Melodi grand prix

Eurovision 2015

Det er ikke set før, og af samme grund har RYK! magasin aldrig omtalt Melodi Grand Prix. Men i år valgte Polen  sangerinden Monika Kuszyńska som sin repræsentant ved årets Melodi Grand Prix, og det er første gang, at en deltager i kørestol har indtaget scenen i den europæiske sangkonkurrence.

35-årige Monika Kuszyńska, der er rygmarvsskadet, repræsenterede Polen ved årets europæiske Melodi Grand Prix, der fandt sted i Wien i slutningen af maj.
Dermed skrev Monika Kuszyńska historie som første kørestolsbruger, der har fundet vej til scenen ved det europæiske Melodi Grand Prix.

At bygge bro

Temaet for årets Melodi Grand Prix var ”Building Bridges”, og Monika Kuszyńska sang for kærlighed og tolerance med sangen ”In the Name of Love”, som hun i øvrigt selv har skrevet.
- Gennem min kunstneriske aktivitet prøver jeg at fremme idéen om at forbinde to verdener, som synes at være uforenelige: En verden af raske mennesker og mennesker med handicap, fortæller Monika Kuszyńska og fortsætter:
- Jeg føler, at en bro af forståelse mellem de to verdener bliver styrket år for år, og jeg tror, at alle grænser en dag vil være udvisket, fortæller Monika, som med sin optræden i Wien også kom med en mission.
Hun fortsætter og understreger betydningen af titlen på sin sang:
- I kærlighedens navn er vi i stand til at overvinde enhver hindring, er vi ikke?

Lammet efter ulykke

Selv om Monika Kuszyńska indtil nu har været ubekendt for de fleste, er hun populær i sit hjemland. Hun har arbejdet professionelt med musik siden 2000, hvor hun blev forsanger i det polske pop-/rockband Varius Manx, som hun nåede at udgive tre studiealbummer med. Men i 2006 skete der et alvorligt trafikuheld under en turné med bandets tourbus, hvor de kørte ind i et træ. Monika blev ved ulykken rygmarvsskadet og har siden været kørestolsbruger.

Optræder live i kørestol

Monika Kuszyńska opgav dog ikke sin passion for sangen, men det var først, da hun måtte trække sig fra Varius Manx fire år senere og gik solo, at hun begyndte at optræde live i sin kørestol. I årene frem blev hun mere og mere vant til at optræde i stole.
- At sidde ned er naturligvis fuldstændigt forskelligt fra at kunne stå over for sit publikum. Men hvis du virkelig elsker at gøre noget, virkelig ønsker noget, så finder du en vej - din egen, helt unikke vej.
Det har jeg gjort, fortæller Monika Kuszyńska og fortsætter:
- Det betyder ikke noget, om jeg står op eller sidder ned ... det er min musik, mine følelser og mit publikum!

Forbillede for andre

Ud over at fortsætte sin musikalske karriere har Monika siden ulykken engageret sig i sociale aktiviteter, og hun er blevet et forbillede i Polen for andre i samme situation.

Højdepunkt

Deltagelsen i Melodi Grand Prix er højdepunktet i Monika Kuszyńska solokarriere. Her indtog hun scenen i Wien med balladen ”In the Name of Love”, som er komponeret af hendes mand, Kuba Raczynski. Iklædt en hvid kjole med et langt hvidt skærf og siddende i en helt hvid kørestol, der matchede kjolen, sang Monika Kuszyńska for kærlighed og tolerance i den 2. semifinale, der sikrede hende en plads blandt de 27 deltagerlande, der gik videre til den endelige finale. Her endte hun med at blive nr. 23. Men RYK! giver hende en stemme for at synge sig ind i den europæiske sangkonkurrence og dermed bygge bro til mennesker med handicap.

 

Kilde: PAP.