Odin Teatret: Hamlet til hest

Solen bager på skuespillerne i deres uldfrakker, på dyrene i deres striglede pels og på tilskuerne i shorts. Der bliver sunget, spillet, danset og lavet spektakulære akrobatiske optrin i et gigantisk Halm Colosseum i Idom ved Holstebro. Handlingen er Shakespeares drama om Hamlet, men det er egentlig lige meget.

Tekst: Bente Ovesen

Det er lige meget, fordi Hamlet spilles af en tiårig pige på en islandsk hest – hans mor, Gertrud, af en mexikansk, gravid flamencodanser, Hamlets elskerinde, Ophelia, af en norsk cirkusartist, og Ophelias bror, Laertes, af en dansk mand i kørestol. Der er mange flere medvirkende, blandt andet spilles kongens spøgelse af kaninen Balder, og en firehjulet, gul teleskoplæsser spiller en central rolle i to norske cirkusartisters hår-, reb- og trapez-akrobatik. Hver for sig er de fantastisk dygtige, og sammen giver de tilskuerne et bombardement af indtryk. Den alternative rollebesætning er svær at holde styr på, selvom Shakespeare – Rystespyd, som han kalder sig selv – læser handlingen op nogle gange undervejs. Men som sagt er det lige meget. Man overvældes af akrobaternes graciøse bevægelser, dyrenes ro, kørestolsbrugerens håndtering af kørestolen i en fægtekamp og alt det andet, der foregår på græsarenaen mellem 65 tons halm.

Skrædder, skuespiller og musiker

Laertes, alias Niels Kristian Brinth, er paraplegiker, kørestolsbruger og uddannet skrædder ved Odin Teatret i Holstebro. Han har selv syet og designet den chikke røde uldjakke, han har på under forestillingen, men han er også skuespiller og harmonikaspiller.
- På Odin Teatret får vi en opgave, og så er det bare at gå i gang. I den næste forestilling skal jeg danse ballet, bekendtgør Brinth som det naturligste i verden.
At han bruger kørestolen aktivt i sit job, og i sit liv, er der ingen tvivl om. Stolen er helt enkel, lavet af ganske få rør, og udstyret med store dæk med et ordentligt mønster. Den kan snildt køre i græs og rokke faretruende fra side til side. Desuden viser han efter forestillingen, at han har lært sig en teknik, hvormed han fastbundet til stolen kan læne sig forover, hvile på underarmene i græsset, og vende bunden i vejret på sig selv og stolen. Ren kørestolsakrobatik.

Fyrværkeri i juni

Forestillingen er uden replikker, men bestemt ikke lydløs. Der er stemningsskabende musik og sang, og en insisterende lyd af tramp, kastagnetter og en klokke, der sætter tempoet. Publikum bliver revet med, som  når Laertes på to hjul kører hen over den dræbte Hamlet til dramatiske toner. Fra tribunerne lød flere steder et Uhhh, da han kørte hen over den 10 årige piges krop – altså Hamlets krop.
Men et endnu større gys gav det, da Ophelia, spillet af den norske artist Mari Stoknes, blev hejst op i et reb – i håret – af teleskoplæsserens pallegaffel. Først dansede hun på jorden med rebet bundet fast i en krog i sit opsatte hår. Hun svajede yndefuldt i kroppen, mens hovedet blev holdt næsten stille af rebet, der var bundet fast i en talje, som hang ned fra pallegaflen. Mens dansen foregik, tænkte man: Bliver hun hejst op? Og det gjorde hun. Og hun bevægede fortsat arme og ben. Man kunne næsten mærke, hvordan det gjorde ondt i ens egen skalp. Brinth fortalte senere, at denne form for akrobatik kun må udføres hver anden dag. Det kan heller ikke være sundt for hverken hovedbund eller nakke.
Brinth fortalte også, at de rolige islandske heste havde været en tur i gågaden i Holstebro – og med inde i en skobutik, for at vænne sig til de mange mennesker.

Lokal familieforestilling

I foromtalen står, at det er en familieforestilling. Den starter da også kl 17.30 og varer en time, og så er der en sandwich inkluderet i billetprisen. Sandwichbrødet er bagt af kokken Rehné Bank fra det lokale kultur-, fritids- og idrætscenter, limonaden er hjemmelavet, og biennaleøllet er produceret hos bryggeriet Mylius-Erichsen i Ringkøbing. Idoms skolebørn har dekoreret sandwichposerne og øletiketterne. Min sandwichpose var tegnet af Mirjam og forestillede en smilende pige i en lyserød kjole med pufærmer.  Landsbyen bakker således forestillingen op både foran og bag scenen, og som tilskuere. Til den officielle åbning lørdag eftermiddag var der 243 tilskuere, og om aftenen 121. Og der er blot 450 indbyggere i alt i Idom.

Faktabokse

Landsbylaboratoriet i Idom

En af Idomborgerne hedder Kai Bredholt, og han er skuespiller, musiker og instruktør ved Odin Teatret i Holstebro. Sammen med andre lokale kræfter har han skabt Landsbylaboratoriet og en biennale, som hvert andet år holder en kulturfestival med kunst, kultur og gøgl i byen. ”Hamlet til hest” er biennalens første projekt. Meningen er, at man vil undersøge, hvad der får en landsby til at fungere, hvad der er landsbyens kerne.
Om projektet har Kai Bredholt sagt til Dagbladet Holstebro: ”Landsbylaboratoriet hjælper med at få ideerne og søge pengene til det, samt lave et vindue så projekterne bliver synlige”.
Ud fra andelstanken har Landsbylaboratoriet således tænkt sig at søsætte forskellige projekter, som beboerne ”kan se sig selv i og være en del af.

Odin Teatret

Odin Teatret blev grundlagt i 1964 i Oslo. I 1966 flyttede teatret til Holstebro og skiftede navn til Nordisk Teaterlaboratorium/Odin Teatret. Det har i dag status som egnsteater.
Det er et internationalt sammensat teater med hovedvægten lagt på kropslig udtryksfuldhed på tværs af sproglige barrierer. Dets medarbejdere kommer i dag fra 12 forskellige lande og 4 kontinenter.
Odin Teatrets skuespillere er selvlærte, og teatret har fra begyndelsen været koncentreret om skuespillernes træning og evne til at skabe nærvær på scenen.  Teatret har i alt skabt 76 forestillinger og spillet i 64 lande. Gennem disse erfaringer er der vokset en særlig Odinkultur frem, som er baseret på kulturel forskellighed.
Odin Teatrets 51 år som laboratorium har resulteret i opbygningen af et professionelt og forskningsmæssigt miljø.