Nyt neurorehabiliteringshus i Glostrup

Vores nye hus

Vinderen af projektkonkurrencen for det nye neurorehabiliteringshus i Glostrup er fundet. RYK ser tegningen af et ambitiøst og visionært projekt, som ser lovende ud.

Tekst: Jens Bo Sørensen

Den 18. december blev vinderen af det nye neurorehabiliteringshus i Glostrup offentliggjort. Forud har pågået en lang proces, hvor mange parter har budt ind. I RYK er vi ikke tvivl. Der lægges op til et ambitiøst og visionært rehabiliteringshus med stærke, arkitektoniske kvaliteter med fokus på både funktionalitet og sanselighed.

Byggeriet

Det vindende byggeri består af to sengebygninger samlet af en midterbygning med fællesfaciliteter. Hver sengebygning opføres omkring et gårdrum, hvilket sikrer godt med dagslys. Der er en god sammenhæng mellem bygningerne, således at man nemt kommer fra sengeafdeling til træningsfaciliteter. Midterhuset indeholder fysio- og ergoterapi, bassin med mere. En tilknyttet multihal fuldender projektet. Der lægges op til store enestuer med god plads til et privatliv samt hjælpemidler og overnattende pårørende eller hjælper.

Visionen

Huset og indretningen skal rehabilitere. Der er tænkt i flere størrelser fællesarealer ved sengeafdelingerne, så der er mulighed for den stille kop kaffe med de tætte naboer eller det større fællesskab med dele af eller hele afdelingen. Multihallen giver fantastiske muligheder såvel for træning og sportskampe som for foredrag og andre sociale arrangementer. Således kan sportsklubber eller andre besøgende give et aktivt liv i huset, samtidig med at sportsaktiviteter og potentielle rollemodeller bliver en del af rehabiliteringen.

Processen

I RYK er vi meget tilfredse med det hidtidige resultat og den proces, der har ført dertil. Glostrups projektfolk har fra starten været imødekommende og lyttende. Der er hentet masser af god vejledning hos Hornbæks personale og i RYK. Ikke mindst Hornbæks funktionschef Hanne Gregersen har lagt en jætteindsats i kravspecifikationen.

Politikerne i regionens følgegruppe udviser interesse og villighed. Om projektet så langt udtaler projektchef, Morten Christiansson: ”Det har været en konstruktiv proces, hvor alle har budt godt ind. Jeg glæder mig meget til det videre forløb og tror på et rehabiliteringshus, vi alle bliver stolte over”.

Det videre forløb

Ud over at lægge vægt på funktionalitet, bæredygtighed, pris og arkitektur lagde dommerkomitéen også vægt på tilbudsgivernes planer for projektets bemanding og brugerinvolvering. Her tyder det på, at det vindende konsortium har lyttet og forstået brugerne. Rasmus Højkjær Larsen fra AART Architects sagde bl.a. i vindertalen: ”Det er jo også folks hjem, vi skal bygge!”.

Vores efterfølgende samtaler med Rasmus viste ligeledes en ærlig interesse for de helt særlige forhold, der kræves ved rehabilitering efter en rygmarvsskade.

Der følger nu en lang vej mod den forventede indflytning i 2018, og huset kan selvfølgelig ændre sig hen ad vejen. RYK glæder sig til det kommende samarbejde.

Fakta

  • Neurorehabiliteringshuset skal skabe rammerne for pleje, behandling, rehabilitering og livslang kontrol af patienter med rygmarvsskader samt patienter med traumatiske, komplekse og mellemsvære hjerneskader fra hele Østdanmark.
  • Bygningen bliver på ca. 25.000 m² og skal rumme 125 enestuer, ambulatorier og træningsfaciliteter som bassin og træningssal.
  • Huset forventes at kunne tages i brug i 2018 og har et budget på 714 millioner kr.
  • Neurorehabiliteringshuset er en del af Nyt Hospital Glostrup, der også indeholder et nyt parkeringshus samt nyt køle- og nødstrømsanlæg.
  • Det samlede budget for Nyt Hospital Glostrup er 817 millioner kr.
  • Projektkonkurrencen startede i oktober 2012. Syv ansøgere blev senere skåret ned til finalens 3 deltagere. Vinderen blev udnævnt den 18/12 2013.
  • Det vindende konsortium består af: AART Architects og Nordic – Office of Architecture som totalrådgivere med underrådgiverne Marianne Levinsen Landskab, Harde Larsen Rådgivende Ingeniører, Buro Happold Aps og Hospitalitet A/S.