Når kærligheden til sidst ikke var nok...

NK88
Offline
Joined: 14/08/2010

Jeg har fornylig brudt forholdet med min kæreste, som er inkomplet paraplegiker.

Jeg var 20 år da jeg mødte og indledte et forhold med L. VI blev dybt forelskede og vi vidste hurtigt, at vi havde noget særligt kært hos hinanden. Vi kunne endda se hinanden i en længere fremtid. To måneder efter vi fandt sammen, var jeg på en studietur med mit højskolehold i New York, og så frem til at se L i lufthavnen da jeg kom hjem. Til min største sorg fandt jeg ud af, at L havde kørt galt og lå i koma på Rigshospitalet, med en brækket nakkehvirvel. Men udsigterne var forhåbningsfulde, og jeg besluttede mig for at blive hos ham.

Skaden resulterede i at han måtte flytte fra lejligheden i Odense, som jeg boede overfor, og tilbage til hans forældre på Sydsjælland. Det betød at jeg måtte pendle for at se ham, så jeg rejste hver weekend og boede på sengen ved siden af L i hans forældres dagligstue, i deres hus ude på landet. L's forældre var knuste og frustrerede, og de verbale udsagn måtte ofte gå ud over andre... Men som gæsten følte jeg at jeg måtte affinde mig med det.

Efter et halvt år blev der mulighed for et værelse til os, hvilket fungerede i et stykke tid, men jo længere tid der gik, hvor man ikke mærkede meget fremgang hos L, jo mere anstrengt blev det. Jeg forsøgte mit bedste at affinde mig med forældrenes temperamenter, skænderier og møgfald, hjælpe til i deres hjem og prøve at passe ind med deres livsstil. Samtidig prøvede jeg at håndtere L's situation, hans smerter, spasmer, uheld og grænseoverskridende oplevelser, og samtidig prøvede jeg ihærdigt at få et selvstændigt liv til at hænge sammen for mig selv i Odense. Folk spurgte mig hvorfor jeg ikke flyttede tættere på L i stedet, men jeg havde brug for min familie og mine venners støtte, til at komme igennem svære tider. Det var et stort tab ikke at kunne rejse med ham, gå ordenlige ture sammen med ham, have et normalt sexliv, savnede friheden med ham. Jeg blev deprimeret, gik ned med stress, prøvede en psykolog, var ustabil i arbejde, fysisk træt og måtte tage lange pauser fra at besøge L. Han havde det også svært, var i dyb sorg, og hans udsigter blev længere hele tiden.

Et halvandet år efter ulykken, fandt han endelig en lejlighed i Odense, som han kunne være i, i weekenden. Træningen forgik stadig hos hans forældre i hverdagen. Det var i rette tid, da jeg kort før havde nægtet at komme mere hos hans forældre, da jeg havde fået nok af at føle mig uretfærdigt behandlet.

Men faktisk opdagede jeg, at mine kræfter var ved at blive slidt op, og jeg havde sværere ved at se den fremtid, som L og jeg drømte om. Det havde jeg ikke lyst til at erkende, for jeg behøvede ikke rejse til Sydsjælland mere og jeg behøvede ikke at have så meget at gøre mere med forældrene. Men jeg havde forandret mig og mit fokus havde æfndret sig, og L's udsigter blev fortsat længere og længere, ikke kun mobiliteten men alt det kommunale papirarbejde. Til sidst kunne jeg ikke flette mine planer sammen med ham mere, og jeg følte, at hvad end jeg gjorde for at arbejde på mig selv og mine behov, så kunne jeg ikke mere ignorere at jeg var brugt, opslidt og havde fået for mange dybe sår. Efter to kærlighedsfyldte og smertefulde år, tog jeg beslutningen om at forlade ham...

Nu sidder jeg her, ulykkelig og knust over at jeg ikke kunne mere, og ikke mindst er L knust, selvom jeg ved det er den rette beslutning. Jeg skal reparere og finde mig selv igen.

Bliver det bedre?? Hvordan vil L klare sig?? Der er så lang vej for ham endnu... og oveni det knuste hjerte har jeg lade ham i stikken. Har nogen været ude for de samme bristede drømme? Jeg føler mig så alene med sorgen.

testcontact
Offline
Joined: 29/02/2012
Kære NK88 Vi har i RYK en

Kære NK88

Vi har i RYK en pårørende-database (http://ryk.dk/raadgivning/paaroerende). Der er desværre ikke registreret nogen ex-partnere, men det udvider vi den gerne til. Du er meget velkommen til at registrere dig, og det håber jeg så, at andre også vil, så vi kan skabe mulighed for netværk/samtale.

Jeg tror desværre der er mange historier som din, og jeg forstår udmærket dit valg. Det er vigtigt at holde fast i eget liv - også når valgene gør ondt.

Mvh Jens

aa
Offline
Joined: 22/05/2008
Kære NK88 Jeg blev meget

Kære NK88

Jeg blev meget berørt af din historie, som er så trist på mange måder. Det er ikke let at komme med kloge ord, men har du behov for at tale med nogen, så skal du være velkommen at ringe til mig på 21640727. Jeg er selv rygmarvsskadet og har været det i over 40 år. Altså er jeg i en helt anden situation end din, men det er altså alt, hvad jeg kan tilbyde. Anders 

 

NK88
Offline
Joined: 14/08/2010
Kære Anders Mange tak for

Kære Anders

Mange tak for din respons, og for at du gerne vil hjælpe. Det sætter jeg stor pris på!
Der er gået 2 mdr siden bruddet. Selvom jeg har mærket lettelse, er det stadig meget bittersødt, og der er meget savn. Jeg er meget velsignet med gode dejlige venner og min familie til at bakke op om mig - de har været uvurderlige for mig. Jeg har haft ganske lidt kontakt med L, og vi har kun gode følelser overfor hinanden, så jeg er glad for, at jeg stadig har en fantastisk dejlig ven i ham.

Det er utrolig generøst af dig at stille dig til rådighed på den måde, og det skal du have tak for - og det skal andre også have for deres støtte og venlige respons!

Kh Nathalie