Ramper på et skråplan

Tekst: Viggo Rasmussen

Selvfølgelig har ramper sin berettigelse.
Men hvad skal vi dog med flere og flere
grimme og stejle løsninger?

Ingen tvivl om, at ramper gør en himmelvid forskel for os,
der er kørende i bybilledet. Og heldigvis er der øget forståelse
for, hvor lidt der i virkeligheden skal til for at sikre
fysisk tilgængelighed. Har du hidtil været vant til gadebetjening
eller sendebud i bestemte forretninger, er det en herlig
følelse uhindret selv at kunne trille ind - på lige fod med gående.
Ramper er med andre ord kommet for at blive, selv om
vi bor i et land med en gennemsnithøjde på kun 31 meter
over havets overflade.

Jeg stejler
Men hvad har vi dog gjort, siden vi skal belemres med ekstremt
stejle ramper i stigende omfang? Vi oversvømmes af
forskellige ramper, som stiger ikke bare 1:10 men snildt op
til 20 - 30 cm pr meter. Ved enkeltstående nødløsninger har
jeg forståelse for løse metal- eller plastramper.

Mit angreb går på midlertidige, upraktiske rampeløsninger,
der har for vane at blive langvarige. Og så kan jeg ikke acceptere
permanente ramper så stejle, at selv en 'lav para' må
holde tilbage på fortovet. Helt galt er det, når disse affyringsramper
går lige op til indgangsdøren uden nogen chance for
selv at åbne døren.
Blandt mange forretningsdrivende hersker tydeligvis en tendens
til, at bare de anlægger en rampe, er den hellige grav
velforvaret. Og bare de selv kan rulle varer ud og ind af
butikken, så kan handicappede vel også bruge rampen. Desværre
mærker man en afsmittende effekt, hvor den ene
stejle løsning danner præcedens for flere af slagsen.
Ingen griber ind. Arbejdstilsynet blander sig fx ikke i sikkerheden.
Kommunerne skal ikke give byggetilladelse og rådgiver
ikke af sig selv. Og brugerne gør tilsyneladende ikke effektivt
oprør.

Grimme som arvesynden
Arne Jacobsen, PH, Wegener og andre af vores verdensberømte
designere ville vende sig i graven, hvis de vidste, hvordan
deres efterkommere misrøgter arven inden for hjælpemidler
i almindelighed og ramper i særdeleshed. Mange
rampeløsninger er grimme som arvesynden - ikke mindst de
løse klodsede metalramper.
Jeg fatter ikke, hvorfor smukt design skal have synligt dårlige
vilkår inden for hovedparten af hjælpemidler. Og det undrermig, at design i forbindelse med tilgængelighed har været
lavere prioriteret af landets arkitekter.
Men forhåbentlig er der lys forude. Arkitektskolen i Århus
har just besluttet sig for en strategiplan for at lade tilgængelighed
for alle indgå som fast pensum og forskningsområde
for de studerende.
- Det har været en lang proces, men nu ruller det, og vi
regner med at få forskningsområdet i gang nu, så vi kan
indarbejde tilgængelighed i vores etiske måder at tænke
arkitektur og design på, siger institutleder Jørgen Rasmussen
til Århus Stiftstidende.

Jeg har (stadig) en drøm om, at funktionalitet og design en
skønne dag vil gå hånd i hånd.