Rettighedslovgivning

 

Handicaporganisationerne
bryder med årtiers
handicappolitik og
kræver ny dansk lovgivning,
der skal forbyde
og forhindre, at personer
med handicap
forskelsbehandles.

- Den nuværende handicappolitik
har gjort mennesker
med handicap til en minoritet,
der er afhængig af
politikernes og andres gode
vilje, udtaler Stig Langvad,
formand for De Samvirkende
Invalideorganisationer (DSI),
som mener, at det er nødvendigt
med et nyt, forpligtende
redskab til at bygge et
samfund for alle.                    
Regeringens handicappolitik
har traditionelt bygget på
"De Gode Viljers Vej" - uden
påbud, forbud og sanktioner,
men med forventning om, at
myndigheder og private ville
skabe lige muligheder, hvis
de bare fik rådgivning nok.
DSI konkluderer nu: Det har
ikke virket. I mange sektorer
af samfundet er udviklingen
mod de lige muligheder
næsten gået i stå. Det
kniber med at skabe tilgængelige
bygninger; transport
er et problem for mange;
der er for dårlige forhold
omkring uddannelserne.
Mennesker med handicap er
den eneste minoritet, det
stadig politisk er tilladt at
diskriminere og fastholde
som en gruppe uden rettigheder.
- Vi har behov for en handicappolitik,
der bryder med
den hidtidige politik og den
danske tradition. Vi kan se,
at rettighedslovgivning virker
i England. Den er også på vej
i både Norge og Sverige,
påpeger Stig Langvad, som
er klar over, at en antidiskriminationslov
ikke fra dag ét
revolutionerer verden.
Det tager år at rette op på
tidligere fejl, som helt eller
delvis har ekskluderet borgere
med handicap.
- Vi har et Folketing, der ikke
vil vedtage en lov, der forbyder
denne diskrimination,
slutter Stig Langvad, som nu
har henvendt sig til stats- og
vicestatsministeren for at få
dem til at tage initiativ til en
antidiskriminationslov.
BB


Læs mere på:
handicap.dk/pressemeddelelser/
presse_rettighedslovgivning