelse på Camp Spinal:
- De har støttet og bakket os op hele vejen.
Kirsten Garbøl slutter:
- Vi fik en glad datter hjem. Anna har erfaret, at man kan overstråle kørestolen, og at der er færre hjælpemidler, som hun har brug for. Da hun kom hjem var hun 100 % selvhjulpen. Det har rustet hende til at skulle tilbage til skolen og sine klassekammerater.

For de norske arrangører handler Camp Spinal som sagt om magi og mestring, og om at blive lidt ”tøffere”, end da man kom. Lars er da heller ikke i tvivl om alt det gode, som Camp Spinal betyder for unge nyskadede.
- Jeg kan varmt anbefale den, slutter Lars og opfordrer andre unge til at kontakte RYK for at høre nærmere om muligheden for at komme med på Camp Spinal næste år.

Man kan læse mere og se en film om Camp Spinal på sunnaasstiftelsen.no.

………………………………………………..

Turen har opløftet mig

15-årige Anna Garbøl blev udskrevet, samme dag som hun rejste til Norge for at deltage i den nordiske lejr Camp Spinal.
- Jeg er så glad for at have set alt det, der kan lade sig gøre.

Samme dag som 15-årige Anna Garbøl fra Nordborg på Als blev udskrevet fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR), rejste hun til Norge sammen med Lars Sørensen.
- Det var helt fantastisk at være med, fortæller Anna med et stort smil.

Anna fik tilbudt opholdet gennem RYK. Men dagene inden rejsen fortrød hun.
- Jeg skulle af sted uden mine forældre, og det hele var så nyt for mig, fortæller Anna, der blev rygmarvsskadet i november 2015 efter en fejlslagen operation for skoliose.
- Men så ringede RYKs formand og fortalte mig, at nu var alt klar til mit ophold. Jeg kunne ikke lide at sige nej og syntes, at jeg blev nødt til at prøve, fortæller Anna, der er glad for, at hun alligevel kom af sted.

Masser af udfordringer

- Det bedste var, da jeg var oppe i svævebanen på det olympiske stadion. Det var sjovt!
Anna fik også mulighed for at prøve terrængående køretøjer, kamsport og at bade i en sø. På en tur til Oslo besøgte de en skaterbane, hvor de lærte en masse tricks til at manøvrere kørestolen.
- Jeg lærte også at køre ned ad trapper, fortæller Anna med et stort smil og fortsætter:
- Jeg er glad for at have set alt det, der kan lade sig gøre. Men det var også lidt grænseoverskridende. Alt er jo så nyt for mig.
Også rejsen til Norge var i sig selv en udfordring, men Anna erfarede, at det sagtens kan lade sig gøre.
- Det var godt at rejse med en anden i kørestol. Jeg følte mig tryg sammen med Lars.

Lærte meget

Anna delte værelse med en 12-årig pige fra Norge, og de fleste, der var med på Camp Spinal var 16-17-årige unge fra de nordiske lande.
- Nogle havde siddet i i kørestol i mange år, og dem lærte vi rigtig meget af. F.eks. at jeg godt kan komme over på toilettet  uden armstøtter og glidebræt, og at jeg ikke behøver at ligge i en seng med sengehest.
Anna har et sekund fortrudt at hun fik mulighed for at deltage på Camp Spinal:
- Det har givet mig mod at blive udfordret, jeg kan nu se muligheder … Turen har opløftet mig. Jeg skal ud og ha’ det godt, slutter Anna, der er vendt tilbage til sin klasse i folkeskolen. Heldigvis en skole, der er fuldt tilgængelig.

……………………………………..

FAKTA

Det er Sunnaasstiftelsen, der er arrangør af Camp Spinal i samarbejde med RYKs søsterorganisation LARS.
Sunnaasstiftelsen er en progressiv fondsstiftelse, som ønsker at være inkluderende og proaktiv. Stiftelsen finansierer forskning, teknologi og aktiviteter, som ikke dækkes af offentlige bevillinger, for mennesker med rehabiliteringsbehov i Norge.
Sunnaasstiftelsen støtter forskellige projekter og har bl.a.

  • bevilget midler til en ny ekso-maskine på Sunnaas sykehus
  • bidraget med midler til en holdningskampagne for at få flere tilbage i arbejde efter et traume
  • bevilget støtte til indkøb af gangtræningsudstyr på Haukeland sykehus
  • bevilget midler til et projekt på Rikshospitalet i Oslo i samarbejde med Sunnaas sykehus, som går på stamcelleforskning.

Konceptet hviler på fondsmidler, og Sunnaasstiftelsens støtte er således afhængig af midler, der gives til fonden. Læs mere på sunnaasstiftelsen.no