Når livet slår en kolbøtte

Klaus og Tina Fischer var indtil for to år siden et helt almindeligt par med et aktivt liv. I dag sidder han lammet i kørestol efter en ulykke, og de lever en helt anden tilværelse.

Tekst: Søren Nielsen

De er kørt op ad en bakke i skoven, da han ser den. Den lange træstamme, der ligger ned parallelt med cykelruten, rager cirka 80 centimeter op over jorden. Den er blevet skåret flad på toppen, så man kan køre på den. Den ser ikke ud til at udgøre nogen fare. Selvom Klaus er veltrænet, har han lagt sig bag sin hustru, Tina, og de tre mænd, som er med på mountainbike-turen i Hareskoven lidt uden for København denne dag i juni 2010. Det er varmt under cykelhjelmene, for sommervejret har fundet frem til Danmark efter en periode med regn.

48-årige Klaus Fischer og 44-årige Tina Fischer nyder at være aktive sammen. Sådan har det altid været, siden de for snart 30 år siden blev kærester hjemme i Skovlunde. Dengang spillede de basketball. De tager på skiferie i udlandet og på udflugter til deres lejlighed på Møn. Og for cirka halvandet år siden begyndte de at køre på mountainbike. De har hele tiden gang i noget. Klaus har sit eget tømrerfirma, mens Tina arbejder som byggeleder. De har lavet stort set alt om på det 233 år gamle hus i Ejby uden for Glostrup, som de købte tilbage i 1986. Klaus har haft sine kyndige hænder i hver en krog af huset i tre plan. Det er deres hjem. Her er deres to drenge på 22 og 18 år vokset op.

Klaus ser træstammen, som Tina er kørt uden om, fordi hun ikke er sikker på, om hun kan holde balancen på den. Den skal jeg lige op at køre på, tænker han. Det er den 17. juni 2010, og det er en dag som alle andre i Klaus’ og Tinas liv. Han får kørt den sorte Pirelli-cykel op på træstammen. Han sænker farten og når at køre fire-fem meter på stammen. Så sker det. Klaus mister balancen. Han holder armene helt udstrakte på styret, da han falder. Hans 90 kilo lander tungt i skoven. Lige på hovedet. 

 ***

Solen er ved at gå ned. Men der er stadig lys. Sankt Hans-bålet nede fra Fælledparken lyser op, ser Tina fra niende etage på Rigshospitalet i København. Hun er på intensivafdelingen, hvor hun sidder sammen med Klaus’ 45-årige lillebror, Frank Fischer. På den anden side af væggen kæmper Klaus for livet. Det har været en hård dag for ham. Hans hjerte har sagt stop to gange, hvorefter det stædigt har banket videre. En af lægerne har tidligere på dagen meddelt, at Rigshospitalet ikke kan forsvare at holde Klaus i live længere efter hans to hjertestop. Komplikationerne bliver for store, så næste gang Klaus får hjertestop, vil lægerne ikke forsøge at genoplive ham. Hjertestarteren er fjernet fra stuen.

Klaus brækkede nakken ved ulykken og hans rygmarvsskade sidder højt oppe, hvilket gør skaderne meget omfattende. Kun respiratoren holder ham i live. Der er gået seks dage siden ulykken. Tina husker, hvordan Klaus døde i hendes arme, efter at han var landet på hovedet. Turen til Rigshospitalet var forfærdelig. Det var som at være med i en film, da ambulancen kørte med udrykning på vej ind til traumecentret. Tina havde siddet og rystet i sit cykeltøj uden at kunne sige noget, da Frank kom derind.

Nu sidder de begge og ser ned på bålet i Fælledparken. Ingen af dem har sovet det seneste døgn. Den nat snakker de om Klaus’ liv. Om Tinas store kærlighed til ham. Og om, hvordan de skal holde hans begravelse. I løbet af natten prøver de at få lidt søvn, mens de venter på døden. De har lige lagt sig på briksene, da døren bliver åbnet. ”Nu er det nu”, lyder det. De farer op og skynder sig ind mod Klaus’ stue. De når kun lige ind, før de bliver stoppet igen. Det var falsk alarm. Klaus’ hjerte er gået i gang igen. Tina og Frank vender tilbage til briksene.

Om morgenen er Tina på vej ud til toilettet, der ligger over for Klaus’ stue. Hun når lige at tage fat i dørhåndtaget, da en sygeplejerske hiver fat i hende. ”Tina, så er det bare nu”. Tina skynder sig ind til Klaus’ seng og får personalet til at hente Frank. Alarmerne bipper, så hun må bede dem om at skrue ned. Det er for stressende. Tina holder om Klaus. Rører ved ham fra storetå til næsetip og bliver ved med at tale til ham. Tårerne triller ned ad ansigtet på hende. Han reagerer ikke. Hun kysser ham i ansigtet. ”Gud hvor jeg dog elsker dig, Klaus”, siger hun. Hun lægger sit hoved op ad hans og kysser ham igen. Bang. Klaus slår øjnene op. Drejer hovedet lidt og smiler til Tina over hele ansigtet. Tina rejser sig op og vender sig om mod lægerne og sygeplejerskerne bag hende. ”Sig mig, hvad helvede sker der her?”, spørger hun.

***

Hold da op. Hvad har jeg lige sat i sving, tænker Klaus. Han ser rundt i det propfyldte lokale.

Det er den 9. september 2010, og 18 mennesker er samlet rundt om et aflangt bord til socialkonference på Rigshospitalet. Glostrup Kommune stiller med fem personer. Region Hovedstaden med to. Resten kommer fra Rigshospitalet. Klaus er overvældet. Han vidste godt, at han var kommet til skade. Og han var blevet ked af det, men ikke helt overrasket, da en rygmarvsspecialist midt i juli fortalte, at han næppe nogensinde ville komme til at bevæge andet end hovedet. Alligevel har Klaus ingen idé om, at han er blevet så handicappet, at han har brug for så meget hjælp. Handicapbolig. Behandlinger. Handicapbil. Førtidspension. Hjælpemidler. Det og meget mere bliver drøftet hen over bordet.

Tina har det, som om hun har fået en knytnæve i hovedet. Hvordan skal jeg holde rede i alt det? tænker hun. Hun har tabt sig. 15 kilo raslede af hende i det første halve år efter ulykken.

Klaus sidder i sin nye store kørestol. Han er forlegen over sin tilstand. Det bliver dyrt, tænker han. Han kommer til at koste samfundet penge. Han kan kun tage imod, ikke yde. Han bliver en belastning. Hvorfor skal han lige være det?

”Jeg har ikke tidligere haft brug for hjælp. Jeg har kunnet klare mig selv”, siger han. Klaus siger ellers ikke så meget. Han har ikke overskud, og endnu taler han kun lidt via respiratoren på kørestolen. Ellers har han mest kommunikeret med mundaflæsning og fagter siden ulykken. Heldigvis er Tina og Frank med for at støtte ham.

***

Der er stille i stuen. Usædvanligt stille. Ingen bippende lyde fra Klaus’ respirator. Intet tændt fjernsyn. Bare stille. Det er den 29. maj 2012. Tina er hjemme i villaen i Glostrup, som de flyttede ind i sidste forår, da de solgte deres ikke-handicapvenlige treplanshus i Ejby. Tina har fri i aften. Fri fra Klaus’ hold af hjælpere, som yder et fantastisk stykke arbejde, men som samtidig har frarøvet hende ethvert privatliv. 24 timer i døgnet. Dag ud og dag ind bliver Klaus overvåget af en hjælper, som også har et rum i huset. Tina synes, det er grænseoverskridende at have hjælperne rendende i sit hjem. Hun er træt af dem, selvom de er rare og gør meget godt for Klaus.

”Klaus og jeg gennemlever hvert vores mareridt i forhold til ulykken. Det er også hårdt for mig. Min mand fylder så meget, og han er samtaleemne hver eneste dag. Det er blevet hele ens liv”, siger hun.

Nogle gange bliver hun nødt til at få fred. Så tilbringer hun lidt tid i deres lejlighed på Møn, som Klaus ikke har kunnet komme op i siden ulykken. Han bliver ked af det, når hun tager væk. Det gør også ondt på hende. Men hun bliver nødt til at gøre det for at hænge sammen. Hun er kontant over for hjælperne, når hun mener, at de ikke gør det godt nok. Ikke mindst med Klaus’ påklædning og hygiejne. Han bliver let ramt af infektioner, fordi der er åbent ind til luftrøret i halsen, og i årets første måneder lå han meget i sengen. Dengang var det svært for Klaus at se noget formål med livet. Enkelte gange har han bedt Tina om at slukke respiratoren, selv om hun har sagt til ham, at han ikke må. Det vil hun ikke gøre. Klaus har for meget at leve for. Nogle måneder før ulykken havde han fortalt hende, at han glædede sig meget til at få børnebørn. Alligevel kan hun godt forstå ham. Det er en gåde for Tina, hvordan Klaus har undgået at blive en bitter mand.

I aften er Klaus på Rigshospitalet, hvor han dagen efter skal gennem en planlagt operation. Målet er, at han skal kunne trække vejret uden hjælp fra sin respirator i dagtimerne. De går efter de små sejre. Håbet om at Klaus nogensinde kommer til at bevæge andet end sit hoved har de parkeret i afdelingen for mirakler.

Det er hårdt, synes Tina. Hårdt at hun ikke kan få et kram af sin mand. At de ikke kan dyrke sex. Og det er en falliterklæring, at de bliver nødt til at sove i hvert sit soveværelse. Men hun vil ikke have, hjælperne glor på hende, og Klaus’ apparater larmer også meget, blandt andet når hjælperen suger hans luftveje fri for slim.

”Det er ekstremt hårdt at acceptere, at ens ægteskab er blevet til et venskab”, siger hun.

Selvfølgelig er der mange hyggelige dage, men der er også mange lortedage. Det er et hårdt liv. Det er et lorteliv, tænker hun.

Hun kan heller ikke love ham, at hun bliver boende sammen med ham. Mange andre par i deres situation er gået fra hinanden. Men én ting ved Tina. Hun vil aldrig slippe Klaus, uanset hvad der sker. Selv hvis de en dag ikke længere bor sammen, vil hun være der for ham. For hun elsker ham.

***

Den gule gravemaskine borer sig længere ned i jorden. Fundamentet til huset er allerede støbt. Fuglene kvidrer, og Dannebrog blafrer i den lune sommervind i kolonihaverne i Ejby. Det er den 7. juni 2012. Klaus iagttager byggeriet fra sin kørestol. Han smiler. Han bliver glad i låget, når solen skinner, og han ser blade på træerne. Efter et hårdt forår i sengen med sygdom, har temperaturskiftet gjort ham godt.

”I en periode har jeg været lidt ligeglad med huset, men det er nu, det bliver sjovt. Der sker noget. Det er herligt”, siger han.

Operationen på Rigshospitalet gik godt. Klaus fik indopereret elektroder, som senere i juni skal sluttes til en pacemaker. Det skal forbedre hans lugtesans, når han selv kan trække vejret. Indånde livskvalitet.

Kolonihaven skal være hans frirum. Her vil han sidde og nyde stilheden. Den skal også være et helle for Tina. Når Klaus og hjælperne er i kolonihaven, kan hun få nogle perioder derhjemme, hvor hun kan være sig selv. Det ser hun meget frem til, ved Klaus.

Senere i år håber han at skulle ind til endnu en operation. Ved hjælp af en piercing i tungen skal han kunne styre kørestolen med sin tunge i stedet for med den nuværende suge- og pustefunktion. Det skal gøre det endnu nemmere at gå på internettet, mobilen og fjernsynet. 

Men først gælder det kolonihavehuset. Efter planen står det færdigt i slutningen af september. Klaus glæder sig.

…….

 

Sådan gjorde vi:

Historien er baseret på interview med Klaus Fischer, Tina Fischer og Frank Fischer. Dele af historien er rekonstrueret ud fra deres hukommelse, mens andet er baseret på journalistens egne observationer. Desuden er inddraget Klaus Fischers journal fra Rigshospitalet og andet skriftligt materiale, blandt andet fra Rigshospitalet, Glostrup Kommune og Region Hovedstaden, herunder mødereferater fra socialkonference, oplysninger om pleje, førtidspension, bolig o.l.