Jubilæum Maleri fortæller socialhistorie

I forbindelse med Egmont Højskolens
50 års jubilæum har højskolen købt et
stort vægmaleri af kunstneren Jørn
Bie. Maleriet, der har en bredde på 20
meter og en højde på fire meter, har
titlen ”Des mere Stakkarle Hades, Des
Flere Bliver Der". Et citat fra et brev,
skrevet af karmelitermunken Poul
Helgesen i 1528. Maleriet fortæller
den socialpolitiske historie fra stenalderen
til i dag og hænger godt sammen
med højskolens værdigrundlag, som
bygger på solidaritet, myndighed og
værdighed.
- Det er ikke kun vigtigt at kende kongerækken
... Man bør også arbejde med,
hvem der skabte ytringsfrihed, kæmpede
for rettigheder og ligeværd, fortæller
kunstneren Jørn Bie, som har valgt
at male konkrete begivenheder og
personer i maleriet, som har haft stor
socialpolitisk betydning.
Han påpeger, at det, der ligger til grund
for den danske socialpolitik, kan spores
langt tilbage i historien: Reformationen,
bondeoprøret, opløsning af stavnsbåndet
og den demokratiske bevægelse.
Også den franske revolution og K.K.
Steinckes socialreform fra 1933 er
historiske begivenheder, som Jørn Bie
har taget med i sin fortælling på maleriet.
Sammen med menneskers hverdagsliv
giver de konkrete begivenheder
en større forståelse af historien, og
det, der ligger bag historien.
Kunstværket koster 2,3 millioner kr.
Statens Kunstfond har ydet støtte,
mens Lena Lemborg, enke efter den
store forkæmper for tilgængelighed,
Jørgen Mortensen, har givet en million
kr. Maleriet skal hænge i skolens nye
forhal, som bliver opført i forbindelse
med det welnesscenter, som Egmont
Højskolen snart tager første spadestik
til.
BB

Kunstværket af Jørn Bie består af 13
paneler. Her er gengivet det sidste
panel.