Nyskadet: Forhindringsløb

Tekst: Birgitte Bjørkman 

- Midt i alt dette fandt jeg ud, at det ikke gik, at jeg brugte al min energi på at tænke ne-

 

gativt. Jeg måtte i stedet rette min fokus på, at det nok skal lykkes, fortæller nyskade-

 

de Stefan Opresnik Jorlev til RYK!

 

Det handler om kampen for selvværd midt i en kaotisk periode, hvor det, der fylder mest,

 

er belagt med tabu, hvor kommunens eneste tilbud om bolig har adresse på et plejehjem,

 

og hvor simple behov som hjælp til toilette skal vise sig at gøre dagen til et mareridt.

 

 

 

 

 

- Jeg havde engang sagt til nogle ven-

 

ner, at hvis jeg en dag skulle brække

 

ryggen ville jeg hellere dø. Det er

 

skræmmende at tænke på i dag.

 

Ordene kommer fra 27-årige Stefan

 

Opresnik Jorlev, der en efterårsdag i

 

oktober 2006 kører galt med sin

 

motorcykel. Ved ulykken beskadiger

 

Stefan rygmarven og bliver tetraplegi-

 

ker.

 

Men han indrømmer, at det har været

 

et langt år på Hornbæk, hvorfra han

 

først blev udskrevet i november sidste

 

år. - Jeg var glad for at være der, men jeg

 

var også glad for at komme væk, for-

 

tæller Stefan og tilføjer, at aldersgen-

 

nemsnittet er meget højt blandt patien-

 

terne.

 

- Det gav til tider en stemning af et

 

plejehjem, hvilket ikke er særligt opløf-

 

tende, når man selv er 26. Med venners hjælp

 

Uden venners hjælp havde året med

 

genoptræning da også været knapt så

 

rart.

 

- Jeg kunne ikke komme hjem i min

 

lejlighed, der lå på anden sal, men et

 

par gode venner tilbød mig at være hos

 

dem en weekend om måneden. Det

 

overlevede jeg på!

 

Havde det dog ikke været for Stefans

 

gode kontakt til Rigshospitalet, var det

 

måske ikke lykkedes.

 

- Fra Hornbæk søgte vi kommunen om

 

en el-seng, som vi kunne stille op hos

 

mine venner. Der ville gå fem måneder,

 

var svaret. Så henvendte jeg mig til

 

Rigshospitalet, hvor jeg var ansat som

 

sygeplejerske, og de udlånte mig en

 

seng med det samme.

 

Ansøgningen om sengen blev Stefans

 

første møde med et offentligt system,

 

der siden skulle vise sig i at være lige

 

så langsomt og bureaukratisk i andre

 

sager som i ansøgningen om sengen.

 

 

 

Et tabuemne

 

På Hornbæk sad Stefan i el-stol i de

 

første mange måneder men valgte at

 

flytte til manuel stol.

 

- Jeg ville blive for doven - og så er det

 

langt nemmere for mine venner at

 

bakse rundt med mig i den her. Stefan

 

fortsætter eftertænksomt:

 

 

 

- Jeg havde nemmere ved at se mig i

 

en manuel stol. Man får jo vendt op og

 

ned på sit liv, og i starten er det svært

 

at se sig selv i en kørestol.

 

Stefan synes, at han relativt hurtigt blev

 

afklaret om sin situation. Men én tanke

 

har været tilbagevendende:

 

- Får jeg en kvinde i mit liv! Det har

 

mine tanker kredset meget om.

 

Det var dog ikke det, der blev snakket

 

mest om på Hornbæk, fortæller Stefan.

 

- Det emne var nærmest tabubelagt -

 

det var meget op til én selv at tage

 

kontakt til personalet og sexologigrup-

 

pen.

 

Stefan ser tænksom ud og fortsætter:

 

- I forhold til at det fyldte så meget i mit

 

hoved - og sikkert også hos andre

 

patienter - er det underligt, at det er

 

noget, man snakker så lidt om.

 

Stefan sender en række gamle patien-

 

ter en venlig tanke:

 

- Det var guld værd, når de blev indlagt

 

... den snak, jeg fik med dem, har

 

været uundværlig!

 

 

 

Tilbud om plejehjemsplads

 

Der var selvfølgelig også de andre

 

tanker. Dem, der handler om bolig,

 

arbejde og dagligdagen.

 

- Der er mange praktiske ting, der skal

 

på plads, men man håber jo, at det

 

ordner sig, og at kommunen stiller sig til rådighed med viden og støtte.

 

Men det skulle vise sig, at sengen ikke

 

blev den eneste kamp med kommunen.

 

Da Hornbæk henvendte sig om bolig

 

første gang i december 2006 svarede

 

kommunen, at de ikke kunne hjælpe på

 

grund af mangel på kørestolsegnede

 

boliger i København. Det hele kulmine-

 

rede med at kommunen tilbød Stefan

 

en plejehjemsplads.

 

- Der kom to kommunalfolk til Hornbæk

 

for at overbringe mig tilbuddet. For

 

fanden! De kunne da se på mit CPR

 

nummer, at jeg blot var 26 år, fortæller

 

Stefan bittert.

 

- Det gik mig meget på, at jeg ikke

 

havde udsigt til noget sted at bo. Men

 

plejehjem ... never!

 

Gudskelov havde Stefan ladet sig skrive

 

op nogle år tidligere i det nybyggede

 

Bispebakken på Bispebjerg, og det

 

skulle blive hans held. Det viste sig, at

 

 

 

boligerne er kørestolstilgængelige.

 

- Det var sidste udkald. Ellers var jeg

 

blevet udskrevet fra Hornbæk til

 

Bispebjerg Hospital eller De Gamles By.

 

Stefan troppede op hos inspektøren i

 

boligselskabet og oplevede for første

 

gang forståelse for sin situation.

 

- På trods af 18 måneders henvisnings-

 

ret, fik jeg en lejlighed. Det reddede

 

mig fra en depression.

 

 

 

I seng klokken 22

 

Stefan fik overdraget boligen den 1.

 

august, men den lånte seng fra Rigs-

 

hospitalet var imidlertid leveret tilbage

 

og først over to måneder senere kunne

 

Stefan flytte ind. Først da blev el-sengen

 

leveret fra kommunen. I januar, da RYK!

 

besøger Stefan, mangler der stadig op-

 

sætning af dørpumper på ejendom-

 

mens hoveddør, og køkkenet har endnu

 

ikke set en håndværker. - Jeg forstår ikke, at det skal tage så

 

lang tid, at der skal så mange møder

 

til, at reglerne er så kringlede og at så

 

mange mennesker og teams er involve-

 

ret fra kommunen. Først nu er de

 

begyndt at behandle min hjælpeord-

 

ning!

 

Indtil da får Stefan hjælp fra hjemme-

 

plejen, og om den har han ikke meget

 

godt sige. Det er mest vikarer, og på

 

to måneder har han højst set samme

 

person tre gange.

 

- I starten fik jeg hjælp både morgen og

 

aften. Men de kom og hjalp mig i seng

 

kl. ti om aftenen, og det hændte, at de

 

først kom kl. 12 om formiddagen og hjalp mig op. Det var forfærdeligt. Det

 

eneste positive er, at jeg har lært at

 

forflytte mig fra stol til seng om afte-

 

nen, fortæller Stefan med et smil og

 

tilføjer, at han på den konto har taget

 

et par styrt.

 

 

 

Hovedet oven vande

 

- Lige nu føler jeg mig sat ud af spillet

 

... føler frustration over at være så

 

hjælpeløs.

 

Og Stefan fortæller gerne åbent om

 

frustrerede dage, hvor han har uheld,

 

fordi morgenens toilette går for stærkt

 

med hjemmeplejere, der ikke kender til

 

manuel stimulation.

 

- Gudskelov er det ikke sket tit, men når

 

det sker, er det total mareridt. Det

 

påvirker mig meget ..... man kan jo

 

blive helt paranoid.

 

Indtil nu har Stefan holdt hovedet oven

 

vande og forsøgt ikke at lade sig be-

 

grænse.

 

- Der er så meget, man kan blive bitter

 

over ... men midt i alt dette fandt jeg ud af, at det ikke gik, at jeg brugte al

 

min energi på at tænke negativt. Jeg

 

måtte i stedet rette fokus på, at det

 

nok skal lykkes.

 

I det projekt har Stefan fået stor støtte

 

og opbakning fra sit sociale netværk.

 

- Mine forældre og venner har hjulpet

 

mig meget og været super gode til at

 

give mig et spark, når jeg behøvede

 

det.

 

 

 

Bil og flexjob venter

 

Og det ser også ud til at det lykkes

 

inden længe for Stefan. Han har fået

 

bevilget bil efter 12 måneders ventetid

 

og har netop underskrevet slutseddel,

 

og han har fået tilbud om flexjob i et

 

firma, der forhandler inkontinenspro-

 

dukter,

 

- Jeg havde overvejet at begynde at

 

læse jura, men det er rart at få mulig-

 

hed for at bruge min uddannelse som

 

sygeplejerske, fortæller Stefan, der

 

glæder sig til at komme i gang. Men

 

endnu en sagsbehandling om flexjob

 

venter forude med kringlede regler og

 

endnu en tid med dagpenge på dispen-

 

sation.

 

- Det har været lidt af et forhindrings-

 

løb. Jeg ser frem til at alle ting falder

 

på plads og at jeg bliver uafhængig med

 

en hjælpeordning, bil og job ... ja, at få

 

et liv ...

 

 

 

 

 

Et kick

 

 

 

Stefan Opresnik Jorlev var

 

på RYKs sommerkursus i

 

2007.

 

 

 

Stefan Opresnik Jorlev var stadig

 

indlagt på Klinik for Rygmarvsskader,

 

da han mødte op på sommerkurset

 

på Egmont Højskolen sidste år. Og

 

det var da også med nervøsitet i

 

maven.

 

- Det var en ny og ukendt situation

 

for mig, og jeg kendte ikke nogen,

 

fortæller Stefan, der dog hurtigt

 

lagde nervøsiteten fra sig. For som

 

han siger, så var folk utroligt flinke.

 

 

 

Stefan havde tilmeldt sig idrætshol-

 

det og allerede efter den første dag

 

på holdet følte han sig godt tilpas.

 

- Der blev taget vældig godt imod os

 

nye ... det var nemt at blive en del af

 

holdet, og det blev en uge, der gav

 

mig en masse. Den blev en øjenåb-

 

ner på mange måder.

 

Stefan fortæller om den dag, hvor

 

holdet skulle ned på stranden og ud i

 

kanoer.

 

- Jeg tænkte: ”Hvorfor hive mig ned

 

til noget, jeg ikke kan? Jeg kan jo

 

knapt holde på en padle!” Men det

 

blev en fed oplevelse. Måske fik jeg

 

ikke padlet meget, men jeg kom ud

 

på vandet. Det kunne lade sig gøre!

 

 

 

Kurset med RYK gav Stefan det

 

skub, han kunne bruge til at komme

 

videre.

 

- På Hornbæk var man jo i trygge

 

rammer. Der var altid en hjælpende

 

hånd. På sommerkurset fik jeg af-

 

prøvet grænser, fx forflyttede jeg mig

 

ved egen hjælp, fortæller Stefan og

 

tilføjer med et smil: - Jeg ku' godt!

 

Også mødet med andre tetraplegike-

 

re gjorde stort indtryk på Stefan.

 

- Jeg lærte meget af at se, hvordan

 

de klarede sig. Imponerende, når

 

man selv befinder sig et sted, hvor

 

man endnu ikke ved, hvor meget

 

man kan.

 

 

 

Uge 30 blev også et kick til Stefans

 

strategi, som han siden har holdt

 

fast i: At vælge at se på muligheder-

 

ne og ikke begrænsningerne i livet.