Videnskabeligt beviser mangler

Tekst: Mikkel Bundgaard og Viggo Rasmussen

Rygmarvsreparatøren Carlos Lima møder
kritik fra overlægerne Inger Lauge og Fin
Biering-Sørensen. Men de følger nysgerrigt
med i den portugisiske læges resultater.

- Forbedringerne er få, og
der er ingen holdbar dokumentation
for behandlingen.
Jeg vil ikke afvise, at Limas
operationer kan virke, men
jeg er skeptisk. Det siger overlæge Inger
Lauge fra Paraplegifunktionen
i Viborg om læge Carlos
Limas reparationstilbud til
rygmarvsskadede. Hun
medvirker i den aktuelle genoptræning
af paraplegiker
Martin Støvring efter operationen
ved Lima i Portugal.
- Som udgangspunkt kan jeg
ikke anbefale det. Der er for
mange uafklarede ting, for
meget man ikke ved endnu. Lima har skrevet én videnskabelig
artikel, som er publiceret
i et anerkendt tidsskrift.
Her er effekten af
hans operation på kun syv
para- og tetraplegikere belyst.
Hovedformålet med undersøgelsen
var dog at vurdere
risikoen ved operation.
Inger Lauge fortsætter:
- Normal lægevidenskabelig
praksis er, at man laver
dyreforsøg, i nden man forsøger
på patienter. Lima har
simpelthen lavet for få dyreforsøg. Jeg har ikke selv de
rette forudsætninger for at
vurdere, om han har foretaget
de dyreeksperimentelle
eller andre studier, der skal
til. Derfor støtter jeg mig til
dem, der ved mere om området,
og som fortsat er
meget skeptiske.

Ingen mirakelkur
Paraplegifunktionen slår ikke
hænderne af rygmarvsskadede,
som selv vælger at
lade sig behandle i udlandet.
Lima kræver flere måneders
intensiv træning både før og
efter operationen. Det har
man ikke kapacitet til i Viborg.
Man tilbyder generelt
omkring tre ugers ophold
med træning to gange dagligt
til patienter, som har
brug for genoptræning.
Samtidig har Paraplegifunktionen
fået rådighed over fire
populære senge på patienthotellet
til selvhjulpne, som
trænger til genoptræning.
Inger Lauge er ikke en del af
Limas pakke, men følger
nysgerrigt med i Martins
resultater:
- Selv om Lima måske erpioner på sit felt, er det altså
ikke en mirakelkur, han udfører
- det er en eksperimentel
behandling. Der mangler
stadigvæk dokumentation
for, hvad hans patienter
kunne før operationen, og
hvad de kan efter.
- Det er vigtigt at have realistiske
forventninger, hvis man
vælger operationen. Man
skal fx ikke regne med at
komme op at gå igen, hvis
man sidder i kørestol. Operationen
koster 250.000 kr.,
som man skal betale af egen
lomme. Derfor bliver man
nødt til at gøre op med sig
selv, om de forbedringer
man kan opnå, er det værd,
eller om pengene er bedre
givet ud til noget andet. Personligt
ville jeg på nuværende
tidspunkt aldrig sende
min egen familie derned.

Betal selv forundersøgelser
To rygmarvsskadede har i
kølvandet på TV-udsendelsen
kontaktet Hornbæk/Rigshospitalet
for at blive undersøgt
forud for behandling fra
doktor Lima i Portugal.
- Den slags forundersøgelser
kan vi på Klinik for Para- og
Tetraplegi ikke deltage aktivt
i. Vi kender Limas tilbud,
men har ikke set bevis for, at
det virker. Og når vi ikke støtter
behandlingen, kan vi heller
ikke lave forundersøgelser.
Her må ”kunderne” selv
betale, siger overlæge Fin
Biering-Sørensen men fortsætter:
- Hvis vi i øvrigt finder lægelig
indikation for træning efter
operationen, så er vi forpligtede
til at behandle. Det
samme gælder folk, der
tager til udlandet for at få
nyretransplantation, som
kræver efterbehandling.

Etisk kritik
Det er ikke noget nyt fænomen,
at nyskadede fulde af
håb søger mirakelkure i udlandet.
Få danskere er fløjet
til Filippinerne og svenskere
er rejst til Moskva for at få
stamceller opereret ind. Det
sker flere steder i verden.
Men selv om beviserne
mangler, understreger Fin
Biering-Sørensen:
- Vi deltager gerne i eksterne
forskningsprojekter, når der
er tale om kontrollerede projekter
med en protokol godkendt
af en Den Videnskabsetiske
Komité. Også ved
relevante udenlandske projekter.
- For nylig overvejede vi at gå
med i et projekt i Israel om
indsprøjtning af dyrkede celler
for at bremse den sekundære
effekt ved en skade.
Det indebar lodtrækning,
hvor nogle måtte rejse hjem
uden behandling og for forsøgspersonerne
en øget
risiko for infektion. Af etiske
grunde sagde vi nej til at
medvirke. Siden er projektet
stoppet af økonomiske årsager.
Altså endnu en grund
til at være kritisk, konstaterer
Fin Biering-Sørensen og
fortsætter:
- Lima tilbyder ikke regulære
undersøgelser, hvor uafhængige
personer kontrollerer,
hvad der foregår. Sammenlignelige studier er
nødvendige for at vurdere
tilfældige udsving. Jeg er
bekymret for, om behandlingen
i sidste ende kommer
”kunden” til gavn. Der er risiko
for komplikationer ved enhver
operation. Og hvem kan
garantere mod risikoen for
forværring eller bivirkninger?

Hvornår går vi?
Fin Biering-Sørensen kan ikke
udelukke, at nogle forsøgspersoner
får en mindre effekt
af behandlingen ved
Lima:
- Hvis der er tale om en inkomplet
læsion, kan der
komme små ændringer over
år. Det får ikke nogen større
funktionel betydning, men fx
kan mere følesans forebygge
tryksår.
Han mener ikke, TV-udsendelsen
ændrer noget ved
behandlingsprogrammet i
Danmark: - Udsendelsen har da gjort
indtryk på mange - både
nyskadede og mange
pårørende nævner den. Men
jeg kender altså ingen rygmarvsskadede,
der er hjulpet
afgørende - heller ikke i
udlandet. Derfor kan jeg
heller ikke anbefale Carlos
Limas forsøg, fastslår Fin
Biering-Sørensen.
Spørger man Inger Lauge
om det store spørgsmål
”Hvornår kommer vi til at
gå?”, svarer hun med et
glimt i øjet:
- Jeg tror mere på det nu,
end for fem år siden. Der
bliver forsket meget i behandlingsmuligheder,
og Carlos
Limas operationerne er
et lille skridt på vejen, hvis
man kan skabe forbindelse,
der hvor rygmarven er beskadiget.
Men jeg tror ikke,
det bliver i min tid som overlæge,
at det bliver muligt for
jer at komme til at gå.