Pilgrimsvandring Caminoen

Mi Camino

Tekst og foto: Kenneth Ørbæk

For en hel del år siden hørte jeg for første gang om Caminoen i Spanien. Jeg tænkte, ”Det vil jeg prøve!” og gik straks i gang med at undersøge nærmere. Det viste sig, at rigtig mange af mine bekendte vidste væsentlig mere om Caminoen, end jeg gjorde. 

Blev først ved tanken

Jeg blev fortalt, at Caminoen er indrammet af den smukkeste natur, flotte katolske kirker og spændende, nordspansk kultur. Jeg fik også beretninger om oplevelser af nærmest religiøs åbenbaring.
Jeg var selvfølgelig usikker på, om det kunne lade sig gøre. Kunne jeg klare Caminoen i kørestol? Hvordan var det med indkvartering, toiletforhold og bagage?
Jeg tog nu ikke mine undersøgelser rigtig alvorligt, for jeg vidste ikke, om jeg turde tage springet. Så det blev ved tanken i mange år frem.

Vakt til live i en luksusudgave

En dag på mit tidligere arbejde i Huset Venture spurgte min chef, om jeg ville have en billet til en rejsemesse i Kødbyen. Jeg sagde høfligt ja, men var ikke sikker på, om jeg ville tage derind. Det gjorde jeg nu alligevel, og her stødte jeg på rejseselskaber, som udbød ture på Caminoen. Min gamle interesse blev straks vakt til live. Jeg fandt også ud af, at der ikke blot er én, men flere Caminoer i Spanien, og alle fører til pilgrimsbyen Santiago. Inden jeg forlod messen, var jeg fast besluttet på at gennemføre Mi Camino, som jeg senere døbte den.
Jeg valgte rejseselskabet ”Spain is more”, der udbyder en luksusudgave, hvor bl.a. ens bagage bliver bragt fra hotel til hotel. Det fjernede straks et af mine problemer. Nu kunne jeg nøjes med min rygsæk bag på kørestolen med de mest nødvendige ting - ud over pas og penge - som jeg skulle bruge på vandringen. 

En rejsefælle

Jeg havde tænkt meget over at tage turen alene, for det er jo en tur, hvor man – som jeg havde fået fortalt - kan få en slags åbenbaring. Og det er jo godt at nyde den alene. Men jeg var lidt usikker på, om jeg kunne klare den ved egen hjælp. En strækning på 20 – 30 km om dagen i et bjergrigt område med stigninger op til 365 m om dagen og ned igen - hele tiden. Jeg spurgte derfor flere, om de ville gå turen sammen med mig. Det blev én af mine tidligere tillidsmandskollegaer fra Aalborg, ”Anita”, som jeg havde mødt på et kursus, der sagde ja. 

120 km på fem dage

Sammen med Spain is More planlagde jeg turen. Rasmus fra rejsebureauet syntes, det var spændende, at jeg ville kaste mig ud i Caminoen i kørestol. Mine betingelser var bl.a., at jeg ville indkvarteres på kørestolsegnede værelser med adgang til toilet og bad.
Rasmus vendte tilbage med et forslag til en rute, der gik over Sarria - Portomarin - Palas de Rei – Azura – A Rua – Santiago De Compostella. En tur på ca. 120 km over fem dage. Populært kaldes den Camino de Santiago Light. Den er kort og går gennem et rimeligt fremkommeligt terræn. Ikke mindst har ruten tilgængelige indkvarteringer (inkluderet morgenmad og med tilkøb af aftensmad). Afrejsedato blev fastlagt og billetterne købt til afrejse den 10. maj 2018.

Dag 1. København - Madrid – Sarria

Dagen oprandt, og allerede første dag blev min beslutning udfordret. For lufthavnspersonalet undersøgte min kørestol for at se, hvor motoren sad. De kunne slet ikke forestille sig, at jeg skulle køre Caminoen uden motor. Som eneste hjælp havde jeg valgt at tage min FreeWheel med mig på rejsen til kørsel på de flade strækninger, og den var også super god til ned ad bakke.
I Madrid blev vi hentet i lufthavnen og kørt til vores første hotel på ruten, hvor vi ankom en halv time efter køkkenets lukketid. Men de åbnede køkkenet for os og serverede tre retters menu og en flaske vin. Og da vi kom op på værelset, var det ganske rigtigt et handicapværelse. Det var en god start.

Dag 2. Sarria – Portomarin

Vi startede med den skønneste morgenbuffet efter at have afleveret vores bagage, som blev hentet inden kl 8.00 ved receptionen. Nu var vi klar til Mi Camino.
Man kan ikke tage fejl af ruten (en sandhed med modifikationer, skulle det senere vise sig). På vejen er der malet gule pile, og der er skilte undervejs på hele ruten. Rejsebureauet havde anbefalet, at jeg tog cykelruten, da den er mere tilgængelig. Men det første, der mødte os på ruten, var en vej med en næsten 45 graders stigning, og jeg tænkte: ”Den skal jeg ikke bestige!” 
Vi valgte derfor vandreruten, hvilket måske ikke var et godt valg, for vi skulle passere en ussel bro bygget af kampesten. Bedst som vi havde klaret de mange stentrin, skulle det vise sig, at det blev nok lidt mere besværligt end først antaget. 500 meter længere fremme sad jeg pludselig fastklemt med det ene hjul mellem to større sten. Heldigvis kom der nogle vandrere og en turistfører forbi, og blandt dem var André og Adam, som hjalp mig fri. Uden dem havde jeg nok siddet bag et træ og tudet endnu.
Vi fulgtes videre sammen ad ruten, og da vi senere kom til en stigning mellem klippesten, store trærødder og vandløb, der skulle krydses, var det rart med deres hjælp. Mens André skubbede mig, trak Adam mig med et reb, som han havde med i sin rygsæk. Heldigt for mig. Stigningen var 130 meter med en længde på 70 meter over tre stigninger. Det blev en meget hård udfordring og samtidig skræmmende, for der var ikke noget rækværk at gribe i, når jeg kom for tæt på kanten. Vi kom op, og jeg fik taget et billede i selskab med mine to nye venner.
Vi kom frem til den første cafe på turen, og man bliver overrasket over, hvad en kop varm kakao kan gøre ved én. Da vi skulle videre, foreslog Adam, at vi skulle gå en anden vej end de andre, fordi den kommende strækning gennem skoven ville blive meget barsk. Så vi gik til venstre, mens de andre gik til højre, og vores veje skiltes.
Vi skulle have vandret 22 km på vores 2. dag, men da vi valgte en anden rute, samt at vi undervejs også gik forkert, blev det en omvej på næsten 15 km i et meget bjergrigt område. Naturen omkring os var meget smuk. Den eneste ulempe var, at vi nu gik på vejen med biler og ikke inde i skoven. Det var dog betydelig lettere at komme frem, og Anita var god til at give et skub på de stejle strækninger. Vi aftalte, at hver gang vi kom til en top, så kørte jeg i forvejen ned ad, og så mødtes vi igen på vej op til den næste top … eller det næste ”bjerg!”
På et tidspunkt kom vi til et skilt med en gul cykel på. Det viste til højre væk fra vejen, hvor der foran os var en super stigning. Samme stigning, som havde skræmt mig, første gang jeg så én i den kategori. Så min logiske hjerne sagde: ”Vi snupper cykelruten.”. Vi kom ind i et meget naturrigt område. Det viste sig at være en dal, som gik nedad over 245 meter. Det kom lidt bag på mig, at når du er gået ned i en dal, så skal du også op af den. Dér var vi ved at knække begge to.
Da vi endelig kom op fra dalen, kom vi til en cafe, der serverede den lækreste salat, og vi bestilte en cola til. Jeg, som normalt ikke drikker cola! Men den her gik lige i hjertet med fornyet energi. Fra cafeen kunne vi se Port Marin. Mellem os lå en flod, og der var stadig godt fem-seks km frem til hotellet, hvor vores næste overnatning ventede. Men med aftensmad og en seng i vente, klarede vi den sidste strækning og nåede frem efter at have tilbagelagt næsten 37 hårde kilometer. Den nat sov jeg helt fantastisk.

Dag 3. Portomarin - Palas de Rei

Vi startede tidligt, da bagagen skulle være klar i receptionen kl. 8. Vi spiste morgenmad på hotellet og så af sted. Vi lagde ud med at gå forkert. Fordelen ved at gå forkert er, at man får set meget mere, og det var faktisk en hyggelig lille by, vi nåede frem til, inden vi opdagede, vi gik den forkerte vej. Heldigvis var der nogle lokale, som herfra viste os på rette vej.
Vi måtte tilbage over floden, som vi havde krydset, nu bare over en anden bro. Det regnede lidt, men ikke noget af betydning, og der var smukt. På modsatte side af broen begyndte vejen med en stigning. En stigning, der strakte sig over 10 km med op til 365 m. På vej op begyndte det at hagle, og temperaturen faldt til -6 grader. Det var koldt! Vi var rejst fra Danmarks i 22 graders varme til det varmere Spanien, så det kom bag på mig. Nu sad jeg i frostvejr i 765 meters højde og havde kun taget T-shirts med til rejsen. På den første cafe, som vi kom til, fik vi varm kakao og omelet. Det gjorde godt. Her mødte vi mange andre vandrere og hilste med ”Bon Camino”.
Heldigvis var vejret meget skiftene. Solen kom og tørrede mig mellem hagl og regn, så jeg tænkte på sangen ”Lille Peter Edderkop.” Men sikke en natur, den kunne jeg sagtens blive forfalden til – næste gang med regntøj i bagagen!
i Palas de Rei var hotellet i ét plan, og både toilet og bad var fuldt tilgængeligt, så her fik jeg mig et dejligt varmt bad efter en kold og frysende dag.

Dag 4. Palas de Rei – Azura 

Turen havde ikke de helt store stigninger, men til gengæld skulle vi ifølge kortet gå 32 km. Selv om stigningerne ikke er mere end 65 meter pr. bakke, så kan det godt være hårdt, når bare der er mange nok, hvilket der var.

Dag 5. Azura – Santiago 

Den sidste lange vandretur på i alt 18 km mod vores endestation, bjergbyen Santiago. Her ventede os en stor oplevelse; messe i byens smukke katedral. Messen er gratis med et Pilgrimspas, så vi skulle naturligvis have vores pas.
Santiago er meget smuk, og midt i den UNESCO bevaringsværdige by finder man den enorme og historiske katedral. Byen ligger højt, og uanset hvilken vej man vender øjet, ser man stejle gader. Kontoret, hvor man skal hente sit Pilgrimspas, befandt sig naturligvis ned ad en stejl gade. Men jeg havde fået nok af bakker og orkede ikke flere, så jeg gav Anita mine papirer, så hun kunne hente begge pas. Men den gik ikke. Hvis jeg ville have mit pas, måtte jeg selv møde op. Overrasket blev jeg, da kontorets ansatte, der sad og skrev pas ud, alle kom hen for at trykke mig i hånden. Jeg var den første kørestolsbruger, som havde gennemført Caminoen, fortalte de. Vi overnattede to nætter i Santiago, og messen var en meget smuk oplevelse.

Stor oplevelse

Efter syv dage og mere end 150 km i det meget kupererede, spanske terræn sidder jeg tilbage med en fantastisk stor oplevelse, som har påvirket alle mine sanser.
Om jeg ville gøre det igen? Ja! Dog ikke samme rute og måske i et andet land. Efter min tur i Spanien har jeg nemlig fundet ud af, at der er flere hundrede Caminoer. Jeg skal bare finde ud af, hvilken Camino, der skal være min næste. 

 

BOKS: PRAKTISK

Alle hoteller har ikke både tilgængeligt toilet og bad, så jeg vurderede, at toilet var vigtigst (det vil flere læsere nok være enige med mig i). Frokosten spiste vi ude på ruten, hvor man kan droppe ind på en cafe, som der er mange af, og de har overraskende nok alle handicaptoilet. Undervejs fandt vi også hyggelige steder lidt væk fra ruten med lokal mad, hvilket gav anderledes og spændende smagsoplevelser.

Camino de Santiago Light er den korteste distance, man kan vandre, såfremt man ønsker at opnå 'La Compostelana' - pilgrimsbeviset.