Ulykken var min redning
Tekst og foto: Susanne Villaume
- Hvis ikke jeg var kommet til skade, havde jeg været bartender i Grækenland, siddet i
fængsel .... eller også havde jeg været død!
De barske ord kommer fra Andreas Øster, der blev rygmarvsskadet i 1996. Siden har
han haft fuld fart på og har bl.a. forhandlet streetwear fra det webbaserede firma,
Easter Wear.
Susanne Villaume møder Andreas Øster i hans netop nyåbnede lokaler i
Kokkedal, hvorfra han i dag driver firmaet, Easter Nordic.
På een af efterårets allerførste
gråvejrsdage er det, trods tågen,
lykkedes mig at finde frem
til Andreas Øster, som har eget firma i
Kokkedals industrikvarter. Jeg bliver
budt velkommen i firmaets nye lokaler.
Her står et par avancerede maskiner
langs væggene og summer tålmodigt,
og midt i rummet står et kæmpemæssigt
arbejdsbord. På gulvet står en
kasse fuld af bittesmå træpinde. - Træ er jo eet af de mest miljømæssigt
forsvarlige materialer, forklarer
Andreas, mens han viser mig rundt og
fortæller om sit firma, Easter Nordic.
Her kan man med knivskarp præcision
få indgraveret sit firmalogo med laser
på næsten hvad som helst i træ: Fx
gaveæsker, vinkasser og golf tees.
Fuld fart
Andreas blev rygmarvsskadet i en trafikulykke
i 1996. Han kørte galt på knallert
med bare 20 kilometer i timen.
Dengang gik han på Espergærde Gymnasium.
Efter ulykken tænkte Andreas
kun på, hvor hurtigt han kunne komme
i gang igen med de ting, som betød
noget for ham.
- Så snart det overhovedet kunne lade
sig gøre, begyndte jeg at arbejde hos
en af min fars kammerater i et firma,
som fremstiller reklameure, og indenfor
en otteårig periode var jeg med til at
starte en lang række firmaer op sammen
med venner og bekendte, fortæller
Andreas, som har haft fuld fart på
siden ulykken.
Andreas har ikke ladet sig slå ud af de
forhindringer, hans rygmarvsskade har
givet ham. Han har bl.a. måttet gennemgå
ni rygoperationer og har haft
mange indlæggelser på grund af sår.
Jeg får hurtigt indtryk af gennem vores
samtale, at Andreas er ambitiøs og en
yderst foretagsom, ung mand med ben
i næsen. En fandenivoldskhed skinner
hele tiden igennem.
Ulykken var en redning
Det med fandenivoldskheden ligger da
også dybt i Andreas.
- Inden ulykken var jeg lidt af en slagsbror.
Var der kommet mere krudt i mig,
havde det været et seriøst problem.
Selv mener Andreas, at ulykken nærmest
var en redning. Den modnede
ham på ganske kort tid.
- Jeg blev pludselig fem år ældre. I dag
er jeg blevet roligere og tænker lidt ekstra
over tingene, fortæller Andreas og
fortsætter med et skævt smil:
- Hvis ikke jeg var kommet til skade,
havde jeg været bartender i Grækenland,
siddet i fængsel .... eller også
havde jeg været død!
Passion for hiphop
Sammen med nogle venner var
Andreas også med til at skabe et
blomstrende hiphop miljø i Nordsjælland.
De fleste andre unge i Fredensborg
var, som Andreas kalder det, "La
Coste" børn.
- Alle havde vi gang i eet eller andet;
enten lavede man musik, dansede
breakdance, eller malede graffitti, eller
også skatede man.
Det sidste gjorde Andreas, og hans
passion for hiphop miljøet har han aldrig
sluppet. Det resulterede da også i,
at han for to år siden startede firmaet
Easter Wear, et webbaseret firma, som
forhandler smart, hiphopinspireret tøj.
Konceptet bag forhandlingen af streetwear
tager sit udgangspunkt i tolerancen
til mennesket uanset race, udseende,
religion, osv. Et koncept Andreas
var meget bevidst om, da han startede
firmaet med bl.a. et logo, hvori en
kørestol indgår.
- Jeg er ikke ude på at ville ændre hele
verden, men kan jeg få nogle få folk til
at diskutere mit logo eller det at være
anderledes på den ene eller anden
måde henover aftensmaden, er det
fint. Det er, hvad min egen ulykke har
lært mig, og det er det, jeg i det daglige
prøver at leve efter.
Måtte geare ned
Desværre har Andreas måttet se i
øjnene, at han har arbejdet for meget
og er nødt til at geare ned.
- Femten timer i døgnet har snarere
været reglen end undtagelsen, fortæller
Andreas, som med den erfaring
klogere nu har startet firmaet Easter
Nordic med speciale i lasergravering.
Det nye firma giver Andreas albuerum
og mere tid til vennerne.
- På et tidspunkt skal jeg vel også ud og
finde een eller anden madamme, der
kan holde een ud, slutter Andreas med
et skælmsk smil.
Tågen er lettet, da jeg forlader adressen
på Kokkedal Industripark.
