Mentorprojekt. At gøre en forskel

48-årige Lars Sørensen er ansat som koordinator i mentorprojektet på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, hvor man finder ham 4-5 af ugens dage og i langt flere timer, end lønnen rækker til.
- Det er jo svært – for når patienten har brug for en snak om mandagen, duer det jo ikke, at jeg først kommer om torsdagen.
RYK! har snakket med Lars om hverdagen som mentorkoordinator.

Tekst: Birgitte Bjørkman

På Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) skal vi lidt rundt i huset for at finde 48-årige Lars Sørensen, der er ansat som koordinator i mentorprojektet. Her kommer han 4-5 gange om ugen og nogle gange dagligt.
- Jeg kan slet ikke lade være. Det er jo svært – for når patienten har brug for en snak om mandagen, duer det jo ikke, at jeg først kommer om torsdagen, fortæller Lars, der er førtidspensionist og bosiddende i Viborg, hvilket giver ham mulighed for at komme så ofte på VCR, selvom stillingen kun giver ham løn for 11 timer.

Det giver god mening

Dagene er aldrig ens, fortæller Lars, der ofte kører rundt i huset og snakker med patienterne.
- Jeg møder dem, når de træner i fysioterapien, opholder sig i ergoterapien eller spiser frokost på afdelingen. Og der er altid et spørgsmål eller et behov for en snak.
- Der burde jo være en tidligere patient her hver dag og hele tiden, for der er altid en masse spørgsmål, f.eks. til bilindretning, kørestol eller en ansøgning til kommunen … og ja, alle de mange spørgsmål, der handler om at få en hverdag til at fungere, fortæller Lars og fortsætter:
- Jeg kan gøre en forskel i forhold til en fysioterapeut eller psykolog, der ikke selv har været der, fortæller Lars, der selv havde ønsket, at der havde været en rygmarvsskadet ansat på VCR, da han var indlagt i 2006.
- Jeg kan hjælpe dem videre, og det vil jeg rigtig gerne. Det giver god mening.

At knytte patienter til mentorer

Der er tilknyttet 26 mentorer til ordningen i Viborg, og heraf har 8-10 mentorer været brugt i projektet indtil nu. 13 patienter har benyttet mentortilbuddet.
- Det er langt fra de 25 patienter, vi gerne skal nå, inden projektet slutter, fortæller Lars, der dog håber, at 17 patienter når at benytte tilbuddet.
Sammen med fysioterapeut Dorte Kristensen, der er mentoransvarlig, følger Lars op på de nyindlagte patienter, der skal tilbydes en mentor. Sammen med en folder fortæller Lars om mentorordningen, og hvis de ønsker at tage imod tilbuddet, finder Lars i samarbejde med Dorte en mentor til den pågældende ud fra kriterier som f.eks. alder, køn, interesser og job.
Projektet har dog kriterier for, hvem der må benytte tilbuddet, og det er heller ikke alle, der ønsker at få en mentor. Om det fortæller Lars:
- Dels har vi haft flere patienter under 18 år, som ikke må deltage, og dels er der nogle patienter, der springer fra på grund af formalia med samtykkeerklæring og udfyldelse af spørgeskema … Det orker de bare ikke.
Og så er der patienter med gangfunktion, der kan være svære at nå.
- De mener ikke at have brug for det. Her kunne jeg ønske, at et fremtidigt mentorprojekt giver mulighed for at følge patienterne efter udskrivelse. For det er dér, når hverdagen melder sin ankomst, at man pludselig kan få brug for en snak.
Lars har selv gangfunktion og taler af erfaring:
- Jeg ville rigtig gerne klare mig gående, men min hverdag kunne ikke hænge sammen. Jeg var altid træt, og kræfterne rakte ikke til meget andet. I dag har jeg lært at økonomisere med mine kræfter og benytter oftest kørestolen til at komme frem.

God støtte fra huset

- Jeg har et rigtig godt samarbejde med Dorte og det øvrige personale. Plejepersonalet kan godt henvende sig til mig og sige: ”Kan du ikke lige tage en snak med Karen?”. Jeg synes hele huset støtter op om projektet. Det er dejligt.
Det er dog ikke alle patienter, der synes om mentorkontaktens altid gode humør.
- De synes, at jeg er irriterende positiv – og de befinder sig midt i én af livets svære kriser, fortæller Lars og pointerer:
- Men de fleste er rigtig glade for, at jeg er her i huset.
På spørgsmålet, om Lars også har kontakt til pårørende, svarer han:
- Nej, men det kunne jeg godt tænke mig, og det er klart noget, som man skal have fokus på i en fremtidig mentorordning. Det er jo lige så svært for dem, og de har også mange spørgsmål.

Men lige nu er der nok at se til for Lars, der også kommer de aftener, hvor der er arrangementer, og når der er afslutning for en patient, der skal udskrives. Han deltager, når der er patientundervisning, og han tager også gerne på cykeltur omkring søen sammen med patienterne.
- Jeg ved, at jeg påtager mig meget mere, end jeg burde, hvilket jeg kun kan, fordi jeg er førtidspensionist og bor i Viborg.
- I det store og hele fungerer projektet godt, også selvom vi ikke har nået det, som vi skulle, og jeg håber, at svarene vil dokumentere behovet for en varig mentorordning her og i Hornbæk, fortæller Lars og slutter:
- Det er fantastisk at kunne gøre en forskel og se, at patienterne kommer videre. Det er det, der driver mig.

Lars er ansat som mentorkoordinator frem til medio december 2016.